Man on the street.

[Dylan Hendrix]

Det var aften, men der var stadig naturligt lys at spotte, til trods for at solen ikke var til at se. Gadelamperne var endnu ikke tændte, og der var stadig mange folk som var på vej hjem fra arbejde, eller på vej ud at spise.
Ved nogle trapper sad en høj, slank mand med sin guitar: han var iført et stort jakkesat med et tilhørende sort slips, dertil hvid skjorte og fine, gamle lædersko. Han havde solbriller på, solbriller som han ofte bar i lys, og hvis ikke pga. af lyset, så for blot at se lidt mere raffineret ud.
Dylan spillede lidt tilfdælgie melodier på sin guitar imens han havde en cigaret i munden.
Engang imellem stoppede han med at spille for at køre en hånd igennem håret, alt imens han betragtede gadelivet. Lige nu holdte han fri, men egentlig ikke alligevel fordi han som altid prøvede at finde på nye sange - endten til sig selv eller til andre kunstnere.
Ingen fotografer eller journalister havde fundet ham endnu, hvilket Dylan var meget tilfreds med - fra tid til anden kom der dog en fan hen og ville endten bare snakke eller have en autograf. Dylan havde intet imod fans, men han kunne ikke fordrage journalister og andre alt for nysgerrige individer!
Han pustede røg ud fra de smalle, blege læber, og begyndte på en sang som han havde skrevet for lang tid siden, kaldet "House carpenter" (Bob Dylan har lavet den originalt). Han havde ikke en meget stor og smuk stemme, men den passede godt til den slags musik han havde lavet i sin tid: samfundskritiske sange såvel som sange om forskellige fortællinger og ting han havde oplevet.

[Frost]

en lille sort miljøvenlig bil med tonede ruder kom kørende rundt om et hjørne. Vinduerne var alle tonede og der var sat solfilterskærme på de bageste sideruder.
Den fornuftige bybil tog hjørnet med høj fart og bremserne brokkede sig, da føreren knaldede bremserne i for en cyklist der havde besluttet sig for at krydse gaden.
Førevinduet blev rullet med og en elegant gyldenbrun hånd og underarm dukkede ud fra bilen. Det var dog et alt andet end elegant tegn der blev sendt i cyklistens retning, da en af fingrene blev stukket i vejret. Og det var ikke pegefingeren.

[Dylan Hendrix]

Med det samme, så Dylan op og kiggede sig omkring. Han øjnede hurtigt den lille sorte bil, men smilte blot skævt, betragtende. Han vidste ikke umiddelbart hvad situationen var gået ud på, men kvinden der havde siddet i bilen var tydeligvis ikke tilfreds med et eller andet.
Dylan begyndte at spille igen, mens røgen dansede ud af hans mundvige - de fleste folk var ret imponerede over hvordan han kunne synge imens han røg, men det var også en egenskab som han havde måtte øve sig på.
Da sangen blev færdiggjort, tog Dylan dog sin cigaret ud af munden med en hånd, som han rettede på solbrillerne, og lænte sig op af et højere placeret trappetrin. han lagde den ene fod på sit knæ, men fik ikke lang tids hvile, før en fan råbte i det fjerne, at Dylan Hendrix sad lige derhenne ved trapperne.
Dylan rettede sig hurtigt op, da han lagde mærke til det nærliggende postyr, og han besluttede sig for at rejse sig op. Han rettede kort på sit jakkesæt, og stak hænderne i lommerne, med guitaren hængene ved sin hofte. Han vidste endnu ikke om han skulle løbe eller ej .

[Frost]

katalina holdte bilen ind til siden, da hun blev opmærksom på noget der lignede en lille ophidset folkemængde. Hun åbnede bildøren og stod halvvejs ud, for at se hvad det handlede om. Det var lidt svært at bedømme hvad det handlede om og om det overhoved var et eksta kig værd.
Men så var der en der råbte at det var Dylan Hendrix og Katalina var ved at tabe underkæben. Virkelig? For real? Det måtte hun altså undersøge nærmere. Hun steg helt ud af bilen, og huskede at smække døren, selv om hun glemte at låse den, da hun gik hurtigt over mod folkemængden, mens hendes hoved var strakt så højt det kunne komme for at se ind over den lille gruppe mennesker der dækkede det spændene område, der måske indeholdte Dylan Hendrix.

