Man on the street.

[Frost]

katalina smilede indsigende og nysgerrigt for at bevare et gram af mystik. "jeg er kendt for at have en stærk mave, hvis efter sådan noget du tænker på." hvad kunne det ellers være? Men lige meget hvad ville han ikke kunne skræmme hende væk. Det lovede hun sig selv. Hun ville blive ved hans side til hun var tilfreds og havde fået hvad hun ville have. Hun sendte det billed hun havde taget til alle dem hun kunne "li" og skyndte sig efter ham, for at kunne gå ved siden af han. Eller faktisk faldt hun i takt of Dylan et halvt skridt foran ham. " hvad har du så i tankerne dylan?" spurgt hun med et selvtilfreds glimtende colgatesmil, der blottede hendes vampyrtænder, inden hun så på ham med et alvorligt strejf over de opspærrede øjne. "for du skal vide at jeg hader overraskelser. hendes stemme var både krævende og bestemt, uden at lyde afvisende. Hun var skam nysgerrig og glad, nej henrykt over at han ville være sammen med hende, og kunne se hendes storhed.

[Dylan Hendrix]

Dylan ville tage Katalina hen på en bar i nærheden. Det lød måske rimelig standard, men den bar var det første sted hvor Dylan gav koncert i Frankrig, stedet havde dengang været fyldt til randen med mennesker... nu var der sjældent flere end stamgæsterne. Det var en beskidt bar, så Dylan var glad for at Katalina ikke havde sagt noget i stil med 'ej, jeg foretrækker gourmet restauranter' - det burde hun også vide ikke var Dylans stil:
,,En lille, beskidt bar kaldet Jean's. Det var det første sted jeg spillede på i Frankrig. Meget charmerende sted! Bagefter tænkte jeg vi kunne ryge noget skunk, hvis du er frisk? Bare for sjovs skyld..."
Han smilte lettere lokkende og stoppede op ude foran baren, afventende på hendes svar: for hans skyld måtte hun godt afvise hans planer, men det var blot hans bud på en sjov aften - dog havde han ikke noget imod at tilbringe den på hendes præmisser:
,,Men vi kan gøre hvad end du har lyst til - jeg er rimeli åben."
Han understregede lige sit forslag, så hun vidste at hun godt måtte komme med andre bud. Dylan var ikke specielt nervøs for at hendes idéer ville være kedelige - hun virkede bestemt, selvsikker og meningsfyldt, men umiddelbart slet ikke kedelig.

[Frost]

katalina så på ham, med et blik store stjerner ofte fik fra deres fans. Hun var ikke selv klar over at hun i et par sekunder havde ladet paraderne falde.
Hun fugtede læberne og skilte dem i et lummert smil.
"det er lige sådan jeg kan li det. Sådan steder er de bedste, for musikke er mere ægte... Og det siger jeg altså kun fordi du startede sådan et sted. " understregede hun. Hun var ikke interesseret i at han fik den idé at hun kun slikkede røv.
"jeg vil gerne se den bar, men jeg kender også et beskidt sted vi kan tage hen når det er blevet senere..." lokkede hun. Måske kunne hun lægge beslag på ham til langt ud på natten? "men skal vi starte med noget at drikke på dit sted og rykke videre senere?" hun tippede med hovedet og smilede til ham.

[Dylan Hendrix]

Dylan nikkede, og gav dermed samtykke til at hun overtog ham for aftenen. Han smilte svagt over hendes bemærkning, hun havde vel ret... selvom han selv også havde spillet på store scener, så var det altså de små steder hvor magien virkelig skete. Han fortalte altid sine kunstnere at de skulle gå efter de små spillesteder - især hvis de var unge og havde brug for øvelsen i at optræde:
,,Det lyder som en plan, mademoiselle."
Han betragtede hende. Dylan lagde ikke mærke til om Katalina brugte sin facade eller ej, han kendte hende jo ikke godt nok til at se hvornår hun viste sin gode og sin sande side. Indtil videre fandt han hende charmerende, og det var vel også godt nok for nu.
Han stoppede foran den beskidte bar og åbnede døren for den smukke, solbrune vampyr:
,,Efter dig... og forresten - tag dig ikke af mændene der sidder og glor intenst fra bardisken... de er ikke så slemme som de ser ud til."
Han blinkede, og smilte så hans lange, hvide hugtænder kom til syne. De var ikke trukket ud til dåd, men til trods for dette var de stadig ret lange. Dylan lukkede døren efter Katalina, og nikkede som hilsen til bartenderen, der sagde hej til dem. Der var kun de lokale indtil videre, men hen af aftenen kom der alverdens mennesker. En lille scene stod for enden af baren, der kunne lige akkurat være, ja... det klassiske rockband: guitar, trommer, og bas. Dylan havde selv siddet der alene da han startede, men klaveret, som altid stod der, havde alligevel gjort det trangt for ham, og det havde været værre da han vendte tilbage med et arrangement af andre musikere. Men intimt var det dog:
,,Whiskey, Jean! Det er godt at være tilbage!"
Dylan smilte, han var tydeligvis vant til disse omgivelser, og mændene der sad ved bardisken så fortumlede på vampyren, da de tydeligvis genkendte ham, men åbenlyst heller ikke havde set ham siden nyhederne havde bekræftet at Dylan Hendrix var vampyr. De summede lidt, men begyndte så at smile, da deres fordrukne øjne lade mærke til Dylans kvindelige ledsager - de havde aldrig set ham alene herinde:
,,Og hvad vil du have, cherié?"
Han trak stolen ud for Katalina, som den gentleman han var. Det ville ikke undre ham, hvis hun også tog whiskey - der var noget i hendes øjne der fortalte ham, at hun var en hård negl... i hvertfald udenpå. Smuk og hård, som en diamant.

