Aftensmad!

[Cato Langdon]

Indenfor var det næsten lige så mørkt som udenfor. En diskokugle hang over de dansende kroppe, som vred og snoede sig mellem hinanden, imens gule og blå spotlys for rundt om dem. På podier rundt omkring stod letpåklædte piger og vrikkede røv til dj’ens musik, og Cato havde fundet det hele meget festligt. Det var som at se på dansende madpakker, og det var morsomt uanset, hvordan man så på det! Musikken var så høj, at snak var næsten umuligt, så de fleste foretrak at kommunikere med læbekontakt. Igen; Meget festligt sted. Cato havde dog stillet sig udenfor, da han blev træt af den høje musik. Det var rart at feste, men hans hørelse var mere fintfølende end menneskers, så han havde det af og til lidt svært med den høje musik. Han lænede sig mod diskotekets mur og kastede blikke frem og tilbage langs gaden. Han var sluppet fra Katalina for en stund, men det var ikke til at sige, hvornår hun fandt ham igen, så det var om at være forsigtig! Desuden var han faktisk ret sulten, men han vidste ikke helt, hvad han havde lyst til. A? B? Begge dele? Ingen af delene? Positiv? Negativ? Suk, så mange valgmuligheder!

[Cheryl de Sable]

Cheryl vaklede ud af Le Queen - et sted hun enlig kom alt for lidt - med en højlydt latter om læberne. Hun lænede sig op af muren og tog et par dybe indåndinger imens latteren langsomt døde på hendes læber. Sådan som hun lænede sig fremover, hang hendes blonde hår ned over hendes ansigt og den gyldne kjole hun havde på, glitrede i lyset fra gadelygterne.
Hun rettede sig op igen, og strøg noget af det blonde hår tilbage bag øret. Hun var endelig sluppet af med en af de mest irriterende fyre, som bare prøvede at score hende fordi de var unge og hun var smuk. Sådan nogen kunne hun ikke fordrage. Og så var alle de menneske ved at blive mere og mere grimme. Eller også var det bare fordi hun var vant til vampyr-skønhed. Sikkert.
Udenfor stod der adskillige personer, nogen i gang med knapt på stuerene ting, og andre bare for at få noget luft ligesom hende. Derfor lagde hun nok ikke mærket til hvem der var der stod. Selvom der havde været nogen hun kendte, så havde hun nok slet ikke vist det, før de havde talt til hende. Ikke fordi hun var høj eller stiv. Hun var bare beruset af øjeblikket.

[Cato Langdon]

Cato stod og studerede de forskellige mennesker, som gik forbi, imens han overvejede, hvem havde lyst til at gå efter. Det ville være for besværligt at springe på en random person og skabe massepanik…mennesker havde en fantastisk evne til at gøre hinanden hysteriske. Han stak hænderne i lommerne på sin lange jakke og opdagede en pige lidt væk. Hun lugtede af ham diplomatfyren, som Nemo var så overdrevet betaget af. Interessant. Han slentrede over bag pigen og så hende over skulderen. ”Hvad griner du af?” spurgte han i et skævt smil, men forsatte uden at forvente et svar: ”Hvad er din blodtype?” Frankrig var trodsalt faldet, og vampyrerne styrede nu, så han havde ikke det store imod at sige den slags ting, da hun alligevel ikke ville kunne gøre noget ved det. Han drejede hovedet en smule, så han kunne snuse til hendes hals. Hun duftede nu meget godt, og ham diplomaten kunne vel bare finde en anden bloddonor! Det var kun fair, man deltes lidt om tingene!

