Afslutning af dagens opgaver

[Jessica Whinfield]

Jessica bankede stille på døren ind til Michaels kontor og åbnede lydløst døren. Hun var efterhånden vant til, hun bare gik ind, efter at have banket på. Hun satte direkte over mod hans skrivebord med en lille stak papire i hænderne "det er dagens rapporter og jeg skulle mene de er en del mere glædelige end gårsdagens". Hun var iført en kulsort stropkjole og et par højhælede sko. Det var tydeligt, hun ikke brugte meget tid ude i solen, for hun var meget bleg, men på den anden side... hun var jo vampyr.
Hun rettede sig op efter at have lagt papirerne på hans bord og smilede kort "ønsker du mere af mig idag, eller kan jeg holde fri?" Hendes spørgsmål var venligt og imødekommende, og det var tydeligt, hun ikke ville have noget imod at blive, hvis det var det han ønskede.

[Michael Ruzo Prince]

Michael havde arbejdede det meste af formiddagen og det var hen imod eftermiddag da Jessica dukkede op. Hans hævede ikke blikket da hun bankede på men bad hende komme ind mens blikket var rettet mod papirerne foran sig. Han vidste hvem der stod bag ved døren endnu inden døren gled op da han havde kunnet høre hende komme og endda lugte hende. Hans blik forlod papirerne da hun stod foran hans skrivebord og satte endnu en stak papirer foran ham. Et af hans velkendte skæve charmerende smil fandt vej frem over hans læber. ”Godt at vide” svarede han da hun erklærede at de var langt mere glædelig end gårdagens, for gårdagens havde været ret vredesopvækkende. Han havde allerede taget fat i den første og skimmede den da hun spurgte om hun kunne gå eller om der var noget han ville. Fjernset kørte men der var skruede helt ned, alligevel kunne hans skarpe hørelse opfatte lyden af speakeren. ”Sæt dig ned Jessica” sagde han og flyttede blikket fra fjernsynet og hen over hende. Han slap rapporten mellem sine hænder og vendte blikket mod hende. Han lænede sig tilbage i den bløde stol med hænderne på armlænene. Han var iført sorte bukser og en blodrød skjorte hvis to øverste knapper stod åben. Det sorte slips havde han løsnede en smule men han tog det helt af nu og satte det på bordet.

Tag: Jessica
Word: 230
Outfit:
Clik
Clik
Note: N/A

[Jessica Whinfield]

Jessi gjorde som han bad om, og satte sig overfor ham. Hun så afventende, men indbydende på ham, for hun vidste han havde mere at sige, når han sådan bad hende sætte sig. Ikke at hun havde noget imod at blive, men hun ville snart gerne ud af denne kjole og ned i noget "ordenligt" tøj. Hun viste dog ingen tegn på ubehag, og et lille, venligt smil kunne ses på hendes læber. Hun kørte en hånd gennem håret, for at det igen blev en smule pjusket, for det var trods alt sådan, det sad bedst. Hun tog en lidt større indånding end normalt og åbnede munden "hvis det er det med Frost, ved jeg godt at han ikke har rapporteret ind. Jeg er faktisk lidt bekymret for ham, for han plejer altid at være så punktlig". Hun smilede lidt halvnervøst og bed sig kort i læben. Hendes tonefald var stadig imødekommende, men ikke desto mindre var der nervøsitet at spore i den, for hun vidste ikke om det var et emne, hun kunne tillade sig at diskutere med ham.

