Make Yourself at Home. [Frost]

[Frost]

Frost bed tænderne sammen i smerte. Han trak vejret stødende og rykkede sig rastløst, den lille smule han kunne.
"Okay. Hvis det er det du vil ha... Vores leder er en vampyr ved navn Jessica."
Hans stemme var igen lav, om end den var påvirket af smerterne. Det var ikke til at sige om det var sandt eller ej.

OCC: jeg kan altså ikke huske hendes fulde navn og kan ikke lige hurtigt tjekke på mobilen. Men han giver Chloe Jessicas fulde navn:-)

[Chloe Teeru Jones]

"Det hjælper ikke at lyve for mig.."[/color] Denne gang kørte kataren rundt lige ved buksekanten. Det var tydeligt præcist hvad Chloe ville slå til imod næste gang. Chloe havde ingen anelse om hvad han sagde var sandt eller ej, men dette var en uhyre nem måde at få de fleste psyker til at knække. Et to pronget angreb. "Ni nærmer dit værste mareridt sig. Jeg ville udtale sandheden, om ikke andet for at undgå yderligere smerte og maltraktioner!"[/color]

[Frost]

"Det er sandheden." Han holdte stædigt fast i hvad han havde givet hende af informationer. Han måtte stole på at hun havde spurgt fordi at hun ganske enkelt ikke havde de oplysninger, og at det derfor var bedre at holde fast i illusionen end at gå til bekendelse og opgive et nyt navn.
Han åbnede op for mental påvirkning. Hvorfor havde han ikke gjord det fra starten af? Ikke meget, for han tvivlede på at det ville virke med fuld kraft. Han forsøgte ikke at få hende til at slippe ham fri eller skifte mening omkring vampyrene. Hans mål var at få hende til at tro på at han ikke fik noget ud af at lyve om deres leder Jessica.

[Chloe Teeru Jones]

Igen skiftede Chloe's humør. Det virkede som om der var to sider af tøsen. "Godt.. Så vil jeg lade dig være for nu. Det føles som om der er noget galt med mit hovede. Skal nok sørge for at have noget at spise med hjem til dig. Noget specielt du vil foretrække?"[/color] Det var et sødt smil der løb henover Chloe's læber.

[Frost]

Frost trak lettet vejret. Det var lykkedes ham at trænge igennem til hende. Nu vidste han at det var muligt. Om ik andet til han blev for svag på grund af blodmangel eller omtåget af smerter.
Han kneb øjnene sammen da han svarede. "Jeg foretrækker B-blod, hvis det er muligt." Hans stemme var selvsikker og skarp. Han hentydede til blodtypen, hvilket skam var rigtig nok.

[Chloe Teeru Jones]

Chloe trak på skuldrene. "Jeg kan af gode grunde ikke skade andre mennesker. Om ikke andet må du få noget af mit. Du er trods alt mere værdifuld for mig end en anelse af mit blod. Desuden har jeg nogle kugler der skal testes. De har modhager. Når jeres kroppe spytter dem ud sætter de sig imod og åbner for deres indmad. Vievand.. De skal nok blive effektive når hende.. Jessica ankommer"[/color] Med de ord tog Chloe et par skridt over mod døren. "På gensyn, Frost.."[/color] Døren blev åbnet på klem, Chloe sneg sig ud - og derefter blev Frost efterladt i mørket.

[Jessica Whinfield]

Jess kom gående nede ved havnen. Hun havde efterhånden fundet de huse Chloe havde snakket om, og hun var ikke tvivl om, at dette var stedet, for her lugtede langt væk af Frost. Hun kunne bare ikke helt bedømme hvor lugten præcist kom fra, hvilket var grunden til, hun begyndte at kalde på ham og banke på de forskellige døre, for at han skulle give lyd fra sig "Frost!! Froooost! FROST!!!! Hov... ups". Ved den 6. dør var hun kommet til at slå så hårdt, at hun havde banket døren af hængslerne, og der hang Frost så. Han så meget svag ud, og det var tydeligt, han var blevet torteret. Hun gik ind og satte døren nogenlunde på plads igen, mest for at beskytte Frost mod den synkende sol. Hun havde stadig sit outfit på fra mødet med Chloe, så det var smurt ind i størknet blod. Over skulderen hang noget stort og pelset, og da hun smed det på gulvet kunne man se det var en hjort. Hovedet sad omvendt, hvilket gav et meget tydeligt tegn på, at dyret havde brækket nakken "du må meget undskylde, men det er lige hvad du må nøjes med, til vi får fundet Cheryl. Jeg har ikke lyst til at dræbe mennesker i denne by, men bare rolig. Dyret er stadig varmt". Hun smilede opmuntrende, men afventede samtidig en eller anden form for reaktion fra Frosts side af.