[Dylan Hendrix]

Dylan nåede ikke at overvejer om han skylle smutte før han var omringet af en mindre gruppe fans, der før havde befundet sig på en turist rundtur. Han grinede kort, smilede venligt, og tog straks imod de diverse fans' papire, postkort osv. De spurgte ham om alskens ting, hovedsageligt om hvad han dog lavede på nogen lusede trappetrin, og hvorfor han var i Paris - mange fans vidste nemlig ikke at Dylan boede i Paris. Det var ikke fordi at Dylan ikke tit blev spottet i Paris, men han havde aldrig opgivet hvor han boede, og når han rejste gjorde det også journalisterne forvirrede, fordi han ofte rejste i flere måneder.
Han nøjedes dog blot med at svare at han var her for arbejdets skyld. Fansene spurgte om han snart udgav noget nyt musik eller gav en koncert, hvilket Dylan undlod at svare på, dog med et smil. Dylan kendte svaret, men afslørede det ikke.
I mængden var der kun mennesker at spotte, indtilen kvinde kom til: Dylan fornemmede hurtigt at hun var vampyr, en ung én af slagsen, og han betragtede hende kort med de elektriske, blå øjne. Efter en stund måtte turisterne komme videre, dette hændte efter at et par generte teenagepiger havde fåe taget billeder med Dylan, og yderligere havde spurgt ind til hans liv, bl.a. hvordan det var at være vampyr - Dylan havde blot sagt at det var ligesom at være et menneske med sin rå, dog lækre stemme.

[Frost]

katalina fik øje så ham midt i det hele. Jo det var ham. Alle andre ville blive så misundelige når de hørte at hun havde mødt dylan hendrix. Så selvfølgelig kunne hun ikke vente med at fortælle det til dem. Gad vide om hun også kunne få taget et billed og sende det til dem? Så kunne hun rigtig gnubbe det i ansigtet på dem.

Hun manøvrede sig længere ind i mængden, så hun kunne se ham og smilede da han fortalte de dumme mennesker at det at være vampyr var lige som at være menneske. Ja right... Og at være en haj var ligesom at være et øresvin.

[Dylan Hendrix]

Dylan huskede ikke hvordan det havde været at være menneske, men han gik ud fra at det ikke var helt vildt anderledes fra at være vampyr. Han vidste ikke om det var en dum antagelse, men det var lige umiddelbart hvad han kunne konkluderer. Turisterne gik videre, og der var kun vampyrkvinden tilbage. Dylan smilte skævt, og gik hen til hende mens han tændte endnu en cigaret - han var en værre kæderyger:
,,Godaften. Er du også en fan?"
Han havde en venlig attitude, måske endda en mere venlig en af slagsen fordi kvinden var ligesom ham. Dylan havde mødt mange vampyre igennem sit liv, men han havde tilbragt mere tid i menneskeselskab. Der var altid noget anderledes over at være sammen med et individ, der havde den samme levevis som en selv - eller i hvertfald én af slagsen der mindede mere om.
Dylan var ikke det mindste arrogant over for nogen, selvom han var kendt og kendt på den gode måde. Han lignede en arrogant stodder når han gik ned af gaden, men det skyldtes nok hans selvsikkerhed: han var fuldstændig afklaret med hans formål i livet, hvem han var, og ja... han tvivlede meget sjældent på sig selv.
I et kort sekund gav Dylan sig lejlighed til at betragte kvinden, men kun ganske kort og diskret. Han havde ikke kigget på de andre fans, da de havde været for unge til ham, og derfor ikke tiltalte ham lige så meget - men på den anden side var Dylan vel altid ret pædofil, hvis man tog hans egentlige alder i betragtning.
Kvinden var attraktiv, han havde aldrig set en så solbrun vampyr før, hvilket var ret interessant. Hun kunne bestemt ikke være fra andre lande end de eksotiske af slagsen: Dylan brød sig ganske godt om eksotiske kvinder. Der var noget mystisk og ja... frækt over dem. Han kunne ikke yderligere forklare det - men taget alt i betragtning, så elskede Dylan jo kvinder. Selv efter så mange år... utroligt at han ikke var blevet træt af at være lidt af en skørtejæger.