[Michael Ruzo Prince]

Hun virkede nervøs, og utilpas hvilket fik ham til at smile skævt igen. da hun trak vejret dybt og nævnte Frost nikkede han. ”Det er det emne jeg vil snakke med dig om” begyndte han ”Han har været væk i et stykke tid, og jeg er sikker på at der er noget galt.” han holdt en kort pause hvor han vendte blikket mod fjernsynet. Speakeren snakkede og var nu drejede ind på emnet vampyrer. Michael skruede op for fjernsynet og sad ellers tavst og lyttede de næste sekunder: ”.. en gruppe overfald på mennesker. Næstelederen forklarede i formiddags at vampyrregeringen nok skulle tage sig af sagen og at de skyldig ville fanges og dømmes hurtigst muligt”. Michael skruede atter ned og vendte blikket mod Jessica ”Vi er i problemer hvis det her bliver ved, englene plejer ikke at bruge beskidte tricks, det er dem stort set umuligt, men hvis de har slået sig sammen med menneskene for at ødelægge vores skrøbelig omdømme så må vi tage skeen i den anden hånd og ændre taktik. Vi skal dog bruge Frost! Han må findes!” Michael tav og på, han fangede Jessica´s blik og holdt det fast ved sit intense, gennemtrængende blå øjne.

Tag: Jessica
Word: 200
Outfit:
Clik
Clik
Note: N/A

[Jessica Whinfield]

Jessi nikkede til Michaels ord og rettede blikket mod fjernsynet, da dette blev skruet op. Da han havde skruet ned igen, vendte hun atter blikket mod ham "så han var sidst i Rom? Skal jeg sende et team eller skal jeg selv tage derover?" Hun smilede ikke, hvilket betød at hun forstod situationens alvor. Hun var enig med Michael i at englene ikke ville kunne finde på at gøre sådan noget. Hun var sikker på der var et menneske bag, og dette behøvede ikke engang være i ledtog med englene, for hun var sikker på at englene ville forbyde sådan en aktion.
Da hans gennemtrængende blik fangede hendes, veg hun ikke, men fastholdte blot blikket. Hun havde ingen grund til at frygte ham, og hun vidste, at han ikke ville hende noget ondt, for hans vrede var kun rettet mod hans fjender. Hun åbnede igen munden for at tale "hvis Frost er kidnappet, tror jeg ikke englene har noget med det at gøre, for de ville aldrig tillade sådan et angreb. De ville hellere dø end at skade deres intentioner om fred med vampyrerne. Eller det er i hvert fald mit synspunkt. Engle er ikke den forræderiske type". Hun fastholdt stadig hans blik og kørte igen en hånd gennem håret.

[Michael Ruzo Prince]

han overvejede kort hendes ord “Et team vil nok være for meget, det vil desuden gøre folk opmærksomme på at der er noget gal tog så skal vi til at forklar englene problemet, selvom jeg alligevel har i sinde at gøre det, men jeg ønsker noget mere diskret” svarede han ganske roligt og endnu engang med blikket rettet mod hende. det var vel bedst ikke at sende et team, de vil nok gøre mere skade end gavn. ”Jeg har allerede nogen i Rom som diskret leder efter ham, han blev sidst set forlade sin bolig og ingen ved hvor han er blevet af, nogen mener at han er blevet fanget af et menneske” Michaels blik blev fjern, for han troede ikke selv det kunne være muligt at Frost blev taget til fange sådan uden videre, hvis han havde gjort modstand burde der være tegn på kampe et eller andet sted, hvilket der er men ikke den slags modstand som en vampyr kunne mønstre. Alligevel kunne Michael ikke se en grund til at Frost havde fulgt med uden kamp derfor måtte han konkludere at gerningsmanden havde gjort rent efter sig. ”Din opgave bliver at finde ud af hvem der gjorde det og hvor Frost eventuelt holdes fanget, det skal gøres hurtigst muligt. Gøre det uden at bringe dig selv i fare, og nu ikke noget med at spille med musklerne, jeg har ikke godt af at miste dig også” sagde han og lød pludselig træt. At være den ældste vampyr og lederen kunne få ham til at føle sig ret gammel til tider, han havde et stort ansvar ikke kun for vampyrerne men også overfor sig selv. Han måtte ikke fejle! ”Jeg ved at englene ikke har noget med det her at gøre, ikke lederne i hvert fald men det kunne meget vel være en falden engel eller en engel der ikke lytter til de øverste blandt dens race. På en måde håber jeg at det er det sidste, det vil gavne os utrolig meget.” han tav efter at have set fraværende ud mens han snakkede. Han vendte nu atter blikket mod hende inden han rejste sig med en elegant bevægelse. Han stak hænderne i de sorte bukser og gik den lille tur rundt om skrivebordet og satte sig i stedet overfor hende på den stol der stod foran hendes. Hans blik fangede atter hendes intense som altid og gennemtrængende, fulde af ro og en dysterhed der ikke kunne beskrives. Han flettede sine hænder sammen og lænede sig frem ”Du skal rapportere til mig og kun til mig, jeg vil vide hvad der sker. Desuden skal du ringe mig op hver anden time så jeg ved at du er okay, hvis du ikke ringer sender jeg straks nogen efter dig … forstår du mig?” spurgte han blot for at vide om hun havde fattede hvor alvorlig situationen var.

