Never again!

[Raphael Nivéraqii]

Raphael anede ikke hvad han skulle gøre og var til en start bare lidt tavs mens han tænkte tingene igennem. Der var mest dårlige ting ved at han tog Angelo med selvom han gerne ville. Han måtte nok give ham et nej selvom han ikke var glad for det på nogen måder. Han ville dog beskytte ham. Og sig selv oveni ikke at forglemme.
Han fik stille taget tøj på der var stilet, men uden det var det dyreste af det dyreste. Der var jo heller ikke grund til altid at gå i den slags. Lidt mindre kunne også gøre det til tider. Han så sig selv lidt an, men vendte sig om ved lyden af noget der ramte gulvet og blev ærlig talt mere end bare forbavset over at se ham stå der med vingerne inden døre! At han så snart lå på gulvet fik ham til at gå derhen og hjælpe ham lidt. Han så på hans vinge, men den så ikke ud til at have taget skade udover nogle få fjer var lidt uglet efter faldet. Han strøg dem stille ud til de atter var glatte og smukke og så på ham. "Jeg er bange for..at du ikke kan komme med. Jeg ønsker ikke du ser hvad mit job består af og der er for mange vampyrer til du kan være sikker der. De vil bare overfalde dig og jeg kan ikke beskytte dig hundrede procent derude.. Du må komme med ud og shoppe en anden dag istedet for..Okay?" Bedre kunne han ikke gøre det. Han strøg stille hans kind og håbede så bare, at han ville tage det som nok til gengæld. Han var ikke meget for det alt sammen, men han havde ikke ret meget andet valg følte han. Ellers skulle han tage endnu en nat hjemme, men det gik jo ikke han blev ved med det for mange nætter i træk. Der var ting at underskrive. Ting der skulle holdes styr på og tjekkes efter.

[Angelo Gabriello Magdiom]

Angelo blev hjulpet på benene hvilket han da var taknemlig for. Han rystede fjerene en anelse og viftede svagt med vingerne da Raphael havde glasset nogen af fjerene. Han mumlede et lille tak og kastede endnu et blik tilbage på de store vinger. Hans opmærksomhed blev dog vendt mod Raphael da denne sagde at han ikke kunne komme med og han nikkede blot lydigt selvom han ikke var meget for at blive hjemme. Han smilede dog et skævt smil da Raphael sagde at han måske kunne komme ud og shoppe en dag i stedet for nikkede ivrigt. Det kunne være fedt at få nyt tøj! ”Okay..” svarede han blot. Han viftede atter med vingerne, selvom det ikke havde været mening. Vingerne var blot utrolig følsomme så de reagerede på den mindste følelse eller tanke og derfor havde de frydede sig ved den glædelig fornemmelse han følte. At sidde og vente hjemme ville blive kedeligt men så måtte han finde på noget at lave.

[Raphael Nivéraqii]

Han så på ham og kunne godt se Angelo nok helst ville med. Med ud af huset og haven og måske opleve noget andet. Men ikke i aften. Men han kunne ikke lide, at se ham så trist og nærmest ensom så han burde nok blive hjemme alligevel. Han så hen mod sin telefon og gik derhen og tog den op og ringede kort efter. Der blev svaret i modsatte ende og han forklarede, at der var kommet nogle ting som gjorde han ikke kunne komme og ordne regnskaber og den slags idag så de måtte se på det i morgen nat eller natten efter. Han lagde derefter på og mobilen fra sig efter at have snakket lidt mere hygge daglig snak med vedkommende der var hans assistent kunne man vel kalde det.
Han vendte sig om mod Angelo med et skuldertræk. "Ja så hænger du på mig en nat til. Medmindre du helst er fri. Så kan jeg nok læse eller tage ud og ordne et eller andet.." han kløede sig lidt i nakken og følte sig på en måde lidt sær nu. Han gik bare roligt hen og lagde en hånd på hans vinger der snart væltede hele hans værelse følte han selvom han ikke var vred på ham over det. Han smilede lidt og strøg fingrene over hans fjer. De kunne desværre ikke tage en tur ud og lade ham flyve mere frit rundt uden folk så dem. Men hvis de tog lidt ud i udkanten af byen så måske? Ud hvor der ikke boede så mange og ikke gik så mange rundt. Det var da en ide? En ide han endda foreslog Angelo her og nu på stedet.

