Aftensmad!

[Cheryl de Sable]

Cheryl have kæmpet sig på benene igen. Hun havde enlig ikke så ondt, når man så på alt hvad der var sket. En lille smule traumatiseret måske, men helt okay. Ham der, den skide irriterende vampyr, havde rent faktisk ret. Hun kunne fikses. Men hun kom alligevel med et halvkvalt og utilfredst fnys over den kommentar.
Hun prøvede desperat at rette på kjolen så den igen sad rimelig respektabelt. Nogen af pletterne kom nok aldrig af igen. Helt ærliiigt! Der var næsten ikke noget værre end det her! HENDES YNDLINGSKJOLE! Og hun fik sikkert ar. Tre hvis hun var uheldig. Åh Gud, hun hadede ham så forfærdeligt.

[Jessica Whinfield]

Jess havde lugtet, at der var noget galt, for da Frost havde taget hastigt afsked, virkede det på ham, som om noget var galt, så hun havde besluttet sig for at tjekke det ud. Hun havde i al hemmelighed fulgt efter ham, og opdaget at det var Cheryl, der var i fare. Lige nu så hun på sceneriet, med et overrasket ansigtsudtryk. Frost virkede ikke just som typen, der bare tævede en vampyr sådan uden videre. Da hun så Cheryl rejse sig, hoppede hun dog ned og lagde en hånd på pigens skulder "du burde virkelig ikke gå nogle steder lige nu. Sæt dig ned, så jeg kan få lappet dig sammen, indtil du kan komme på hospitalet. Ingen diskussion". Det sidste var med en alvorlig stemme, for hun havde på fornemmelsen, Cheryl godt kunne finde på at protestere mod hendes ordre.
Hun vendte hovedet mod Frost "har du styr nok på idioten, til at jeg kan nå at få stoppet Cheryls blødninger?" Det var nok mere et retorisk spørgsmål, for den anden vampyr så temmelig overrasket ud over, at Frost lige havde smækket ham op ad en mur, men på den anden side... manden havde været dum nok til at angribe Cheryl. Jess havde en nogenlunde forståelse for, hvad Frost tænkte på lige nu, og hvis det var sket for Jess' prægede - ikke at hun havde en, men mere som et eksempel, tænkte hun - ville hun ikke have tøvet med at tæve vampyren gul og blå. Hun knælede ved siden af Cheryl, og gav sig til at finde bandager frem fra sin taske. Hvorfor hun havde dem der, vidste hun ikke, men lige nu var det meget praktisk. Hun havde endnu ikke fået sit "arbejdstøj" af, så hun var stadig iført den knælange, stropløse kjole, hun havde haft på, da hun havde snakket med Frost.

[Frost]

Frost stirrede vredt på Cato, som en tyr der havde fået øje på den røde kappe. Hans tænder var blottet og hans fingre dirrede af lyst til at brække Catos halsvivler.
"Hvis du forsvinder med det samme vil jeg overveje at lade det forbigå Lestas øre." fik han til sidst sagt. han løsnede modvilligt grebet på Cato.
"Jessica, vil du sørge for at han kommer ordentligt væk? Jeg vil gerne selv se til Cheryl." spurgte han hende strengt, men høfligt. Han så stadig kun på Cato, der ikke skulle få lov til noget. Han havde ikke tænkt sig at vende ryggen til 'drengen', før han var sikker på at han var langt væk, men han ville gerne selv bringe Cheryl på et sygehus. Hun var trods alt hans Cheryl og betød mere for ham end hun gjorde for Jessica.

[Cato Langdon]

Cato holdt afværgende hænderne op. ”Relax, jeg skal nok!” lovede han og kantede sig til siden, da Frost endelig slap ham. Den fyr kunne blive ret tosset, når det kom til hende pigen! Noget man hellere måtte skrive sig bag øret. Han stoppede op, da han var et par meter fra den anden mand og så mod Jessica. ”Ja, du må hellere sørge for, jeg ikke ombestemmer mig,” sagde han med et skævt smil og flirtende attitude. Cheryl havde han ingen interesse i længere, da han havde fået, hvad han ville have, også var han ligeglad med om hun døde eller levede. Det var ikke hans problem.

[Cheryl de Sable]