[Cheryl de Sable]

Cheryl pløjede sig ned igennem de let opfyldte gader. Folk gloede efter hende og smed om sig med italienske eder - som hun desværre genkendte. Men hun var simpelthen ligeglad. Hun havde for travlt. Hun var simpelthen blevet helt panisk da hun opdagede at Frost var forsvundet fra hans møde. Og den smerte han dog havde følt! Hun havde fået det absolut forfærdeligt!
Hun havde forladt huset lynhurtigt. Så hurtigt at hun ikke engang havde fået sine solbriller med. Ikke karakteristisk for Cheryl. Hendes trenchcoat var kun halvt knappet, så den bølgede bag hende når hun tumlede frem igennem menneskemængderne.
Selvom hun kunne mærke hvor han var - og hvor dog hun kunne mærke ham lige nu - så var han stadig et stykke væk. Men hun satte ikke farten ned. Det kunne hun ikke. Tænk hvad hun dog gjorde for den tossede og selvtilfredse vampyr!
Hun kunne lugte havet. Det var en velkendt duft, men alligevel så langt fra den duft der altid havde fulgt hende ved hendes barndomshjem. Vandet var renere og mere strand-agtigt i Le Havre.

// Føl jer endeligt ikke utilpas fordi mennesket er her XD

[Frost]

Frost lænede hovedet tilbage og støttede det mod hvad han var lænket imod. Han så hende forsvinde ud af døren og efterlod ham med sine tanker. Det var næsten det værste af det hele. At vente på noget ukendt uden at kunne gøre andet end et uendeligt tankespind af mulige scenarier af hvilke metoder hun ville bruge, når hun kom tilbage. Og hvornår hun ville komme tilbage. Han kunne risikere at være lænket fast længe. Flere dage hvis det var. Det kunne være en anden metode at nedbryde ham på.

Tiden gik langsomt og han havde mistet enhver form for tidsfornemmelse. Hans krop, og især arme og ben, føltes underlig følelsesløse, samtidig med tunge og stive. Sulten gnavede, og selv om det ikke var kritisk kunne han godt mærke at han var svag. Sårene sved stadig, selv om det var mindre intenst nu.

Han løftede hovedet og lyttede intenst. Der var en der ledte efter ham og han genkendte hurtigt Jessicas stemme. Han kaldte på hende så højt han kunne i håb om at hun ville høre ham.
Han begyndte igen at hive og slide i hvad der holdte ham fanget og i forsøget gav en af de øverste sig og sprang ud fra væggen.

Han stoppede da hun fandt ham. Hendes tøj afslørede kamp og lugten afslørede hurtigt med hvem. "Siden du er her og ikke hende, kan jeg forstå at hun ikke kommer foreløbig." Hans stemme var overraskende nøgtern. Mere end sædvanlig, men det var til at høre at han var rystet og på anden måde påvirket af situationen.
Han sendte hende et bebrejdende blik. Han havde været lænket fast her, mens hun havde været ude at jage. Men han kunne godt forstå tanken bag. Han havde brug for blod, for at genvinde styrken og heale sårene. Han nikkede anderkendende. "Det kan jeg se."
Han så mod døren, da han hørte en anden genkendelig lyd. "Cheryl er her. informerede han hende og ventede at se Cheryl komme igennem døren i løbet af meget kort tid.

[Jessica Whinfield]

Jess smilede kort over hans svar, i håb om at det var nok. Hun var efterhånden temmelig udmattet, af både at kæmpe, men også af at have rendt rundt om dagen i så mange dage i træk, uden overhovedet at have tid til at spise.
Hun opdagede, han allerede havde fået vristet den ene kæde fri, men hun rev den alligevel over, så hans håndled var fri. Derefter rev hun den anden over, og til sidst fandt hun en lille kniv frem, så hun kunne skære de reb over der holdt hans ben. Da han var helt fri, stod hun dog parat til at gribe ham, i tilfælde af han ikke var stærk nok til at holde sig selv oprejst.
Hun så lidt fortørnet ud over hans bebrejdende blik, og åbnede igen munden "jeg dræber altså ikke mennesker i Rom. Mest fordi jeg fik besked på at være diskret, men også fordi jeg har på fornemmelsen det ikke just ville styrke båndet mellem os og englene".
Hun smilede ved tanken om, at han ikke behøvede at tømme dyret, da Cheryl vidst var lige om hjørnet. Hun ville ikke selv have lyst til det, men hun vidste selvfølgelig heller ikke, hvor længe Frost havde været under tortur, så det var også kun ment som en nødløsning.

