Aftensmad!

[Cheryl de Sable]

Hun var stivnet lidt for længe ved skud nummer to, til at hun kunne nå at løbe med de andre ud i sidegaderne og ud i butikkerne. Hun havde eller håbet at kunne komme ind på en af sine venners arbejde og gemme sig et eller andet sted. Han skyldte hende en tjeneste, men at redde hende fra en psykotisk vampyr var nok ikke noget af det han havde regnet med.
Denne gang kunne hun ikke undgå skuddet. Hun havde ikke set det komme, og havde ikke set vampyren kravle op på lygtepælen. Da skuddet borede sig ind i midten af hendes overarm, kunne hun ikke holde en reaktion tilbage. Nu var hun jo ikke øvet, for hun blev jo ikke rigtig skudt på hver dag. Hun blev slynget til jorden, og prøvede at tage fra med begge hænder - stor fejl - smerten borede sig op igennem hendes venstre arm, den som var blevet ramt. Hun kvalte et skrig som boblede sig op igennem halsen på hende, så kun halvkvalte lyde kom ud. Men hun viste at hun var fundet og at hun nu burde komme væk så hurtigt som muligt.
Hendes skrig havde skræmt menneskerne yderligere, for nu var nogen blevet ramt. Det så ud til at folkene på diskotekerne og ude i butikkerne efterhånden havde opdaget at der skete noget slemt udenfor deres dør.
Cheryl kæmpede sig op på benene igen og skyndte sig videre selvom hun vaklede en smule. Hun klemte hånden hårdt sammen om overarmen, og hun viste at hun havde brug for hjælp. Endnu et ord bankede hende i panden: Blodforgiftning.
Hun skyndte sig ind i en butik med kraftige lys i vinduerne og skygger indenfor. Hun håbede at hun kunne finde en vej ud fra den igen, og forvirre vampyren en smule. Men hvordan forvirrede hun ham. Og hvordan skulle hun komme levende ud af det her? Han var en vampyr! Og han havde en pistol!!

[Cato Langdon]

Han var ved langsomt at indhente hende, da hun forsvandt ind i en butik, og han fulgte selvfølgelig uden videre efter. Lyset blændede ham kort, men så indstillede de sig til den nye lysmængde, og han så rundt. Det var da irriterende, som den pige blev ved med at rende rundt mellem folk! Han gik ind i midten af butikken og kiggede tænkende rundt efter tøsen. Come on, en blødende pige kunne da ikke falde i et med omgivelserne! Folk ville lægge mærke til hende snart! Eller havde hun fundet et badeværelse eller lagerrum at gemme sig i? Nej, han kunne stadig lugte hende. Pistolen blev gemt i hans jakke, og han gav sig til at følge lugten af det nye blod og kuglen, der sad i hende. Han skulle have skudt hende i benet! Det måtte så blive næste gang! Han havde heldigvis ikke selv fået noget blod på sig endnu, så han faldt fint ind i omgivelserne.

[Cheryl de Sable]

Cheryls hjerne var næsten grød på det tidspunkt. Hun var bange for at hun ville gå i baglås når adrenalinen forsvandt fra hendes årer. Derfor kastede hun sig ind på det første toilet hun kunne finde - det mandlige køns afdeling og kastede sig ind i den første bås. Hun låste døren og faldt ned på det lukkede toiletsæde. Hendes ben rystede under hende, selvom hun sad ned, og hun prøvede at tørre blodet af sin arm imens hun bed sig hårdt i læben for ikke at hulke af smerte. Såret var allerede begyndt at hæve, og det væskede ret meget.. Hendes hjerte slog med rekordfart. Hun viste at hun ikke kunne blive ved med at sidde der, men hvordan skulle hun vide at han ikke var derude lige når hun kom ud. Hun masserede hårdt sine tindinger. Kunne hun skjule sig på en måde? Skjule sin fært? Hun ville i hvert fald ikke hoppe i toilettet eller noget andet frastødende. Hun havde dog sin stolthed!
Hun rejste sig op på brættet og ledte efter en flugtvej. Til hendes store glæde var der en ventilationsskakt over hende, men der var to problemer. Den var for langt væk fra hendes bås, og den var sikkert for smal til hende.

[Cato Langdon]

Cato var i mellemtiden i fuld gang med at spore hende. Han kunne lugte, hun havde været der, men hvor var hun gået hen? Han vandrede rundt i butikken et par minutter, inden han nåede toiletdøren ind til mændene og måtte blinke småforvirret med øjnene. Hvad pokker? Tog hans næse fejl? Nej, der var et par dråber blod på gulvet, og de var helt klart hendes. Vampyren skubbede undrende døren op og gik ind på toilettet, som var tomt bortset fra hovedet af en pige som stak op over båsen. Cato lyste op i et skævt smil og vinkede til hende, som om han netop havde spottet en god ven. ”Er du ikke gået forkert?” spurgte han – stadig en tand forvirret. På den anden side var det måske smart nok at gemme sig her, hvor ingen forventede, hun ville gemme sig? Han gik hen foran båsen og så kort tænkende på den, inden han sparkede den op. ”Okay, slut med at lege!” nu var han altså sulten! Han trådte ind i båsen og spærrede vejen, så hun ikke bare kunne rende ud, hvorefter han greb ud efter hendes sårede arm for at holde hende fast.

