Væk fra solen!

[Jessica Whinfield]

Jess åbnede døren ind til caféen og så sig omkring. Hun var gået herind få lige at få lidt skygge fra solen, for den var virkelig ubehagelig lige nu. Hun havde heller ikke spist i et stykke tid, så den var mere stikkende end normalt. Hun ville dog ikke tage for mange chancer når hun nu var i Rom, så hun regnede med, at hun tog op til Vatikanet senere og hørte om det var muligt for hende at få udleveret lidt blod, så hun kunne klare sig. Hun var der trods alt ikke for at lave ballade, så mon ikke det var muligt. Hun behøvede jo ikke at forklare hele grunden til, hvorfor hun var i byen.
Hun trådte indenfor og satte kurs mod et af de bageste borde, som hun kunne se var tomme.

[Daniel Jackson]

Daniel observerede ud af øjenkrogen, at en pige var kommet ind i caféen, inden han vendte opmærksomheden tilbage mod bordet foran sig, hvor et par var ved at bestille, imens de stirrede ind hinandens øjne. Forelskede par var altså skræmmende af og til. ”Min nussergøj skal have en æggesandwich!” kvidrede pigen, og drengen kvitterede med: ”Og min lille skat skal have jordbærtærte!” Daniel nikkede bare og listede af, selvom parret næppe ville opdage det, hvis han så tabte skoldhed kaffe ud over dem. Han valgte at slå et smut over omkring den nyankomne pige, imens han rullede slikkepinden i sin mund fra højre til venstre mundvig med tungen. Den var blevet så lille nu, at han sagtens kunne tale med den i munden. ”Velkommen til Antico, har du lyst til at bestille nu eller har du brug for lidt tid?” spurgte han i et let, drenget smil. Hendes blege fremtoning bekymrede ham lidt, men en vampyr ville vel ikke bestille mad på en café? Okay, Daniel var faktisk ikke sikker på, om der var noget mad, de godt kunne spise, men så vidt han vidste, kunne de kun leve af blod…

[Jessica Whinfield]

Jess drejede hovedet, da der blev talt til hende og hun endte med at se direkte ind i en drengs øjne. Han så ikke videre ældre ud, men venlig og sød. Hun smilede svagt og åbnede munden for at sige sin bestilling "en citronisvand hvis i har, tak. Og hvis det ikke er for meget forlangt dit navn også. Mit er Jessica". Det var ikke for at være charmerende, hun spurgte om hans navn, det var mere fordi hun var vant til, at hvor end man kom og talte til andre personer, bad man om navnet. Det var almen høflighed i hendes hoved, at man blev introduceret, uanset hvem det var, man snakkede med. Hendes smil steg en smule i takt med hendes sætning. Det var et høfligt, men også venligt smil, for hun baserede meget på at give et godt førstehåndindtryk.
Hun var iført en rosenrød top, et par lettere løse mørkegrå jeans og et par converse sko. Hendes hår var denne dag det sædvanlige pjuskede, og hun bar intet make-up. Hendes øreringe var skjulte af håret og intet tydede på at hun var en højt ansat i Paris. Hun lignede allermest en helt almindelig middelklassepige.

[Daniel Jackson]