[Cheryl de Sable]

Selvom hun kunne mærke Frost, var det alligevel en smule svært at finde den helt rigtige dør. Der var så mange, og hun var ikke så lidt forvirret og træt. Lige meget hvad, så var hun kun et menneske med begrænset energi. Det ville Frost kunne forstå.
Hun endte alligevel med at vakle ind af den rigtige dør, inden hun bukkede sig fremover for at få vejret. Hendes lunger gik som en blæsebælg i et par sekunder, indtil hun rejste sig op og så sig omkring. Hun fik med det samme øje på Frost. Hun så først Jess et par sekunder efter.
Hun havde mest lyst til at kaste sig i armene på Frost og aldrig slippe ham igen, men det gjorde hun ikke. Især ikke når andre var her. Men hun havde været meget tæt på at gøre det.
Tårerne løb ned af hendes kinder ganske få sekunder efter, selvom hun desperat prøvede at stoppe dem. Det var ikke passende at græde lige nu!
Hun trådte langsomt hen til ham, på nogle underlige, stive ben. Hun satte sig ved siden af ham på gulvet og lagde sin kind på hans skulder. Både for at blotte sin hals for ham, og få en eller anden form for tryghedsfølelse.
Hun trak stadig vejret hurtigt, men holdte øje med Jessica. Hun var ikke særlig vild med at folk kiggede på, imens hun blev bidt. Hun viste godt at Frost var... sulten. Hun kunne tydeligt mærke det. Hun burde vel have vænnet sig til alt det bideri efter tre år, men det havde hun altså ikke helt. Hun tog sig endelig tid til at hilse: "Jessica. Tak fordi du holdte øje med ham for mig." Hun anstrengte sig for ikke at skære ansigt. Men så var hun også færdig med Jessica.
"Frost, jeg har været så bekymret!" skældte hun ud. Hun havde på fornemmelsen at han var lidt for træt til at sige hende imod. "Jeg troede du havde det helt okay - men så... BUUUM! Jeg var ved at dø af skræk! Og så var jeg jo heldigvis med dig, så jeg var ikke helt ovre i Paris, for det ville have været skrækkeligt! Og så...." Hun begyndte at hælde ord ud som et vandfald, og tænkte slet ikke på om Frost var alt for træt til at skulle høre på hende. Hun følte sig bare en smule mere tryg - følte at det var mere normalt - når hun talte løs på den måde.

[Frost]

Frost lænede sig op af væggen, mens hun skar ham fri, for at holde tyngdekraften tilbage, så han ikke røg forover, når det var hans egen krop og ikke rebene der skulle holde ham. Det var ikke fordi han faldt sammen som en klud, men hans krop var slap og øm efter at have været tilbageholdt så længe, og han havde behov for støtte, for at undgå at glide sammen på gulvet.
"Få hende ud." nåede han lige at mumle, inden Cheryl kom buldrende ind, som det klodsede menneske hun nu engang var.

Han kunne høre hendes hjerte hamrede som en kanin og lysten, nej trængen, til hendes blod. Hvis han havde været en smule farveløs før, var det intet i forhold da det ikke længere var båndene han sloges mod, men sin egen trang til at tømme hende for blod. Hun havde behov for meget. Mere end hun kunne tåle af give ham og han var ligeglad. hun var kun et menneske. Hvis han ville kunne han nemt skille sig af med hendes krop og finde en anden, der villigt ville lægge krop til.

Hans krop var stiv og hans hoved var vendt væk fra hende, og blikket stirrede tomt på en plet på gulvet, da hun søgte hans nærvær. Han vidste at han havde ansvaret for hendes sikkerhed. Og han ville aldrig lade der ske hende noget. Ikke i går eller imorgen. Men nu... 'Nu' var noget helt andet.
Han var ikke sikker på om han skælvede svagt, eller om det kun føltes sådan. Men det var en kraftanstrengelse at se Cheryl dybt i øjnene og åbne munden for at sige noget til hende, og ikke bide hende til han var tilfreds. "Cheryl.. Gå ud og få bilen herhen."
Han gik ud fra at mindst en af dem havde tænkt på en vej væk.. som ikke indebar at de skulle gå væk.

[Jessica Whinfield]