[Frost]

katalina smilede stadig, godt tilfreds med udfaldet. Hun havde tænkt sig at tag ham med over til raphaels stripbar og sørge for at det blev en vild aften de aldrig ville glemme.
Hun slog med håret og gik ind i baren, uden at gengælde tjenesten med døren eller takke for hans venlighed.
"ha!" hun spyttede næsten ordet ud og så på ham. Der lå et lunefuldt og uforudsigeligt slør over hendes skarpe øjne og let adskilte læber.
"sådan nogle barbumser skræmmer ikke mig. Det er dem der bør blive skræmte..." sukkede hun med en sød støvtør stemme.
Hun var stoppet op, da hun var kommet ind i baren og kiggede sig nysgerrigt omkring. Gæsterne slog hun hurtig hen som uinteressante og betragtede i steden for inventaret, udsmykningen på væggene og udvalget af sprut.
"gir du ikke et nummer?" spurgte hun mens de gik hen til baren. Det behøvede selvfølgelig ikke være lige nu, men måske efter det første glas, inden der kom for mange andre.
Hun så endnu en gang på de andre gæster, denne gang med lidt større interesse, men slog dem igen hen som ligegyldige.
Hun så på den kvindelige bartender med et rivaliserende blik. "rom jean." hun trak bartenderens navn ud med en snert af trængen eller snerren i stemmen. Et sted var hun ret irriteret over at dylan kendte hendes navn og dette her var hendes måde at vise det på.
Hendes blik flakkede sekundet efter tilbage til dylan og alt fjendtlighed var forsvundet.
"det er et lækkert lille sted. Trist jeg ikke kendte til det... Kommer du ofte her, eller var det mere før i tiden?"

[Dylan Hendrix]

Dylan hævede et øjenbryn af Katalinas pludselige, lunefulde adfærd - nå ja, hun var jo vampyr. Dylan havde ikke rigtig tænkt over det faktum, sandheden var at han mest omgik mennesker. Det var ikke et valg han havde taget, men rene tilfældigheder. Han var ikke typen der opsøgte sin egen art. Han var slet ikke en del af vampyrernes samfund som sådan.
Han nøjedes blot med at smile efterfølgende, til trods for at Katalina lige havde kaldt hans gamle bekendte for 'barbumser' - det var ikke dem allesammen som havde slået sig på flasken! De var meget frommere end rockstjernen var... meget, meget frommere:
,,Måske... der er trodsalt et klaver."
Dylan smilte hemmelighedsfuldt, Katalina måtte leve i uvished om et evt. fremtidig nummer af Dylan. Han tog sin habitjakke af og gik mod baren, han måtte dog kort tøve med at gå, da han hørte den hårde tone, som Katalina igen fremførte for hans sanser. Øjenbrynet blev igen hævet, men efter et sekunds tøven, gik Dylan hen og hentede deres drinks, dog bedte han om at få begge flasker med - han gik ud fra at Katalina ikke var svagdrikker:
,,Kom her ofte, ja... nu har jeg ikke så meget tid til at komme rundt omkring, men ja... jeg besøger stedet fra tid til anden... dog er jeg ikke typen der har mange vaner... "
Han smilte skævt, satte sig, og hævede glasset. Han så indgående ind i Katalinas glimtende øjne: de var farlie, uforudsigelige... hans egne var ikke sådan: de var højst charmerende, men mystiske:
,,For en god, sjov nat."
Dylan skålede, og håbede at hans forudsigelse for aftenen kom til at passe. Han drak lidt af whiskeyen, og tændte derefter en smøg. Han så frem til hvad de to ville finde på - han havde en anelse om at Katalina var klar på hvad som helst, noget som Dylan var vant til, og så alligevel ikke... for Katalina virkede mindst lige så udfordrende som han selv. En kvinde der elskede at udfordrer skæbnen var svær at finde.