Daniel skrev hendes bestilling ned. Selvom den var simpel, vidste han trodsalt, han havde glemt den, når han kom tilbage til disken. Resten af hendes svar kom dog en smule bag på ham, og han måtte kort blinke forvirret med øjnene. ”Eh…mit navn er Daniel, hyggeligt at møde dig, Jessica,” hilste han i et svagt grin, så man kunne se de hvide tænder og den hvide ende af slikkepinden, som stak ud mellem dem. Han var ikke ligefrem vant til at folk bad om hans navn sådan uden videre, for han var trodsalt bare tjener, og folk var som regel mere interesserede i deres mad, hvilket han ikke bebrejdede dem. Der var intet som slog en god kage! Han undskyldte sig kort og gik tilbage til køkkenet for at hente kage og sandwich til det smaskforelskede par. På vej hen til dem med de to tallerkner var han dog nær skvattet over et gulvtæppe. Heldigvis lykkedes det ham at holde balancen og maden på tallerknerne. De blev stillet ved parret, der ikke engang ænsede det. Mennesker var altså en art helt for sig selv. Daniel fandt det da meget kært, at man kunne være så forelskede, men samtidig var han glad for, det ikke var ham! Han hentede så glasset med Jessicas citronisvand. Da han stillede den foran hende, tog han bakken under armen. ”Du har ikke været her før?” bemærkede han. Det kunne være, hun var en turist? Mange af kunderne her, genkendte han trodsalt, fordi de tit kom i caféen, eller også havde han set dem gå forbi på gaden. Jessica kunne han ikke mindes at have set.

[Jessica Whinfield]

Jess nikkede blot af hans høflige, men lidt overraskede svar og hendes smil steg en smule. Folk var vist ikke vant til at man blev introducerede for hinanden her "i lige måde Daniel". Da han vendte ryggen til hende, kørte hun pr. vane en hånd gennem håret og hendes smil falmede en smule. Hun blev først nu klar over at der var noget anderledes ved drengen - eller Daniel som han nu hed. Hun blev virkelig nødt til at huske de navne noget bedre. Hun kunne ikke helt sætte fingeren på hvad det var, men et eller andet sagde hende, han ikke var menneske.
Da han kom tilbage nikkede hun som tak, men rystede på hovedet af hans spørgsmål "jeg er egentlig ikke fra byen, men der er sket nogle ting, så min chef har sendt mig". Hun regnede med at det var nok information til at starte med. Hun skulle trods alt ikke afsløre alt om hvorfor hu var her. Hun havde trods alt fået besked på, hun skulle være bare lidt diskret, og begynde at snakke med en vildt fremmed føltes som en dårlig ide, uanset hvilken race han så var.
Midt i alt dette ringede hendes telefon et sted fra hendes lomme "åh undskyld. Et øjeblik". Hun rakte ned i lommen og fandt sin telefon, tog den og endte med at svare: "Hallo? Åh ja hej. Gud, undskyld, jeg var lidt optaget af noget andet, det skal ikke ske igen. Desuden er det kun fem minutter siden jeg burde have ringet". Stilhed. Så... "jo, jeg ved udmærket godt hvorfor jeg er her, jeg har ikke helt glemt Frost, det er trods alt hans skyld jeg er her. Jeg skal nok huske det, undskyld". Der blev lagt på i den anden ende, og hun lagde telefonen tilbage i lommen inden hun rettede blikket mod Daniel igen "det må du altså undskylde". Hun havde igen et venligt smil om læberne, mens hun fortsat holdte øjenkontakten.

[Daniel Jackson]

Daniel lagde tænkende hovedet på skrå ved hendes forklaring. ”Så du er faktisk fra udlandet?” konkluderede han og følte sig personligt ret stolt over, han havde haft ret i sine overvejelser. Det skete trodsalt sjældent. Han tænkte aldrig rigtig over, at han skilte sig ud fra mængden ligesom de andre engle, selv når han var i sin menneskeskikkelse. Engle følte jo, de passede godt ind, når de ikke fik folk til at besvime, hvor end de gik.
Da hendes mobil ringede, ville han egentlig gå, så hun havde fred til at snakke, men så hørte han Frosts navn og stoppede op midt i bevægelsen. Frosts skyld, hun var der? Han stod tavs lidt, imens hun talte færdig lidt og undskyldte. Endnu nogle sekunder gik, inden han klappede bakken ned i bordet, fordi han ville hvile hænderne mod bordet. Det fik halvdelen af caféen til at fare sammen og sende onde blikke, inden de spiste videre. ”Hvad er der med Frost?” spurgte han bekymret. Nåh ja, for resten! [/b]”Du er en…”[/b] vent, det var nok ikke smart at tale for højt. Det ville helt sikkert skabe panik, hvis folk hørte ham anklage hende. ”Du er en vampyr, ik?” hviskede han så lavt, at menneskene ikke kunne høre ham. Pigen skulle dog nok høre det. ”Er der sket noget med Frost?”