[Angelo Gabriello Magdiom]

Angelo fulgte ham med blikket idet han gik hen til telefonen og ringede op til et eller andet sted. Han blev stående hvor han var og betragtede ham blot roligt lyste dog op idet han hørte hvad der blev sagt. Havde det ikke været for hans tunge vinger havde han nok overfaldt Raphael med et kram selvom det ikke lige var noget Angelo normalt kunne finde på. Da han lagde røret på og igen henvendte sig til Angelo smilede denne et skævt smil. ”Jeg vil da gerne tilbringe natten med dig!” svarede han muntert. Han følte sig frisk og klar tiltros for episoden natten før. Han gyste svagt ved Raphaels strøg over hans store hvide vinger, hans vinger var nok et af de mest følsomme steder på hans krop. Da denne så foreslog at de kunne tage ud på udkanten af byen lyste han om muligt endnu mere op. ”Det vil jeg gerne!” svarede han og slog armene om Raphael i en glad gestus, han trak sig dog hurtigt væk af frygt for at det var for meget på en gang. Han bed sig svagt i underlæben og lod hånden stryge forlegent gennem håret.

[Raphael Nivéraqii]

Hans udbrud der nærmest fik ham til og lyse op kom bag på Raphael. Sådan som han sagde det kunne han let misforstå det, men vidste jo godt der nok ikke kom sex på emnet, men bare at være sammen. Det kunne vel i sig selv også være fint nok? Han havde i alle fald intet mod det på stående fod, men hvis hans begær kom frem og blev stort så kunne han nok ikke modstå trængen ret længe selvom han måske ville prøve. For Angelo´s skyld.

At englen så igen blev overlykkelig og denne gang lige frem overfaldt ham på en måde med kram og knus ja det fik blot vampyren til og at mærke forvirringen blomstre på ny i sig. Men han rystede bare på hovedet med en lidt kærlig gestus over englens unge og nuttede udtryk over glædens brus i sig. ja han var nu noget for sig det kunne Raphael skam ikke komme udenom helt så let, men var det da også en gal ting? Nej han holdt jo af knægten på mere end en måde efterhånden og han strøg ham let over vingerne igen. Forklarede ham dog på en pæn måde, at vingerne næppe ville kunne være i bilen så han måtte nok prøve og få dem væk mens de kærte og så slå sig løs med dem ude i det fri når de kom frem.

[Angelo Gabriello Magdiom]

Havde Raphael sagt noget om sex ville Angelos glade udtryk næppe have været glad særlig længe, for den unge mand havde slet ikke ment sex og det ville nok have fået ham til at løbe skrigende bort. Inderst inde vidste han dog at et ophold med Raphael havde den risiko at hans lyster pludselig blev vækket. Han tænkte dog ikke over det som han stod der.

Da Raphael sagde at der ikke var plads til vingerne i bilen glippede Angelo forundret med øjnene inden det gik op for ham hvad han mente. Han lukkede langsomt øjnene, trak vejret dybt, slappede af og langsomt forsvandt vingerne igen. Da det skete åbnede han øjnene og samlede de få ting som var faldet ned op og satte dem på plads inden han sagde at han nok måtte få tøj på. Han smilede skævt til Raphael inden han undskyldte sig og smuttede ud af værelset og ind til sit eget. Her fandt han tøj frem, bukser og en T-shirt, begge en smule for store. Han stod og kiggede på begge del inden han sukkede, rystede på hovedet og satte dem tilbage. Hvis han skulle forvandle sig måtte han smide tøjet, det ville jo blive ødelagt hvis han forvandlet sig i det. han trak en T-shirt på og nogle jeans som passede ham perfekt inden han stak fødderne i nogle sko og gik i gang med at ordne håret.

[Raphael Nivéraqii]

Han betragtede blot vingerne indtil de forsvandt og smilede mens Angelo gjorde forsøg på i det mindste at rydde bare lidt op efter sit lille. Ja vingeproblem kunne man vel kalde det? Pladsmangel. Noget i den stil var mest passende. Han rystede lidt på hovedet af ham imens og fandt ham kun mere og mere kær med hans nye personlighed der ikke kun vækkede et begær og blodtørst i Raphael, men noget helt andet der indtil nu havde været ham totalt ukendt. Følelser der som regel ikke var så spredt mellem vampyrer. Og slet ikke ham! Men nu var han altså faldet for det. For Angelo.