[Cheryl de Sable]

Cheryl gav umærkeligt et lille hop, da nogen valgte at tale til hende. Da hun vendte sig om imod ham og han spurgte hvorfor hun grinede, smilede hun og skulle lige til at svare - inden han afbrød hende. Hun skar utilfreds til grimasse. Selvom han var ret uforskammet var han alligevel ret lækker. Men da han spurgte om hendes blodtype, stod hun helt stille. Hun så på ham et par øjeblikke og kneb øjnene en smule sammen. Hvad var det smarteste at sige til sådan en kæphøj vampyr-fyr, der regnede med at han kørte med klatten. På den anden side, gjorde han det rent faktisk.
"B negativ." endte hun med at svare, og skubbede skulderen ind foran hans næse så hendes hals blev delvis skjult bag den. Hendes øjne glitrede. "Viste du at kun to procent af verdenens befolkning har B negativ?" spurgte hun henkastet imens hun prøvede at regne ham ud.

[Cato Langdon]

Hm, hende var der ikke meget skrigende pige over, men det var nok at forvente, når det lugtede som om, hun dagligt så vampyrer. ”Jeg tror ikke der er noget, jeg ikke ved om blodtyper, hon,” svarede han i et skævt smil. Det måtte jo være en opfordring, når hun så henkastet fremstillede sig selv som en delikatesse? Han tog det dog ikke særlig pænt, at hun sådan spærrede vejen til halsen, men altså, skulderen havde da også blod! Det var godt nok en tand vanskeligere, men hvorfor bruge tid på at rette på hendes stilling. De skarpe hjørnetænder blev blottet i et tilfreds smil, inden han bed hendes skulder, dog uden at bryde gennem huden. Det var vel mest for at drille hende og se hendes reaktion på det…også understregede han, at han bed hvor som helst, så halsen var det mindste af hendes problemer. Mennesker havde en eller anden tendens til at tro, vampyrer kun bed i halsen, men halsen var altså ikke det eneste sted, hvor man kunne finde blod! Det var det gode ved de forvirrede, små skabninger; Omvandrende blodtanke. Der var ikke noget bedre end se livet forlade dem, fordi de var så sårbare!

[Cheryl de Sable]

Da hendes menneskelige sanser havde opdaget hvad han lavede, tog hun et elegant skridt tilbage, med en perlende latter. Når man hørte den latter, ville man tro at hun var fuld. Eller i hvert fald hvis man ikke så hende i øjnene. De var klare og opfattende. Hun var ved fuld bevidsthed og var alt for godt klar over hvad der skete omkring hende.
Hun bukkede hovedet og så dermed op, så hendes mørke øjne glitrede igennem det blonde hår. Det lignede næsten en udfordring. "Jeg svarede blot på dit spørgsmål - jeg tror ikke at jeg indbød dig til mit blod?" sagde hun køligt. Hun viste godt hvilken virkning blod gjorde på nogen vampyrer, og hendes blod var altså noget godt af slagsen. Men lige meget hvor godt det var, kunne det da ikke være bedre end kakao... Men på den anden side, hvorfor ville hybrider - som ikke var tvunget til det - så dræbe for det?
Selvom man ikke kunne se det på hende, så var hun ret nervøs. Hun viste ikke om han ledte efter en frivillig som han kunne drikke fra, eller om han var en af dem som syntes at det var sjovt at tvinge folk imod deres vilje. Hun håbede virkelig ikke det sidste, ellers kunne det blive ret ubehagelig. Hun var født ved havnen så hun kunne beskytte sig imod mennesker, men vampyrer? Hun kunne lige så godt ligge sig i fosterstilling og vente på nådesstødet. Men det var ikke lige hende. Det ville være en smule for krysteragtigt.