[Cheryl de Sable]

Da hun så hans smukke ansigt i døren, stivnede hun denne gang ikke. Da han stod i døren og rakte ud efter hendes hånd, var hun allerede væk. Hun sprang op på kanten af båsen så hun stod imellem et tyndt stykke træ og metal og loftet. Hun skyndte sig så meget at hun næsten faldt ned i en af de andre båse hvor en mand sad med en avis og så himmelfalden op på hende. Hun sprang og knækkede en af båsevæggene ned så den væltede ned over vampyren.
Da hun satte af rev hun gitteret af ventilationen og pressede sig ind i den lille åbning hun knapt kunne komme igennem. Hun var glad for at hun havde taget sine sko af, for ellers ville hun ikke kunne være kravlet igennem. Hendes hjerte slog endnu hårdere igen, for hun kom i tanke om at hun havde en forfærdelig klaustrofobi. Hun pressede sig igennem imens hun prøvede at skjule en hysterisk hulken. Hun var ved at blive træt, og hendes arm gjorde forfærdeligt ondt da hun pressede dem imod væggen i ventilationen. Hun var bange for at han ville stå for enden af den når hun kom ud.

[Cato Langdon]

Cato var ærligtalt overrasket over pigens reaktion og nåede lige at bakke tilbage, inden båsens væg væltede ned over ham. Han bandede lavmælt og skyndte sin hen til ventilationen, hvor han forsøget at få fat i hendes ben, inden hun fik møvet sig igennem, men hun var lige præcis udenfor rækkevidde…i hvert fald for hans arm. Han fandt muggent pistolen frem og skød efter hendes ben med klar forventning om, at det var halvsvært at ramme ved siden af denne gang! Hun kunne ikke bevæge sig derinde. Nu var problemet så, om han skulle finde ud af, hvor ventilationen endte? Det kunne være, hun kunne møve sig baglæns? Men mon ikke det var for svært? Han var desværre for stor til at passe ind i skakten, så han måtte vel satse på den anden ende? Hun ville i hvert fald ikke nå langt under alle omstændigheder! Det ville nu nok være bedst at holde øje i det skjulte denne gang. Han ventede lidt og forlod så toilettet og gav sig til at finde ventilationens udgang, imens manden på toilettet så chokeret fra vampyrens ryg til den ødelagte bås.

[Cheryl de Sable]

Denne gang var værre end end den før, for denne gang havde hun ikke den mindste chance for at undgå skuddet. Hun sad næsten fast nu, og kuglen borede sig derfor ind i hendes lår. Dybt ind. Det svimlede kraftigt for hende og hun anstrengte sig for ikke at kaste op. Men det ville ikke være særlig fedt inde i en ventilationsskakt. Hun tog en dyb indånding og strøg videre igennem ventilationsskakten imens hun hulkede højt og hysterisk. Mændene fra toilettet måtte være blevet helt skræmte. Et skud og et skrig, ind i en ventilationsskakt. Hun havde ondt af dem.
Hun tog en lille pause og lænede sit hoved imod væggen i skakten. Hun prøvede at presse hånden ind i munden for at skjule lydene som kom ud af hende, men det var svært. Nu blødte hun tre steder og det blev værre og værre. Hun var ved at dø. Hun kunne altså mærke det. Det ville næsten blive en forløsning når han stak hænderne i halsen på hende. Hun måtte bare prøve at ... tja, overleve det ville hun jo ikke.
Hun dumpede ud ude på gaden, næsten med hovedet først. Hun havde ikke kræfter til at rejse sig, så hun trak sig - så hurtigt hun kunne - hen imod den nærmeste gyde. Hvis hun kunne nå hen til skraldeposerne kunne hun måske skjule sin fært en smule...

[Cato Langdon]

Ekspedienten i butikken så noget forvirret ud, da Cato spurgte hende, hvor ventilationen endte. De fleste i butikken havde hørt skuddet, men ingen vidste, hvor det var kommet fra – ens første tanker gik næppe til et herretoilet. Kvinden fortalte, hvor ventilationen endte og stirrede undrende efter manden, der forsvandt ud af butikken og rundt om den.
Han nåede omkring hjørnet i tide til at se pigen falde ned på gaden. Han blev stående ude af hendes synsvinkel og lod hende kravle i skjul, så var han fri for at bære hende. Hun var lidt af en fighter, den pige. Da hun nåede ind i gyden, fulgte han efter hende og satte sig ved siden af hende. ”Nu tror jeg, vi har leget rigeligt,” hendes blod ville gå til spilde, hvis de rendte mere rundt. Han tog fat om håndleddet på hendes raske arm og løftede op i det. Han kyssede hendes håndflade med et svagt smil. ”Af et menneske at være, er du ret stædig,” komplimenterede han kort og bed hende i håndleddet.