[Jessica Whinfield]

Jess nikkede, inden hun tog en tår af vandet "jo, jeg er fra Frankrig". Hun smilede igen svagt, men blev alligevel en anelse forskrækket over den måde, han satte bakken i bordet på.
Det næste der skete fik hende til at se mere chokeret ud. Hvordan kunne han kende til Frost? Frost var en diplomat, der ikke kunne drømme om at være sammen med andre engle eller mennesker uden for salene, hvor de diskuterede fredsplaner. Hun fattede sig og så ham direkte i øjnene. Ved hans næste spørgsmål, nikkede hun "jo jeg er, og faktisk en af de lidt ældre. Frost er... forsvundet, men jeg er er for at finde ham. Jeg ved godt at jeg måske får dig til at føle dig som et barn, det er ikke min hensigt, men jeg bliver nødt til at bede dig om ikke at gøre noget dumt, som at prøve at finde ham. Det ville bare skade mere end det gavner, hvis der var en mere der blev kidnappet. Det er også grunden til at jeg blev ringet op. Jeg skal rapportere ind hver 2. time". Hun rablede det hele ud af sig i sådan en fart, at han nok ville have svært ved at følge med, men hun fortrød allerede, at hun havde givet ham hele forklaringen, for hun havde jo fået at vide at hun skulle være diskret. På den anden side virkede drengen til at kende Frost, hvilket nok kunne komme hende til hjælp på et eller andet tidspunkt.

[Daniel Jackson]

Ja, alene det at hun var fra Frankrig sagde jo næsten det hele. Daniel dumpede ned at sidde på stolen overfor hende, imens hun rablede informationer af sig. Frost var blevet kidnappet? FROST VAR BLEVET KIDNAPPET?! Han følte pludselig kraftigt for at få et slagtilfælde. Hvornår var det sket?! ”Jeg talte med ham for et par dage siden,” mumlede han forvirret. Der havde manden da været sammen med Cheryl, og han havde haft det glimrende. ”Åh gud, det her skidt…en diplomat, der forsvinder i Italien…det er jo pinligt…det er forfærdeligt…Michael vil sikkert hovere flere årtier fremover…” han endte med at banke hovedet ned i bordet. ”Hvordan…hvornår…hvad?!” forsatte han så forvirret. Man kunne da ikke kidnappe Frost! Han var jo gammel! Han var da ikke en, man ’bare’ bedøvede og puttede i bagagerummet! Forhåbentlig var det ikke nogen engle, det ville ødelægge alting! Det lignede dog heller ikke noget, en engel ville gøre. Engle sloges som regel åbenlyst og erklærede også altid krig. Det var meget sært, at en engel ville kidnappe nogen. Det måtte være et menneske. En vampyr ville ikke kidnappe en af sine egne. ”Så er du en slags sporhund?! Er du på sporet af ham?!”

[Jessica Whinfield]

Jess så lidt overrasket på Daniel, for han tog det faktisk ikke så pænt, som hun havde ventet. Alt det med at han slog hovedet ned i bordet osv. fik hende faktisk til at fortryde, hun havde sagt noget overhovedet, for hun ville ikke gøre nogen ked af det. Hun nikkede dog til hvad han sagde "det er altid rart, at hans bevægelser kan spores. Ved du, om han skulle noget vigtigt her en af de seneste par dage?". Alle spor var vigtige for at finde Frost. Det var hun sikker på. Da Daniel stadig ikke så ud til at være faldet til ro, lagde hun en hånd på hans skulder "tag det roligt. Intet godt kommer ud af, du mister fatningen. Og nej Michael vil ikke hovere. Han er rent faktisk bekymret for Frost, jeg talte nemlig med ham for ikke så længe siden. Det er ham, der har sendt mig". Hun smilede opmuntrende til Daniel, men ved hans næste spørgsmål, svandt det en smule "nok er vi vampyrer, men vi er ikke dyr. Vi lever ganske vist af blod, men så vidt jeg ved, er der også ting, mennesker og engle er afhængige af. Men jo jeg skal finde Frost, og nej jeg har endnu ikke fundet nogle ledetråde udover dig. Så vær venlig at falde ned, og fortæl mig alt hvad du ved om Frosts færden indtil idag."