[Cato Langdon]

Cato stod stadig med hænderne i jakkens lommer og lod hende bare rykke lidt væk – at indhente hende var trodsalt let. ”Man smider ikke rundt med den slags hentydninger, hvis man ikke ønsker det,” slog han fast i et skævt smil. ”Du ved jo godt, at nu MÅ jeg bare smage,” når man sagde sådan noget, var det en opfordring, men pigen måtte vel bare lære det på den hårde måde? Vampyren overvejede dog, om han ville kunne slippe afsted med at dræbe Frosts legetøj. Men hey, diplomaten kunne sgu da bare passe bedre på det, i stedet for at sende det i byen og lokke uskyldige vampyrer! Han tog et skridt hen imod mennesket, da han nåede den konklusion, at han var ret ligeglad med en diplomats mening. Duden havde sikkert travlt med at rende rundt i sin lille fantasiverden over i Rom alligevel. ”Slap af, jeg skal nok gøre din død smertefri,” okay, det var måske lidt løgn… nårh hva! Hvad mennesker ikke vidste, havde de ikke ondt af! Eller...jo, det havde de nok i sidste ende...

[Cheryl de Sable]

Hun løftede elegant det ene øjenbryn, og det forstærkede på en måde illusionen af porcelænsdukke. Men det hørte hun tit, så det lod hun sig ikke mærke med. "Hentydninger er vel kun hvad man selv gør dem til, ikke sandt?" sagde hun køligt. Hendes muntre tonefald var fadet en smule, men det gemte sig stadig. Nu var hun langt mere beregnende.
"Undskyld, men er det dig eller mig der bestemmer det? I så fald MÅ jeg bare give dig et blåt øje." sagde hun utilfredst. Mere som en forurettet lille pige, end en gammel teenager som stod med vand til halsen. Hun kunne nemt komme på dybt vand, men hendes fornuft var altså en underlig en af slagsen.
Da han lovede at gøre hendes død smertefri, blev hendes ansigt en smule hårdt. Han havde lige gjort det klart at han var klar til at dræbe hende, hvilket hun ikke føltes sig særlig godt tilpas med. Hun ville helst ikke dræbes, hun havde slet ikke fået nogen michelin stjerner endnu!! Hvad fanden bildte den selvfede vampyr sig ind! Godt nok var han stærk, karistmatisk og lækker, men helt ærligt - han var kun en voldelig ballademager!

[Cato Langdon]

En svag latter forlod hans læber, da pigen brugte hans ord mod ham. ”Der er krudt i dig, hva?” bemærkede han og trak den pistol, som havde skjult bag den lange jakke i hans bælte. Han gjorde det i et afslappet tempo, sigtede efter hendes arm og skød. ”Det er skam mig, der bestemmer det,” forsatte han så i et mere køligt tonefald. Skuddet vakte opsigt på gaden. Pis, Cato havde ikke lige overvejet, at folk nu gik i panik og flygtede. Der var ingen af menneskerne, der trodsalt turde angribe ham. ”Du er god til at lade som om, du ikke er bange,” påpegede han tørt og gik imod hende. Han var ikke helt tilfreds med, at hun ikke viste skrækken tydeligere. Den skulle helst være malet udover hendes kønne ansigt, for det der stenansigt fungerede slet ikke for hende!

[Cheryl de Sable]

Hun smilede bredt og blændende til ham, over det som hun havde set som et kompliment. Hun havde været hypnotiseret af hans latter og ansigt et par øjeblikke for længe, for hun opdagede for sent hvad der skete med hans hånd. Men takket være hendes opvækst havde hun gode reflekser og kastede sig væk fra væggen med en utrolig kraft som kun en blanding af rædsel og adrenalin kan fremkalde. Derfor nøjedes kuglen med et snitte hendes arm. Hendes blød plettede både muren og hendes dyre kjole.
Hun vaklede og landede på fortorvet. Omkring hende myldrede de mange mennesker til alle sider efter den høje lyd af pistolens skud. Hun var midt i noget som kunne være en scene fra Ragnarok eller Armageddon. Hvad man nu lige troede på.
Lige meget hvad, fik Cato sin vilje. Hendes stenmaske var slået i tusind stykker og hendes ansigt var en blanding af chok og rædsel. Skudsåret var ikke alvorligt, men stadig nok til at få blodet til at løbe ned af hendes arm og føles klistret imod hendes hud. Hun blinkede kraftigt for at holde sløret væk som langsomt kom af en eller anden grund.
Det næste han sagde, var også en form for kompliment, men denne gang smilede hun ikke. Hun var stivnet på jorden som vildt foran billygter. Hendes øjne var gigantiske og man kunne se blodåren i hendes hals banke. Rædslen var nem at se. Man kunne se at hun var bange.
Hun rejste sig vaklende og gik baglæns fra ham. Hun havde ikke lige regnet med det der skud, det var ikke så meget vampyrstilen. Hendes læber var adskilt i det lynhurtige åndedrag, men hun viste simpelthen ikke hvad hun skulle sige. Hun havde lyst til at bande det bedste hun havde lært og flygte. Men hun gjorde det ikke.