Mens denne så løb ind til sig selv gjorde Raphael et par småting klar og sikrede sig at han var ved og gøre noget klogt. Han anede ikke hvordan dette ville ende, men han ville så gerne gøre noget for Angelo. Gøre ham glad og dette her virkede til at være en af de bedste ting der kunne få et stort smil frem hos hans lille guddommelige skabning. Og det var vel det hele værd så? Og hvis nogen opdagede dem. Fandt ud af Angelo var hvad han var ja så måtte han jo bare overbevise om, at han ikke holdt ham fanget. Gjorde han jo også mindre og mindre. Han måtte jo så bare i det tilfælde håbe Angelo ikke afslørede hans løgn om, og afslørede alt igennem det sidste års tid hvor de havde været side om side. Imod Angelo´s vilje, men det ændrede sig lidt efter lidt følte Raphael og håbede bare han ikke tog fejl! Det ville være noget af det værst tænkelige lige nu følte han. Nej det måtte og kunne bare ikke ske! Han måtte tænke positivt og gik ud af værelset kort efter. Gjorde klar til, at gå ned til deres transport mod byen.

[Angelo Gabriello Magdiom]

Da han var tilstrækkeligt tilfreds med sit hår og udseende nikkede han anderkendende til sit spejlbillede og smuttede ud af værelset. Jo forholdet mellem ham og Raphael havde ændret sig en del i løbet af hvad? de sidste 24 timer? Han gik fra at hade Raphael til at nyde hans selskab.. især nu hvor han vidste at denne kunne have en blid side. At han så bare holdt af ham og ønskede hans selskab fordi han var en engel og derved anderledes og langt lækre end et normalt menneske gjorde ondt men hvad andet kunne han gøre? Han håbede på at Raphael en dag ville kunne lide ham som den person han var ikke fordi han var hvad han var. ja han vidste jo ikke at Raphael var ved at falde for ham hvis det var hvad han var ved.

Han bevægede sig roligt ned af trapperne mod hoveddøren, en dør han ikke havde været igennem i mere end et år hvilket var en underlig tanke og der fulgte ligeledes en underlig følelse. Han åbnede døren og bemærket at Raphael var henne ved deres transportmiddel som udgjorde en bil(?). Han glippede med øjnene ved synet af den flotte genstand og gik med rolig skridt derhen dog huskede han at lukke døren efter sig. efter at have begloet bilen kiggede han sig omkring, bemærkede den store himmel og smilede over det.

[Raphael Nivéraqii]

Raphael ville normalt nok have givet knægten en grænse af tid og blive sur hvis han ikke overholdt den og så videre, men han lod Angelo tage den tid han ønskede sig her og nu. Sådan blev det nok meget fremover hvis tingene fortsatte i den gode rytme de kørte i nu. Uden hak og bump. En glat og let vej der kørte som en leg. Det var faktisk som om Raphael kunne mærke stress og bekymringer blev lette som fjer og stille lettede op og lod ham få ånderum selvom han ikke skulle ånde jo. Men det var på mange måder rart at føle hvordan man fik lidt mere plads omkring sig. Mere overskud til forskellige ting.
Limoen som det var der holdt fremme var vel en slags bil? en luksus bil ville mange kalde det. Han foretrak privat liv når han kørte i byen så ikke alle og enhver så ind. Hvis han blev sulten og spiste på vejen jo så skulle folk ikke vide det hvilket ville ske hvis de så ind af ruden og så ham bide en. Så ville de vide han var vampyr og det ville ødelægge mange ting for ham i fremtiden var hsn sikker på. Og det gad han ikke til og rode med oveni alt muligt andet der var. "Kom nu kom nu.." grinede han lidt over at se ham være så betaget af den åbne himmel og friske luft der kom uden hæmninger og bare friheden især.

[Angelo Gabriello Magdiom]

Han kom til sig selv og styrtede hen til bilen, limousinen eller hvad det nu var. Han lod fingrene stryge hen over lakken og fornemmede den kolde metal mod fingrene, vendte blikket mod Raphael og smilede skævt til ham. ”Lad os komme af sted!” sagde han opstemt. Han var spændt og glædede sig til det hele, havde en masse forventninger til denne nat og følte sigt spændt på det hele. Han steg ind i bilen, ventede på at Raphael gjorde det samme. Mon nogen ville køre bilen eller hvordan? Det var det nok. Han så sig rundt i den store bil, så sig omkring og et wow forlod ubevidst hans læber. ”Fedt!! Her er plads til ti andre!” sagde hun blidt.