[Cheryl de Sable]

Da vampyren dukkede op i gyden, satte hun sig simpelthen bare ned og lagde hovedet på skrå. Hendes øjne var stadig meget klare, men hendes hænder rystede da han langsomt kom nærmere.
Da han bed hende, snerpede hun læberne hårdt sammen. Hun lukkede øjnene og lod ham gøre det. Det ville alligevel være nemmere sådan. Så... hurtigt ovre. Så nemt. Det føltes meget værre at blive drukket af, af andre end Frost. Det virkede forkert. Som om hun var ham utro eller sådan noget. Men hun tog også sit job meget seriøst. Hun ville for guds skyld ikke miste det. Hvis deres prægning blev knust, kunne han lige så godt dræbe hende. Det ville være ligemeget.
Så blinkede hun hurtigt et par gange, og bevægede sig hurtigere end hun havde troet at hun kunne. Hun bevægede sin sårrede arm ned til sin venstre ankel, som hun løftede. En kort lyd af en kæde der blev knækket - og så pressede hun sit sølvkors ind i panden på vampyren. "Slip mig, dit monster!" Hendes stemme var klar, men en smule hysterisk og ulden i kanten.

[Cato Langdon]

Det virkede til, hun var holdt op med at kæmpe imod, og Cato var ret tilfreds med nattens jagt. Hans tanker var allerede fokuserede på den seng, som stod og ventede på ham. Årh, det blev godt at komme hjem og sove! Der var ikke mange ting, der slog en god lur.
Han vidste ikke, hvor lang tid der gik, siden han var mest optaget af blodet, men pludselig begyndte hans hud at svide, og han trak sig forskrækket tilbage og tog sig til panden. For fanden! Av! Han åbnede øjnene og spottede korset i tøsens hånd. ”Now that’s just mean,” muggede han tvært og nedstirrede korset. Der var blod om hans mund, men han havde da planer om at forsætte med maden, så han gad ikke slikke det væk. Argh, hans pande gjorde ondt! Han greb irriteret fat om tøsens arme og hamrede hende ned i jorden, så hun ikke kunne presse korset i hovedet på ham igen. ”Det er uhøfligt at forstyrre folk midt i et måltid!” snerrede han irritabelt og bed hende denne gang i halsen.

[Frost]

Efter episoden med Chloe, havde Frost valgt at trække sig tilbage til Frankrig, sammen med Cheryl. Hans først valg havde været Østrig, men siden Cheryl ikke havde de samme varme følelser for landet, som han havde, var de efter et par dage taget til Paris. Der kunne han også passende begynde at tage sit arbejde op igen.
Det var længe siden han sidst havde været i Paris. Nok fordi han ikke savnede byen når han var væk, på samme måde som han savnede Rom eller Østrig.
Paris var en levende by, hvor der skete en masse hele tiden. Og hvor der var meget liv var der også meget der gik galt. Noget de mange vampyrere ikke gjorde det bedre af.

Frost havde været på hovedkvarteret, igang med en af hans sjældne besøg. Det var noget af det første han gjorde, når han endelig var i Paris.
Der var altid så meget information der skulle gives og modtages, officielle papirer og udtalelser der skulle ses igennem og små episoder der skulle håndteres. Og ikke mindst betydningsfulde vampyre han skulle huske at hilse på.

Han havde været sammen med Jessica, da han blev opmærksom på at noget var galt. Det havde været deres første møde, siden han havde forladt Rom. Allerførst havde han skudt det fra sig, men det blev ved at genere i hans baghoved at noget var galt. Han havde ikke kunne koncentere sig og havde måtte undskylde sig før tid.