[Cato Langdon]

Cato smilede tilfreds, da mennesket faldt til jorden. Hun havde godt nok undgået kuglen, men skuddet havde da slået kontrollen over hendes følelser i stykker. De vældede ud nu. ”Du er ret kær, så jeg vil give dig et forspring på tyve sekunder,” sukkede han så og følte sig ufattelig godhjertet. Spørgsmålet var jo så om pigebarnet var en tand for traumatiseret? Hun så næsten lammet ud? Han sænkede pistolen igen, imens den frie hånd stadig var begravet i hans jakkelomme. Det var nu kun fair, hun fik en chance for at løbe lidt. Det var vidst på tide, nogen mindede hende om, at vampyrer og mennesker ikke var venner. Hun havde virkelig været alt for afslappet, da han dukkede op! Hendes diplomat måtte være af den blødsødne slags, men det gik ikke i længden, fyren ville helt klart selv være endt med at slå hende ihjel før eller senere…Cato kom ham så bare i forkøbet. Han betragtede blodet glide ned af hendes arm. Rød var en god farve til hende. Men okay, nu så rød godt ud på de fleste. ”Du kan også bare give op og dø nu? Dit valg.”

[Cheryl de Sable]

Da ordet 'dø' forlod hans sensuelle læber, gav det et kraftigt gib i hendes krop. I det øjeblik, gik det virkelig mange tanker igennem hendes hoved. Hun tænkte normalt meget på meget kort tid, så hun var hurtig og vant til det. I starten ville hun bare løbe - flygte langt væk fra den her syge vampyr som var ved at ødelægge freden imellem væsnerne. Så ville hun gerne blive, bare sidde og slutte det hele så hurtig og nemt - og forhåbentligt også smertefuldt. Men hun kunne ikke dø! Hun kunne ikke gøre det imod... Hvem ville enlig savne hende? Frost ville godt nok føle smerten ved en knækket prægning, men han kunne uden tvivl finde en ny bloddonor. Den tanke fik hende til at udstøde et umenneskelig hulk. Andre omkring hende ville måske ikke tro at det var derfor hun sagde den lyd, men nu var der jo ikke andre omkring dem end vampyren. Ingen fra Le Queen havde opdaget noget, sikket på grund af den høje musik.
Men hvis ingen ville savne hende kunne hun lige så godt bare løbe og trække det ud. Men hun ville ikke give ham den glæde ved at jagte! Han var bare en eller anden psyko der syntes det var sjovt at jagte og pine mennesker! Men ...
Lige meget hvad, satte hun lynhurtigt af med kjolen flagrende om hende ben. Hun spurtede hurtigt - mest på grund af adrenalinen - og forsvandt ind i den paniske mængde af mennesker. Hun håbede at kunne slippe fra ham derinde.