[katalina]

Katalina smilede et af sine sædvanlige selvsikre smil der med et nysgerrigt glimt i øjet og en lille kurve i den ene mundvig havde charmet sig ind på mange. Men der gik ikke mange sekunder inden hun tøede op og sendte ham et fangirl-ramt smil. Han havde dårlig nok nået at fuldføre sætningen, inden det var sket.
"Godaften... Jah, det kan man vel godt sige." underdrev hun nok en lille smule. Okay, så hun havde ikke lige været til alle koncerterne og foretrak at downloade sange ulovligt, frem for at købe dem... Men hun havde skam de fleste og fik nogle uvante sommerfugle i maven, ved at stå så tæt på ham. Hendes ansigt lyste op, da hun kom i tanke om hvad det var hun ville. "Kunne jeg også få taget et billed? Sådan af os 2... Sammen."

[Blanche Noir]

Dylans smil bredte sig en smule, han kunne fornemme hendes sommerfugle i maven. Det var altid rart at være i nærheden eller omringet af fans, da energien der opstod var ubeskrivelig at føle. Desuden var det jo også generelt rart at være i selskab med mennesker, der syntes om ens arbejde - Dylan lagde jo hjerte og sjæl i alt hvad han lavede, og detkunne man godt fornemme når man så ham live.
Han havde for længst regnet ud at kvinden blot prøvede at være diskret, måske var det selvfedt antaget, men samtidig kunne han jo fornemme hendes begejstring over at se ham.
Da hun spurgte efter et billede, dansede røgen ud imellem hans læber, som han kørte en hånd igennem det lysebrune, krøllede hår, og kort rettede solbrillerne:
,,Selvfølgelig chérie... Jeg har ikke noget imod at posere med en smuk kvinde."
Den rå stemme, der lød som om den havde røget utallige ciaretter igennem et alt for langt liv, havde alligevel en lækker fornemmelse, noget sensuelt over den - men nå ja, hvilken vampyr var ikke sensuel, blot i sit væsen?
Dylan var måske bare den af slagsen som havde en naturlig charme, eller ja... naturli var vampyrers charme, men Dylans charme var en del af hans personlighed, noget som definerede ham som person. Han havde en underlig, mystisk karisma, der var charmerende, men hemmelighedsfuld.

[Frost]

katalinas smil var både sexet og genert med læberne lukket sammen og alligevel skubbet ud i en lille trutmund. Det han sagde gik rent ind. "Cool." hun fandt sin telefon frem fra bukselommen og fik hurtigt aktiveret kameraet. Hun stillede sig derefter hen ved siden af ham og poserede ved at læne sig over mod ham. Hun rakte armen med mobilen væk fra sig og vurderede hvordan hun skulle vinkle den, for at tage det bedste billed. "jeg tager det nu." blitzen gik af og billedet blev taget.

[Dylan Hendrix]

Dylan næmede sig kvinden, og lagde en arm om hendes liv for en stund, indtil hendes billede var taget. Han smilte skævt på billedet, og så som altid ekstremt cool ud med det krøllede har og de gamle rayban briller. Han så ned på vampyren, hun virkede lidt genert, og så alligevel ikke. Han kunne mærke en hvis selvsikkerhed i hende:
,,Jeg føler det lidt fjollet - du kunne være en supermodel, og så er det dig der vil have et billede med mig! To sekunder.."
Ud af sin bukselomme kom en iPhone fire, som Dylan placerede foran dem, præcis som den anden mobil havde været situeret - han tog et billede og smilte skævt:
,,Det her virker mere rigtigt... Forresten, hvad er dit navn?"
Dylan snakkede ikke med kvinden udelukkende for at være sød mod en fan - han havde noget tid, så hvorfor ikke spendere denne tid i selvskab med en anden? Han tog et sug af sin cigaret, som han endnu engang gav sig til at studere kvinden. Hun var flot, meget flot - selv af en vampyr at være.

[Frost]

katalina skævede til ham med et smørret smil, hun ikke helt rigtig vidste i hvad hun skulle stille op med. Hun følte sig helt stolt over at stå så tæt på Dylan, som om hun selv var en stjerne. "ja... Men det er jeg ikke." måske hun burde? Så kunne hun score kassen og en rockstjerne.

Hun skævede igen til ham da han også ville have et billed af dem. Eller hende var det vel, sørgede for at se ekstra sexet ud og rykke tætter på ham. Hendes billed var kun til at genere dem hun kendte. Gad vide hvor det billed han tog ville ende henne? Det var kun i hendes interesse at se endnu mere spændende og tiltrækkende ud.