Han havde forladt hovedkvarteret i en fart og havde valgt en noget utraditionel måde at komme frem, ved at bevæge sig primært på hustage for at undgå trafikken. Ved en butik havde han stået og tøvet kort inden han igen søgte op på taget for at få overblik. Det var tydeligt at der foregik noget og luften var tung af Cheryls blod og frygt. Han fik øje på hende i gyden. Ud fra hvad hans sanser kunne fortælle ham, ville hun ikke holde meget længe. Mennesker var sådan nogle skrøbelige skabninger. Havde han husket det var han kommet før. Lugten af vampyr hang også i luften og han behøvede ikke vente mange sekunder inden den skyldige dukked op. Han genkendte ham som en af Nemos brødre. Han burde tage en snak med Lesta en af dagene...
Han var overrasket og rasende over at der var en der havde haft den frækhed at overfalde hans Cheryl. Men det kunne ikke ses på ham. Hans vrede var lige så gennemsigtig som hans glæde. Men ved synet af Nemos bror der bed i Cheryl blev det for meget for ham. Det var noget nært et rasende dyr der med tænderne blottet og med et glimt af død i blikket der sprang ned fra taget med en sådan fart at alt hvad man kunne se var et skær af hvidsølv fra hans hud og hår og sort fra hans tøj.
Han sigtede efter vampyren, for ved hjælp af styrke, hurtighed og overraskelse af hive vampyren væk fra Cheryl og kvase hans hals, mens han var presset op af en husmur eller mod jorden.
Han vidste at han risikerede Cheryls liv, ved at flå så skarpe våben, for det var jo det de var, ud af halsen på hende. Hvis han var uheldig kunde der ryge en blodåre og det ville sikkert kun slå hende hurtigt ihjel. Men han var for en gangs skyld ikke indstillet på snak.


//OOC: Lol. Det er bare min første tråd i vampyrland:-p hvad er det for en vampyr jeg har?

[Cato Langdon]

Cato så op med et sæt, da han opfangede diplomatens lugt, men han nåede ikke at flytte sig, inden Frost havde smadret ham op mod husmuren. Han vred sig irriteret og forsøgte at komme fri af grebet, men fyren var sgu overraskende stærk! Han endte med bare at stå stille, siden han vidst ikke fik lov at vinde en magtkamp. Han slikkede sig om munden og hev en anelse efter vejret på grund af det ubehagelige tryk mod hans hals. For fanden da! ”Det er ikke min skyld, at tøsen er så afslappet omkring vampyrer,” nøjedes han med at fremhvæse. Frost kunne da bare passe ordentlig på sine ting! Ellers måtte han være indstillet på at dele!

//OOC: Og jeg som troede, Frostie ikke kunne blive vred xD Sorry, jeg hoppede over dig Cheryl, men gik ud fra Catos reaktion ville være bedst at starte med, så du ved, hvad der er sket med Cheryl ^^’

[Cheryl de Sable]

Cheryl så ikke noget, hun kunne bare mærke at Catos vægt forsvandt og smerten i hendes hals blev intensiveret et par øjeblikke inden den helt forsvandt. Hun kæmpede sig op i siddende stilling, og pressede sig op imod murren i gyden. Hun blinkede et par gange, før hun kunne se hvad det var der skete omkring hende. Hun måtte blinke et par gange mere, inden hun kunne forstå det. Var det... Frost? Frost som var i gang med at... hvad var det enlig han gjorde? Det havde hun altså ikke troet om Frost, selvom hun havde været sammen med ham i tre år.
Hun pressede sin hånd imod halsen for at holde blodet tilbage, men hun kunne stadig mærke den klistrede væske løbe ned af hendes bare skuldre. Hendes ellers så fine kjole var blevet helt ødelagt. Den sad skævt og var revnet adskillige steder. Og hun havde pletter på stoffet hun slet ikke turde at gætte hvad var. Hun samlede korset op fra asfalten med dirrende fingre. Hun prøvede at trække vejret dybt og være stille. Hun skulle bare lige have et par sekunder... til at slappe lidt af. Hun lænede hovedet imod muren og betragtede hvad de to rovdyr foretog sig. Hun havde ikke engang kræfter til at undre sig over det uldne udseende på alt omkring hende.

[Frost]

"Det er hun fordi hun er under MIN beskyttelse! tordnede frost. Selv om hans stemme ikke var hævet specielt meget mere end når han talte til en stor forsamling skar hans bidende irettesættelse igennem al støjen.
"Det er derfor du nu vil stoppe dit foretagende." fortalte frost ham, hvis han havde misset det faktum at jagten var forbi.

[Cato Langdon]

Cato skar svagt ansigt, da Frost ligefrem virkede sur. Ja, ja da. Han havde ikke planer om at diskutere det nærmere. De kunne ellers godt komme ind på, hvor god en beskyttelse Frost ydede, men Cato havde en fornemmelse af, han ville ende med at få tæsk, hvis han var for rapkæftet. Han kunne desværre ikke rigtig indynde sig på samme måde som Nemo. ”Ja, ja, jeg stopper nu…er der nogen chance for, vi ikke behøver nævne det her for Lesta?” det sidste var en lettere forsigtig tilføjelse, hvor Cato næsten så helt bedende ud. Han syntes bestemt ikke, at den ældste bror behøvede få noget som helst at vide om det her! Lesta tog alting så forbandet seriøst! ”Hun er jo ikke død eller noget, right! Hun kan fikses!” det havde da været værre, hvis han havde nået at slå hende ihjel, ik?!