Cheryl blev en smule overrasket over at Jessica pludselig var her, men det passede hende okay. Hun var simpelthen ved at blive træt. Hendes syn var blevet en smule mere uldent nu, og en ret ubehagelig kvalme var kommet op til overfladen. Hun var ikke nogen læge eller noget, men hun var ret sikker på at det havde noget at gøre med alt det blod hun havde mistet. Hun ville ret sikkert på betændelse i et eller andet sår. Eller også ville hun måske få blodforgiftning. Måske ville hun gå hen og dø, det ville i hvert fald ikke undre hende.
Hun strakte halsen så Jess ville kunne komme til med den bandage hun åbenbart havde med sig. Normalt ville hun protestere hårdnakket over at Jessica ville hjælpe hende på den måde, men det var hun alt for træt til. Da hun strakte sin hals blev sårene lukket en smule op igen, så noget frisk blod løb ned af halsen igen. Hun bandede lavmælt og pressede ledet på hendes pegefinger og langfinger ind imod de to bidemærker i halsen. Hun sank en gang mere, for at undertrykke kvalmen.
Da Frost sagde at Jess skulle lade hende være så han selv kunne gøre et eller andet skulle hun lige til at sukke dybt, for hun ville gerne have det overstået. Hun prøvede at forestille sig hvordan det ville være at skulle have fjernet et skud fra låret. Hendes kvalme blev endnu stærkere da hun forestillede sig en læge som skulle skære dybt ind i hende for at få en kugle ud. Eller om hun bare skulle vente til hendes krop udstødte fremmedlegemet automatisk. Begge dele lød rimelig klamt og utiltalende.
Vampyrens tonefald fik hende til at snappe forarget efter vejret. Hvad fanden var det han bildte sig ind?! Havde han ikke været ubehøvlet nok i dag? Havde han ikke været grov nok? Hvorfor skred han ikke bare, inden Frost skiftede mening og sladrede til ham som var Lesta? Helt ærligt, Cheryl ville have gjort det hvis hun viste hvem det var.

[Jessica Whinfield]

Jess nåede kun lige at blive færdige med bandagerne, da Frost talte til hende. Hun rettede sig op, og så en anelse undskyldende på ham "selvfølgelig. Det var kun for at være venlig. Jeg ved godt, hun betyder meget for dig, så det var også lidt derfor, jeg besluttede mig at se, om jeg ikke kunne hjælpe med et eller andet". Hun smilede undskyldende, fordi hun godt vidste, det var Frosts prægede, men på den anden side, havde hun jo heller ikke gjort det helt store. Bandagerne var kun ment til at holde, til de fandt et hospital.
Da den fremmede vampyr begyndte at tale flirtende til Jess, blev hun lidt stram i masken, men kort efter smilede hun et lettere lumsk smil, hvilket betød, at hun egentlig mest havde lyst til at vende vrangen ud på manden "jeg ville ikke være så sikker på, at du burde ombestemme dig. Du burde faktisk håbe på, at Frost ombestemte sig, og selv ville give dig et lag tæsk, for Frost er en engel, når det kommer dertil. Nej se, jeg er ikke så påpasselig med, ikke at få blod på tøjet. Så enten løber du nu, eller du kan vælge at se hvor meget blod, du kan miste, inden du går i dvale. Dit valg". For at understrege sine ord, daskede Jess til væggen ved siden af hende, hvilket resulterede i at der kom et pænt hul i den stakkels murstensvæg. Hendes smil voksede en anelse, men de isblå øjne lynede stadig, og havde øjne kunne dræbe, var den fremmede død for ti minutter siden.

[Frost]

frost bakkede væk fra cato. Hans ansigt var ved falde tilbage i de intetsigende folder, der intet røbede. Men det fortalte alligevel at hans tilbøjelighed til at ville flå hovedet af cato var ved at tage af. Ikke mindst fordi at hans plads var ved cheryls side.

Ligesom cato fjernede han sig også med største varsomhed. Det var ikke til at sige om cato ville føle sig for fristet, hvis han lod paraderne falde indenfor hans rækkevidde.
Han undlod at se på jessica, da hun sagde at hun vidste at cheryl betød meget for ham. For havde han set på hende, ville han havde sendt hende et hårdt blik. Han brød sig ikke om at andre kommenterede hans forhold til chery.
"sørger du får at den unge mand kommer videre? Så vil jeg selv sørge for at cheryl får den hjælp hun har behov for." han bukkede sig med ved siden af cheryl og tog hendes hånd. For hans skyld måtte jessica godt flå cato i stykker. Nemo ville sikkert blive ked af det, men på den anden side behøvede han ikke vide hvorfor og hvordan hans bror forsvandt. Og jessica ville være meget bedre til at give cato hvad han fortjente. Hun havde en primitiv ondskab han manglede.
Han samlede forsigtigt cheryl op i sine arme og så næsten varmt på hende. Mennesker var virkelig nogle spøjse skabninger. Et sted næsten til at holde af."hvis jeg var dig... sagde han og så op fra cheryl til cato "ville jeg forsøge at skabe et forspring."


Ooc... Cheryl, hvis du outer vores kan vi tage på hospitalet^^

[Cheryl de Sable]

// Out. Cheryl faintede bare lige, også selvom hun var ret ked af at hun ikke så Cato få tæsk :3 //

[Cato Langdon]

Okay, damen var helt klart ikke tilfreds. Man behøvede næppe være ekspert for at se det. Nå, men natten var da stadig ung! Han nikkede som afsked til Frost og forlod gyden for at tage tilbage til natklubben og nyde resten af natten. Han havde ikke tænkt sig at løbe, det var for byttedyr, og det var alt for meget arbejde, når der ikke var mad involveret. Han kunne fornemme Jessica muligvis var fra før vampyrenes dvale, men hun skulle nu ikke regne med, han havde tænkt sig at flygte skrigende væk som en anden kujon. Han måtte bare tage det som det kom, hvis hun f'ølte for at angribe en anden vampyr. Spild af energi, man burde hellere angribe mennesker. Der kom ikke mad ud af at slås med hinanden. Han sukkede ved tanken og rundede hjørnet...

//Out?