Tag: Jessica
Word: 477
Outfit:
Clik
Clik
Note: N/A

[Jessica Whinfield]

Jess nikkede blot når han afsluttede sine sætninger, for hun vidste, han ikke kunne lide at blive afbrudt. Hun blev dog alligevel en anelse nervøs for ham, da han begyndte at se fraværende ud, men hun sagde stadig intet.
Hun skulle lige til at åbne munden i protest, da han sagde, hun ikke skulle spille med musklerne, men hun kom på bedre tanker og tav.
Hun nikkede atter da hun spurgte om hun havde forstået og åbnede munden "jeg tager mine forholdsregler. Situationen er alvorlig. Hvis jeg finder den skyldige, finder jeg ud af, hvor Frost er og rapporterer tilbage, uanset hvor lang tid, der er gået siden mit sidste opkald.
Hvis jeg bliver fanget, har jeg stadig en måde at få en besked frem til dig. Jeg har nemlig stadig alt mit udstyr til sådan nogle missioner". Hun smilede opmuntrende til ham, og blev stadig ved med at se ham i øjnene. Det var lidt skræmmende, men hun vidste samtidig, at hvis hun kiggede væk, ville det være endnu værre, for så ville han måske mistænke hende for at være involveret i Frosts forsvinden, hvilket hun ikke var.

[Michael Ruzo Prince]

Michael ville næppe mistænke hende for noget. Hvis han nærede nogen form for mistanke til hende havde han næppe gjort hende til sin højre hånd. Hun havde fået den position fordi han stolede på hendes evner, på hendes dømmekraft og på at hun adlød enhver af hans ordre uden at stille mange spørgsmål eller betvivle ham. ”Det vigtigste er at du ikke gøre noget på egen hånd høre du mig, jeg vil ikke have du bliver taget til fange, det kan være utrolig farligt for alt. Uanset hvem der har taget Frost tril fange vil dennes chance for at opnå hvad han eller hun ønsker større med to fanger.” han tav. Måden han sagde det på fik det til at lyde som om han ikke bekymrede sig for nogen af dem, men for hvordan han skulle opfylde gidseltagerens ønsker. Men et eller andet sted kunne det vel også tydeligt ses at han ikke ville ofre nogen af dem, for så kunne han vel være ligeglad i det hele taget og slet ikke sætte en så stor efterforskning i gang for at finde Frost. Han lænede sig tilbage i stolen og så ud til at overveje noget, tavsheden varede i et stykke tid ”Hvornår er du klar til at tage af sted?” spurgte han efter et stykke tid.