[Cato Langdon]

Cato betragtede hende tavst, imens hun så ud til at tænke over sine valgmuligheder. Måske ville hun bare give op? Det var bestemt ikke noget nyt, at de bare gav op og lod ham gøre, hvad han ville. Et eller andet sted var det ret ynkeligt. Man burde gribe alle muligheder for overlevelse uanset om de var reelle chancer eller ej. Man levede trodsalt ikke for at dø, men for at leve. Pludselig var pigen så på benene og på vej væk i løb. ”1…2…” han betragtede hende løbe ind i menneskemængden og nikkede kort i anerkendelse. I en stor menneskemængde, ville det blive vanskeligere at opfange hendes fært, og hun kunne skjule sig bedre. ”3…4…5…6…7…8…9…10…” mumlede han videre for sig selv. Ti sekunder igen også gik jagten ind. Gad vide hvor hurtigt han fik fat i hende? Hun var ret klog, så det kunne nok godt trække ud. ”11…12…13…14…15…16…17…18…19…20, og det var de sekunder!” slut med at være sød! Han satte i løb efter mennesket ind i mængden med mennesker. Der var mange lugte, men han kunne lugte blodet fra hendes arm og masede sig forbi de mange mennesker i retning af lugten. Før eller senere ville tøsen løbe tør for væsner at gemme sig bag! Han skulle nok finde hende, når det skete.

[Cheryl de Sable]

Selvom hun var rædselslagen, så hjalp adrenalinen hende til at tænke. Og omkring tre år med vampyrer havde da givet hende en lille smule information om disse væsner. De havde en fantastisk lugtesans. Det var den kendsgerning som bankede hårdest i hende hoved. Derfor måtte hun gøre noget ved det først.
Hun løb ind i en tilfældig kvinde, og klamrede sig til hende. Hun sørgede for at gnubbe sig op af hende - selvom det kunne virke en smule upassende i øjeblikket - og tørrede sig op af hende med sin arm. Men hun gjorde det så hurtigt at hun var væk igen, inden kvinden kunne nå at hyle op.
Hun håbede at det var nok til at sende vampyren på et lille vildspor og give hende noget mere tid. Hun gjorde det ved et par andre tilfældige mennesker i mængden bare for at være sikker, og hun betragtede en af pigerne i hendes alder snuble forbi med røde pletter på sin lyseblå kjole. Hun fik ret dårlig samvittighed over at have plettet hendes tøj, men det gjaldt altså hendes liv.
Hun trak hurtigt sine stilletter af og stak dem i en tilfældig taske. Hun ville bare sørge for at han ikke fandt hendes sko. Hun viste ikke hvorfor det var så vigtigt at han ikke fandt dem, men det gav mening i hendes let forskruede hoved.

[Cato Langdon]

Hendes vildspor fungerede i starten, og da Cato havde fundet sit andet offer med hendes lugt, måtte han konstatere, at pigebarnet klarede sig ret godt. Det irriterede ham grænseløst! Det var ulempen ved en tøs, der havde fået lov til at hænge på vampyrer for længe! Men fint, de kunne være to om at spille den her slags spil. Panikken var stadig i menneskeflokken, men den var ikke så kraftig længere. Cato hævede pistolen op i luften og affyrede et skud, så folk atter gik fuldstændig i panik. Folk løb ind i hinanden, væltede hinanden, løb hinanden ned. Cato løb så selv hen til en lygtepæl og klatrede op, så han kunne stå ovenpå den og spejde rundt efter tøsen. Den øgede panik burde presse hende lidt ekstra, så hun pludselig også skulle passe på ikke at blive trampet ned. Hvor var hun så henne af?
De grønne øjne afsøgte området. Der var en del blonde piger, så han udelukkede dem gennem lugten, deres alder eller deres tøj. Det begyndte så småt at tynde ud i mennesker, da de fleste rendte ind ad sidegader og…der! Hvor var hendes sko blevet af? Cato troede, kvinder elskede sko? Hm, hvorfor spildte han tid på at overveje det? Han hævede pistolen igen. ”Undgå den her,” fnøs han og skød igen efter pigens arm fra lygtepælen. Så vidste hun da, at han havde fundet hende. Han sprang så ned fra lygtepælen og løb efter hende igen.