Efter billeded løftede hun begge hænder for at løfte op i håret. Både af forfængelige årsager, men også for at understrege hvor lækker hun faktisk så ud. Bare i tilfælde af at han endnu ikke havde opdaget det. Og at da håret i bevægelse havde virket som en god måde at flirte henkastet på siden tidernes morgen, var det en oplagt måde. Især fordi de stadig stod tæt. "Jeg hedder katalina..." hun smilede indbydende til ham. "hvorfor virker det mere rigtigt med din telefon?"

[Dylan Hendrix]

Dylan smilte skævt - måske burde hun blive model. Han lagde udemærket mærke til at kvinden prøvede at gøre sig attraktiv for ham, hvilket også var i orden, han nød det. Han skodede ciaretten, og rodede i sit krøllede hår, som hun sagde sit navn:
,,Katalina...pænt navn."
Han betragtede kort hendes læber, der viste et frækt smil. Ja, hun vidste i sandhed hvordan hun skulle charmere en fyr, Dylan var allerede interesseret. Han havde et mystisk glimt i øjnene, da hun spurgte ind til hvorfor han tog et billede af hende. Det var mest ment i sjov, men også for at skabe en hvis lighed imellem det, istedet for at han var den store rockstjerne, som hun følte sig hævet under:
,,For at bevise at du ikke er mindre værd end mig - og så fordi du er smuk... Hvorfor tage et billede af mig, en lurvet msuiker, når man kan tage et billede af noget smuk?"
Han så sigende på hende, ordene indikerede at han ville have hun skulle føle sig på lige fod med ham, samt at han ville gøre det klart for hende hvor tiltrækkende hun var - han burde jage hende, ikke omvendt.
Dylan så sig omkring, gad hvide hvad hun overhovedet havde lavet her før hun så ham?:
,,Nå, Katalina... Har du noget særligt du skal lave lige nu?"
Hvis hun ikke havde, kunne de to jo lige så godt have en god stund. Dylan havde massere han kunne lave, men til tider måtte han tvinge sig selv til ikke at arbejde - og hun ville kunne distrahere ham perfekt.

[Frost]

katalina så på ham. Der var en linje i panden der om fra det ene øjenbryn der var hævet svagt. Det var da den værste gang hippiesnak hun længe havde hørt.
Hun spændte læberne og smilede ved primært at løfte og spidse overlæben.
"lurvet? Du trænger måske til en klipning..., men ingen grund til at sige sådan noget om dig selv." hendes stemme var skarp, men blødede op, godt hjulpet på vej af et smil der blev mere selvsikkert og en anelse beregnende.

Hun spidsede eftertænksomt munden og forlængede tænketiden ved at skæve ud på omgivelserne. Da hun så på ham førte hun hånden bag hendes nakke, for at fange håret og rede det over den ene skulder, så det ikke længere dækkede hendes hals og skulder."nej. Du er heldig. Jeg skal ikke noget. Så hvis du tænker på at finde et sted og lære hinanden bedre og kende, er jeg frisk."

[Dylan Hendrix]

Det var ikke helt hen i vejret af Katalina at kalde det hippieævl - men hun burde jo vide hvordan Dylan var da det tydeligt skinnede igennem via hans musik. Han kunne ikke lade vær med at grine kort over hendes bemærkning der var rettet mod hans hår... måske skulle han klippes? Nah, han kunne lide det som det var.
Da Katalina bekendtgjorde at hun var villig til at tilbringe til med Dylan, var han fornøjet, det kunne tydeligt ses. Han var fascineret af hendes selvsikkerhed og ærlighed, kvaliteter som ikke så ofte stødte på nu om dage. Han nikkede, som gav hun ham en kommando om at finde stedet de skulle tilbringe tid sammen:
,,Fantastisk... Hmm, jeg går ud fra at du ikke er en sart pige, vel?"
Dylan lod hende ikke engang svare, før han begyndte at gå - han kendte et sted de kunne starte ud, hvorefter han kendte endnu et sted de kunne tage hen... tja, han kunne udvikle en hel plan for natten, hvis det skulle være. Dylan havde efterhånden luret alle de gode steder af i Paris.