Tag: Jessica
Word: 217
Outfit:
Clik
Clik
Note: N/A

[Jessica Whinfield]

Jess nikkede blot til hvad han sagde. Hun kunne tydeligt se, han bekymrede sig for Frost, og også for hende, men hun ville ikke påpege at han prøvede at skjule det. For en mand med så høj en position som hans, kunne den slags følelser får fatale konsekvenser for hele embedet. Hun smilede igen opmuntrende til ham og strøg en hånd over hans kind "tag du det helt roligt. Jeg er altså i stand til at passe på mig selv. Ellers ville jeg jo ikke være kommet tilbage fra de andre missioner du har sendt mig på vel?" Hendes smil voksede en smule, idet hun tog hånden til sig, men hun holdte øjenkontakten, uden at vige.
Da han spurgte hvornår hun kunne tage afsted, så hun lidt tænksom ud "når du ønsker at jeg skal tage afsted. Jeg skal dog nok lige have pakket lidt tøj, men ellers kunne jeg tage afsted med det samme?"

[Michael Ruzo Prince]

Ja han bekymrede sig for dem, men det var ikke fordi han frygtede deres død som sådan, eller at han vil savne dem på den måde. Han kunne skam godt undvære dem følelsesmæssigt, men det var mere deres position han ikke kunne undvære. Jessica var ham en god lakaj, hun adlød uden at stille for mange spørgsmål og var på mange måder effektiv, Frost kunne bruge munden på rigtig mange måder og han var enorm nyttig på den anden side af grænsen, så han ville ikke miste nogen af dem. Hans blik blev vendt mod hende idet hun strøg hans kind og han så på hende med lettere sammenknebene øjne og hvori det intense blik lå. ”Jeg stoler på dig Jessica, skuf mig nu ikke” sagde han med en lav stemme som hun næppe ville få problemer med at opfatte med den skarpe hørelse hun besad. Han lod hende tænke over svaret mens han lænede sig tilbage i stolen og betragtede hende med hovedet en anelse på skrå ”Med det samme er nok lidt for hurtigt, og mistænkeligt, i morgen tidligt vil der være nogle papirer klar til dig så sagen bliver mere officiel, der vil nok stå noget i retningen af ´På mission for at tjekke op på om vampyrerne overholder de vedtaget love´ den skal du bare vise ved grænsen og så er du officielt tilstede. Du vil desuden få nøgle til bolig og bil” han tav og rejste sig op. stillede sig bag den stol han lige havde siddet i og lagde hænderne på ryglænede ”Jeg gentager mig selv nu når jeg minder dig om det her: Være diskret! Intet postyr, diskutere ikke missionen med nogen indtil du får andet ordre, føler du dig i fare vender du om. Hvis du brækker noget eller kommer til skade skal jeg personligt komme hive dig ved øret” sagde han, det sidste for at understrege hvor alvorligt han mente det selvom det nok lød mere sjov end alvor.

Tag: Jessica
Word: 217
Outfit:
Clik
Clik
Note: N/A

[Jessica Whinfield]

Jess sagde ikke noget mens Michael snakkede, men da han var færdig, rejste hun sig op og gik over foran ham "jeg kunne aldrig finde på at skuffe dig, det ved du. Jeg ved godt, at jeg ikke skal diskutere sagen med nogen, men englene virker også samtidig desperat, efter at finde ud af, hvad der er sket med Frost, så de vil nok komme og stille spørgsmål". Hun stillede sig næsten helt op ad ham, mest for at vise, hun altså var til at stole på "du ser altså ret stresset ud. Du burde tage hjem og få noget hvile. Ingen har godt af, at køre sig selv så hårdt som du gør. Du trænger til at forkæle dig selv lidt også". Hun smilede opmuntrende, men samtidig også venligt til ham. Hun trådte et skridt tilbage, idet han igen begyndte at tale, og nu så hun direkte fornærmet ud "hvor stor er chancen for, et menneske kan brække nogle af mine knogler? Og som jeg sagde lige før, og jeg gentager gerne mig selv: Jeg er altså i stand til at passe på mig selv. Du behøver ikke bekymre dig så meget om mig. Desuden bliver jeg jo nødt til at komme tilbage, ellers har du jo ikke længere noget at kigge på". Det sidste var sagt lidt drillende, men hun havde godt bemærket, nogle af de blikke han sendte hende, ikke just var plantet på hendes ryg eller ansigt. Ikke at hun tog sig af dette, hun tog det mere som en kompliment, men hun kunne nu alligevel godt få lidt sjov ud af det oveni.