Jess så til, mens Cheryl nærmest kastede sig i armene på Frost. Hun måtte selv vende ryggen til, for lige nu følte hun sig præcis så svag som Frost så ud. Det endte da også med, at da hun kort gik ud i solen, for at stille sig over i den anden side - parat til at hive Frost væk, hvis han skulle miste selvkontrollen - begyndte hun at ryge let, og det var tydeligt, hun selv måtte se at finde noget mad. Hun havde trods alt rendt rundt i Rom i høj solskin i omtrent en 4-5 dage i træk nu. Det kunne umuligt være sundt for nogen som helst vampyr.
Hun fastholdte blikket på Frost, for ikke at blive draget af lugten af Cheryls blod. Hun ønskede trods alt ikke, den unge pige skulle dø så tidligt. Hun var sød, kærlig og bekymret for Frost. Dette gav dog Jess en stikkende fornemmelse i maven, for lige nu ønskede hun rent faktisk kun at fortælle ham, hvor meget hun egentlig havde bekymret sig for Frost. Dette kunne hun dog ikke tillade sig med den position, hun havde, for det ville virke som om, der var et eller andet mellem dem, hvilket der slet ikke var, men hun holdte stadig af Frost som en ven og aldeles god kollega.
Da Cheryl henvendte sig til Jess, nikkede hun blot, stadig uden at se på pigen, hvilket nok var en del uhøfligt, men hun mønstrede trods alt, alt hvad der hed selvkontrol lige nu, for ikke at gå i flæsket på Cheryl.
Da Frost dog sagde, Cheryl skulle hente bilen, smilede Jess lettet "du kan være ganske rolig Cheryl. Jeg skal nok passe på ham".

[Nemo Langdon]

Okay, så den dumme tøs kunne faktisk bruges til nogen ting. Hvor lidt lyst Nemo så end havde til at indrømme det, så var Cheryl dumme bånd til Frost ret nyttigt, når det kom til at skulle spore manden. Den latterlige tøs forstod sig jo slet ikke på at bevæge sig rundt uset, så det havde været let for den unge vampyrdreng at finde hende i Rom og følge efter i det skjulte.
Rygtet om Frosts forsvinden havde hurtigt spredt sig i Frankrig, det var jo en overraskende drejning i det hele, og folk overhørte ting og sager. Da Nemo havde hørt det, var han gået fuldstændig i panik og var taget mod Italien. Det gode ved at være hybrid var at han ikke skilte sig voldsomt ud fra menneskene, og han behøvede ikke drikke blod for at overleve, så han havde faktisk haft det fint i Rom, men han vidste trodsalt at det nok stod anderledes til for Frost, og derfor var han i øjeblikket i gang med at lokke en tilfældig kvinde ind i bygningen, som den dumme tøs - Cheryl - var løbet ind i. "Jeg tror, Rollo rendte herind...kan du se ham?" han spejdede rundt, det samme gjorde pigen. Tsk, dumme tøs. Da hun vendte ryggen til ham, tog han fat om hendes hoved og brækkede hendes hals. Det var det gode ved at have brødre som Hiroto, der kunne lære en den slags smarte tricks! På den her måde slap han for at spilde blodet. Han var dog ikke stærk nok til at bære hende, så han tog fat i den døde kvindes ben og slæbte hende i stedet gennem bygningen og mod stedet Frost var - de to tøser ragede ham en høstblomst.
"Froooost!" kaldte han storsmilende, da han opfangede vampyrens lugt og nåede rummet, de var i. Han så kort fra kæderne og til den smadrede vampyr. "Jeg tog mad med!" han opdagede så det døde dyr på gulvet og skar en tydelig grimasse. "Sig ikke de tvang det i dig?!" han slæbte den døde kvinde helt ind og dumpede hende foran vampyren. "Hun burde stadig være varm...jeg kunne altså ikke finde nogen frivillige i den her lorteby," muggede han og gav sig til at skule skiftevis til Jessica og Cheryl

[Cheryl de Sable]

Cheryl var ikke meget for at blive skubbet væk på den måde, men hun viste godt at det ville være meget... meget dumt at bede Frost om at drikke af hende når han havde brug for så meget. Blandet med prægningen ville det kræve en hel del kræfter fra Frost side for at undgå at tømme hende. Og det ville ikke være særlig fedt.
Hun rejste sig og børstede noget mere eller mindre imaginært støv af sin jakke som stadig sad skævt over hendes spinkle skuldre. Med en kraftanstrengelse fik hun den værdighed tilbage som hun et par øjeblikke havde mistet, og strøg noget blondt hår om bag øret. Hun undertrykte nogen høje bræklyde som hun havde lyst til at lave, efter hun havde set hvad ham den dumme hybrid havde slæbt med. Hun blødte jo ud på gulvet, så den jernagtige lugt gav hende hovedpine.
"Hvor er bilen... I så fald?" spurgte hun langsomt og tonløst. Hun havde en smule svært ved at undertrykke alle de følelser som bragede rundt i hende som en tornado. Lige meget hvad, så var hun kun et dumt menneske. Også i hovedet. Og hun havde ikke tænkt sig at blive vampyr på noget tidspunkt. I virkeligheden stank det ret meget. Men hvis hun bare kunne gøre et eller andet for at hjælpe, andet end at hente den forbandede bil? Hvorfor havde de enlig taget en bil med? De kunne alle sammen bevæge sig hurtigt og diskret rundt. Og så havde hun tilfældigvis ikke lige sin taske med - og dermed ikke sit kørekort. Men de skulle alligevel være ret uheldige for at rende ind i politiet lige nu...