[Raphael Nivéraqii]

Selv tog Raphael det mere med ro og satte sig ind og lod døren smække med en svag lyd bag sig i det han satte sig længere ind i de bløde sæder. Han så på ham. "Rolig nu...du ender med at gå ud som et lys før vi kommer afsted med den energi du brænder af.." han tvivlede dog en anelse på, at han overhovedet kunne tømmes for energi nu! Han var dog bare glad for, at de kunne bruge noget tid sammen. Noget anderledes end bare at være derhjemme. At han nu kunne tage ham med sig ud måske noget oftere hvis han da ikke endte med, at fortryde det. Men han regnede med Angelo ikke ville stikke af. Ellers havde han jo kunne gøre det hen til bilen. Og hvis han ikke holdt ham lænket eller bundet på åben gade kunne ingen vide, at han indtil nu havde holdt ham som slave. Men Angelo var så meget mere nu. Bilen begyndte at køre og dermed måtte Angelo jo vide der var chaffør på. Raphael trak Angelo ganske stille ind til sig og kyssede ham først blidt, men gjorde kysset en smule dybere.

[Angelo Gabriello Magdiom]

At falde til ro føltes helt umuligt men han prøvede alligevel. Sad så stille som han kunne og da bilen begyndte at køre opdagede Angelo derved at der var chauffør på. hvor rig denne vampyr endelig var, havde Angelo ingen anelse om, det eneste han vidste, var at han var rig og at han ejede en bar, ikke mere end det. Han satte sig helt hen til vinduet og gloede derud, bemærkede bygningerne og folk på gaderne. Hans øjne blev helt store ved synet. Det var mere end et år siden at han havde fået lov at komme ud og opleve verden, så ja, han var helt overvældede. Da Raphael trak ham væk fra vinduet og tættere på sig var han ved at brokke sig men kom i tanke om hvem han var i nærheden af og lod sig trække hen til ham. Han så op på ham og ville have sagt noget men kysset forhindrede ham i det. Han gengældte det svagt og forsigtigt og måtte holde et suk tilbage da han gjorde det dybere. Inden han havde set sig om havde han kravlede op på skødet af Raphael og lagt armene om ham.

[Raphael Nivéraqii]

Hvad det lille brokkehoved muligvis havde at sige var ikke af interesse lige i øjeblikket. Raphael ville nyde at han kunne have ham for sig selv men åbent og udenfor. Selvom de jo lige nu var i bilen, men han ville nu også gerne have lov til lidt privatliv plus turen kunne virke lang så det var altid godt med lidt tidsfordriv. Angelo havde jo masser af tid til og kigge på det hele når de kom lidt længere ind til byen og ud af bilen. Så gled alt heller ikke forbi så hurtigt. Så fik han mere tid til alt. Så han kunne godt tillade sig at snuppe englens tid her i bilen følte han. Han holdt ham blidt mod sig, men dog også lidt bestemt selvom det ikke lod til og være nødvendigt, da knægten selv satte sig op og ind til ham samtidig med han kunne mærke armene om hans nakke. Han smilede roligt for sig selv og gjorde det mere intenst mellem dem. Dog stoppede han til sidst så Angelo kunne få luft. Det gik ikke han kvalte sin lille skat. Og slet ikke ved et kys. Så måtte hna jo bare huske og håndtere det korrekt så Angelo ikke manglede ilt på øjeblikke som dette.

[Angelo Gabriello Magdiom]

Han gengældte kysset, blidt, roligt men følte hvordan alle hæmninger forlod ham sekund for sekund. Han ønskede pludselig dette, ønskede ham helt tæt på sig, hud mod hud og al det. Han holdt sig dog i skindet, nød kysset og da Raphael brød det var det kun med nød og næppe for Angelo havde glemt alt om at trække vejret. Han trak nu vejret dybt ind, lod hovedet hvile mod dennes skulder i mellemtiden. Da han igen havde fået luft så han roligt på dennes hals, strøg ham blidt over den blege hud og fornemmede nu hvor kold denne var, forsigtigt strøg Angelos tunge hen over Raphaels hals, helt blidt og roligt. han standsede dog idet han frygtede for at han dummede sig og rettede sig atter op, hans vejrtrækning var igen stabil og rolig.

[Raphael Nivéraqii]

Raphael lod ham ligge med hovedet og få luft. Det gik jo ikke at han kørte ham helt ned. Han regnede stærkt med, at beholde ham længe endnu. År hvis det stod til ham. Han ville dog næppe tvinge ham og især ikke med tidne hvis han kom til og holde meget mere af ham. Og dette var bare sket på et år så måske om få år så tillod han alt fra Angelo´s side af. En tanke der skræmmede ham aldeles. Han mærkede først fingrene og så tungen mod sin hals og blottede den ganske let. Så dog på ham, da han stoppede midt i en bevægelse og satte sig op igen ret og rank. Han løftede stille et øjenbryn mens han så på ham sidde som en mini soldat?? Han rystede lidt på hovedet og lagde armene om hans hals og trak ham ned til sig og kyssede hans hals.