[Michael Ruzo Prince]

Da hun rejste sig op fulgte han hende med blikket. Han flyttede sig så han ikke længere stod lænede op ad ryglænede og stod blot roligt og så på hende idet hun stillede sig helt tæt på ham, så tæt at han kunne dufte hende selvom han knap trak vejret. ”Jessica, du er for godhjertet” sagde han i nærmest en opgivende tone ”Som jeg sagde holder vi missionen for os selv, jeg vil sende dig besked når jeg får snakket med englene… og dog” han blev eftertænksom og fjern i blikket ”Jeg gør det i aften, så de ved at du kommer og så de ved hvad du har i sinde at gøre” han tav på ny og så roligt på hende, var enormt bevidst om hendes nærværelse og hvor tæt på hun stod. Hvor længe siden var det han var vågnede, i 85 dvs. 26 år, i løbet af den tid havde han forført mange kvinder, men aldrig rørt rigtigt en af dem på den måde hvorpå en mand rørte en kvinde. 26 år uden den slags intimitet, samt alle de år han havde været under jorden var en del, og han var faktisk en af de få af sine slags som endnu ikke havde taget det skridt.. hvorfor? Ja det vidste han ikke helt selv. Da hun sagde at han burde hvile sig sukkede han ”Sjovt nok er det noget jeg høre rimelig tit efterhånden, ser jeg virkelig så hærget ud” sagde han og lod hånden ubevidst glide gennem håret. Bevægelsen var elegant og ikke det mindste drengede selvom det let kunne være blevet opfattet sådan. Da hun trådte tilbage og sendte ham det fornærmede blik smilede han med et skævt og muntert smil, hendes fornærmede udtryk var sødt. Ved hendes drillende tone og kommentaren hun lige smed indover sendte han hende et lystigt blik hvilket faktisk slet ikke skete så tit, for slet ikke at sige at det aldrig skete. Michael var for det meste ret professionel overfor sine medarbejdere men ja, en helgen var han ikke. ”Hvis det er hvad der kan få dig til at komme tilbage så siger vi det” svarede han drillende, han greb dog i en pludselig og ret hurtig bevægelse selv for en vampyr, fat om hendes håndled og trak hende helt tæt på sig ”Hold mig orienteret” sagde han med en hviskende tone og et roligt smil over læberne. Han slap hende dog ikke.

Tag: Jessica

Word: 404
Outfit:
Clik
Clik
Note: N/A

[Jessica Whinfield]

Jess hævede et bryn over, han mente, hun var for godhjertet. Det var ikke just sådan, hun ville betegne sig selv, for uanset hvad så var hun vampyr. Hun levede af mennesker og dræbte dem derfor også, hvilket i hendes hoved ikke passede sammen med det at være godhjertet. Hun smilede dog ad ham, og nikkede blot til hvad han sagde omkring, det at give englene besked.
Ved hans næste ord, kunne hun ikke lade være med at smile en smule mere "du ved jo godt, jeg godt kan lide at blive beundret, så det i sig selv ville være grund nok til at komme helskindet tilbage".
Da han dog to fat i hendes håndled, nåede hun ikke rigtigt at opfatte, hvad der skete, før hun igen stod helt op ad ham. Da han hviskede hende i øret, kunne hun ikke lade være med at skælve, men det var bestemt ikke på nogen dårlig måde. Tværtimod nød hun det faktisk, omend hun ikke helt kunne beskrive hvorfor hun nød det, men det gjorde hun nu engang. Hun nikkede dog til hans ord "bare rolig. Det skal jeg nok". Hendes stemme var lige så lav en hvisken som hans, og selvom han ikke slap, gjorde hun ingen tegn til, hun ville fri.
Efter de havde stået sådan et stykke tid, så hun ham dog alligevel i øjnene "og hvad havde du så forestillet dig, dit næste træk skulle være, nu hvor du har fanget mig?" Hendes stemme var stadig en hvisken, men der var noget udfordrende i den, og hun havde egentlig godt på fornemmelsen, hvor det her førte hen. Hun havde dog ingen intentioner om at stoppe det, for hun følte sig egentlig parat til, hvad han end ville gøre.