[Daniel Jackson]

Daniel tog et par dybe indåndinger og faldt lidt ned. Frost var trodsalt en stor dreng, så han burde kunne klare sig selv, men det var nu stadig bekymrende. Han satte sig i stedet til at tænke over, hvad Frost havde lavet de sidste par dage. "Tja, jeg aner det faktisk ikke, men der skulle afholdes et møde her for nyligt, men det blev afbrudt fordi nogen brød ind og begyndte at skyde vildt omkring sig," han tav, og det gik op for ham, det var der Frost var blevet kidnappet. Årh, pokkers! Hvorfor hørte han aldrig ordentlig efter?! "Jeg tvivler ikke på, Michael er bekymret for Frost, men jeg tror nu stadig, han glæder sig til at påpege, en vampyr blev kidnappet på englenes vagt," sukkede han for sig selv. Det var altså pinligt, og Daniel var sikker på, Michael ville hovere før eller senere. Han virkede ikke som typen, der lod sådanne muligheder glide forbi.
Han blinkede uforstående med øjnene, da hun sagde, vampyrer ikke var dyr. "Hva?" gentog han undrende. Han sagde da ikke, hun var et dyr? Nåh, det var fordi, han sammenlignede hende med en sporhund! Jamen var det ikke det samme? En sporhund ledte efter spor, det gjorde hun også? Detektiv var et kedelig ord at bruge. "Det var nu bare en sammenligning," svarede han et let grin. "Men jeg ved altså ikke særlig meget om Frost, jeg har kun talt med ham en enkel gang...altså ham og hans veninde."

[Jessica Whinfield]

Jess nikkede til hans ord. Så Frost skulle have været til møde, men blev tilsyneladende fanget. Det var dårlige nyhede, rigtigt dårlige nyheder, på den anden side, var Frost typen, der hellere ville holde sig selv i live end at begynde at slås "jeg er sikker på, han er okay, Frost er trods alt i stand til at passe på sig selv, selvom det måske ikke ser sådan ud". Der kom et opmuntrende smil fra hende "hvad angår Michael, tror jeg han er mere bekymret for Frost end for sit eget omdømme. Frost er trods alt en vigtig person, og det er trods alt Michael, der har sendt ham for at forhandle fred med englene". Det var en ret underlig diskussion, syntes Jess. Hvordan kunne Daniel dog få det indtryk, at Michael ville hovere? Det var i hvert fald ikke den Michael, Jess kendte så.
Jess så lidt skyldbetinget ud, da han sagde det kun var en sammenligning "åh undskyld. Jeg er bare vant til at mennesker behandler os som dyr, men det er der vel også god grund til, når vi nu render og leger igler på dem. De tænker bare ikke altid over, at vi altså også er skabninger med følelser". Hun sukkede lydløst og så ned i bordet.[/bockquote]

[Daniel Jackson]

Daniel nikkede bekræftende til, at Frost kunne klare sig, indtil han blev fundet. Hvad angik Michael, måtte de nok bare blive enige om at være uenige, for de så nok to vidt forskellige sider af manden. Alene det at Michael havde sendt nogen for at finde Frost, var et spark i hovedet til englene. Lidt som 'Ja, vi må jo hellere selv finde ham, når I nu mistede ham'. At det så sikkert også involverede oprigtig bekymring var vel kun positivt...han sukkede ved tanken. Måske læste ham for meget i det.
I stedet fokuserede han på Jessicas undskyldning. "Det er i orden, jeg formulerede det nok ikke så godt," sagde han beroligende og viftede med en hånd som for at sige 'pyt med det'. Der var dog en del af hendes ord, som gik ham på. "Hvad gør du egentlig her? Vi har ingen blodbanke..." håbede hun på at kunne finde Frost på en dag og være hjemme igen i aften? Det var nok at være lige positiv nok.