[Michael Ruzo Prince]

Godhjertet ja. Af en vampyr at være i hvert fald. Det var ikke fordi hun var blid eller noget, det var ikke sådan ment. Men endelig gad han ikke forklar sig og derfor lod han som ingenting selvom hun hævede brynet. Hun levede jo af mennesker hvilket han godt vidste, men han havde heller ikke påpeget at hun var uskyldig så selv det havde intet med sagen at gøre. ”Tror du da at jeg ikke vil kigge langt efter dig hvis du får en skræmme?” spurgte han med et let hævede bryn dog med et drillende udtryk i de klare intense blå øjne der på sin vis blev lokkende mere end drillende. Han bemærkede hvordan hun skælvede ved hans ord og han måtte indrømme at han nød den reaktion, ikke at det kunne ses på ham for end ikke et smil hvilede på hans smalle læber. Hun trak sig ikke væk, og hun vristede ikke hånden fri af hans greb som var fast, men ikke hård. Han blev dog stående helt rolig og kort tid efter mødtes deres blikke på ny. Hendes ord bragte det karakteristiske skæve dog charmerende smil frem over hans læber hans øjne blev knippet en anelse sammen og det ene bryn skød kort i vejret ”Det finder du ud af” svarede han ganske rolig, og fortsat i den gyselig hviskende stemme fra før. Hans hånd gav slip på hendes håndleden og dog ikke helt slip. Den gled op langs hendes arm mod hendes skulder og hals. Hans blik hvilede i hendes idet han lod den ene hånd glide rundt om livet på hende hvorefter han trak hende tættere på sig. Hans hoved gled på skrå og blikket gled kort ned til hendes læber, hånden strøg fra hendes skulder hen over hendes hals hvor den standsede der, kærtegnede blidt halsen inden den blev fjernet derfra for så at lade læberne overtage håndens plads. Hans læber knap strejfede hendes hud så overfladiske var disse kys han plantede på hendes hals. Hans hånd der hvilede rundt om hendes liv trak hende en anelse tættere på men kun lidt, han var utrolig bevidst om en reaktion, både hvis hun skulle afvise ham eller give tegn på at hun nød det.

Tag: Jessica
Word: 370
Outfit:
Clik
Clik
Note: N/A

[Jessica Whinfield]

Jess havde egentlig ikke forventet et svar på, hun ikke var godhjertet, for hun vidste, Michaels meninger ikke sådan lige var til at ændre.
Ved hans ord hævede hun kort et bryn, men smilede derefter "åh ja, jeg havde helt glemt, jeg ikke får ar, så på den anden side ville du heller ikke vide, om jeg var kommet til skade, hvis jeg ikke fortalte det". Hun smilede drillende, mens hun fortsat betragtede ham.
Da han begyndte at nusse hende, var hendes første tanke at skubbe ham væk, men samtidig ville hun ikke have, han skulle stoppe, for hun nød det.
Da han begyndte på sine kys, forlod et suk hendes læber, og hun gik ud fra, det var tydeligt, hun ville have ham til at fortsætte.
Hun lagde armene om ham og begyndte at nappe ham i øreflippen, samtidig med hun gjorde plads til hans kys, ved at lægge hovedet ud til siden, så hun strakte halsen.