[Jessica Whinfield]

Jess hævede et bryn over hans spørgsmål, men smilede så i stedet. Der var ingen jordisk chance for, han vidste hvem hun var "jeg er vant til at klare mig uden mad i længere tid ad gangen. Og hvis det endelig bliver aktuelt, kan jeg sagtens overleve på dyr. Jeg ved det nok stadig ikke er humant i nogens øjne, men mere humant end hvis jeg begyndte at slagte jeres mennesker, vil jeg tro". Hendes smil voksede en smule, igen i takt med hendes sætning, mest af alt for at gøre det tydeligt, at hun på ingen måde kategoriserede ham som vampyrhader. Hvis han var det, ville han nok heller ikke have henvendt sig til hende til at starte med. Hun kørte igen en hånd gennem håret, stadig mens hun betragtede ham. Hun så lidt tænksom ud og åbnede så munden "hvis du vil - nu ved jeg ikke hvor godt du kender Frost - men hvis du har lyst, kan du tage med ud og lede efter ham. Hvis du altså kan få fri til det. Du må bare love mig ikke at gøre noget overilet". Denne gang var hendes smil lidt mere nedtonet, ligeså meget for at understrege, at det her var alvorligt, og mistede man overblikket kunne det få grove konsekvenser både for hende, men også for Daniel.

[Daniel Jackson]

"Det var godt," Daniel kunne slappe af ved den information. Hvis hun kunne klare sig i flere dage, var der gode chancer for, hun havde fundet Frost inden. "Ellers må du finde mig, så skal jeg nok give dig noget...selvom det måske ikke er smart, det har nogle spøjse sideeffekter," det gik ikke, hun blev afhængig, men der skulle vidst mere end en gang til, inden det gik så vidt? Daniel var ikke helt sikker.
Da Jessica foreslog, han kunne tage med ud at lede, overvejede han det kraftigt, men han ville kunne ende i et par problemer i længden. "Jeg tror, det er bedst, hvis jeg holder mig udenfor. Du er flink, men jeg tror ikke, vampyrer og engle bør prøve at samarbejde, når det kommer til at fange et menneske," der ville hurtigt kunne opstå kulturelle forskelle. Jessica var rar, men Daniel tvivlede ikke på, hun ville gå langt for at finde Frost, og Daniels opgave var trodsalt at beskytte menneskene - ikke banke informationer ud af dem. Han ville blive fanget som en lus mellem to negle.

[Jessica Whinfield]

Jess nikkede til hans ord, men kunne ikke lade være med at grine af hans forslag om at hun så kunne bide ham "jeg har aldrig smagt en engels blod, og jeg har heller ikke i sinde at give mig i kast med det, for jeg har hørt, det har nogle ubehagelige bivirkninger såsom afhængighed. Så du kan være ganske rolig. Du er ikke et potentielt mål". Hendes smil voksede en smule. Han var nu rar at snakke med. Ved hans afslag nikkede hun blot "det var også kun et tilbud. Jeg er ikke typen der tæsker folk, til jeg får svar, men min tålmodighed kan nok heller ikke måle sig med din. Mine gener gør nemlig tålmodighed til en stor fjende, hvis man kan formulere det sådan". Det var tydeligt, at det var en dårlig joke, men hun havde heller aldrig været god til det der med vittigheder. Hun tømte det sidste af sin isvand, men rejste sig ikke. Han var rar at snakke med, og hun ville gerne lære ham at kende. På den anden side skulle hun finde Frost, så hun følte sig lidt splittet mellem sine to ønsker. Hun havde dog altid undskyldningen for solen, men den kunne hun ikke køre på i evigheder.