Make Yourself at Home. [Frost]

[Chloe Teeru Jones]

Det eneste han engang ville vågne op til var mørke, sult og indelukkethed. Omkring håndleddene og hele vejen op til lige over albuen var han lænket fast med alt fra strips til håndjern. På fødderne gik den mystiske binding fra ankelen og hele vejen op til lige over knæet, så det blev umuligt for ham at bøje eller strække nogle led. Omkring hans hals var der noget der kunne minde om et halsbånd, der kun netop tillod at han kunne dreje hovedet. Dog var de lyde der mødte ham alt andet end ubehagelige. Det var en lav nynnen i en melodi der var venlig, indbydende og næsten bydende op til dans.

Præcist I det øjeblik blev en skydedør trukket til side og et solskind der var så lyst at det måtte skære i Frost's øjne væltede ind med en kraft der sikkert kunne vælte nogle mennesker omkuld. I døråbningen stod hun, helt anderledes end dagen forinden.Håret hang løst, let og halvt krøllet nedover hendes skuldre. Øjnene bar en anden glød af liv, gåpåmod og lyst. Under handskerne viste det sig at hun havde små lange halv tynde fingre med, hendes arbejde taget i betragtning, perfekte negle. Chloe bar en tætsiddende hvid T-shirt samt et par almindelige sorte joggingbukser med hvide striber. Omkring hendes håndled var der et par lyst pinke svedbånd. Skoene var løbesko direkte lavet til hendes statur så hun ikke ville få ondt i hverken ryg eller ledbånd hvis hun løb længere ture. Over skuldrene på tøsen hang et hvidt håndklæde, tydende på at hun var på vej i bad for at friske sig lidt op. I det hele taget virkede hun fuldstændigt normal og man ville næppe kunne se at Chloe skulle være den Witch Slayer der havde fanget Frost I går. I hendes venstre hånd holdt hun et rødt æble hvori der var taget et par enkelte bidder.
"Godmorgen Solstråle, har du sovet godt?"[/color] Tonen hvori hun snakkede var stadig offensiv, men ikke på samme måde intetsigende. I det hele taget virkede Chloe... menneskelig.

[Frost]

det første skridt var for frosts krop at frastøde fremmedobjektet der var skudt ind i hans brystkasse. Denne process var begyndt i samme øjeblik kuglen havde trængt igennem det yderste lag hud og lagt sig til hvile i hans lunge. Langsomt og sikkert blev kuglen skubbet samme vej tilbage som den var kommet ind, mens væv og organer begyndte at heale og styrke sig.

Dette kunne gøres selv om Frost dårlig nok havde været ved bevisthed. Skaden var så alvorlig og smertefuld at hans krop havde valgt at lukke ned for normale funktioner, for at kunne bruge ekstra energi på at lukke såret korrekt og spare ham for ubehaget.

Han var helt alene da han åbnede øjnene. Et kort øjeblik havde han troet at han var død og var i et forpint øjeblik blevet helt troende. Mørket havde også misledt ham til et flashback tilbage til kisten der havde været så træng at han ikke havde kunne røre sig. Ligesom her, og dog helt anderledes.
De rationelle tanker klarede hans hoved og han blev med et opmærksom på sin rigtige situation.
Han sled instinktivt i det der holdte hans arme låst fast til væggen. Og jo mere han sled forgæves, jo mere energi lagde han i det. For det var der det gik op for ham, at den der havde bragt ham i denne situation mente det alvorligt og havde taget sine forholdsregler.
"hallo? spurgte han ud i mørket, uden at forvente et svar igen. Havde der været nogle ville han havde opdaget dem. Men det foruroligede ham at der ikke var nogle. Var det meningen at han skulle sulte ihjel, gemt væk et sted han ikke anede hvor var?

Lyden af fodspor og en nynnen på den anden side opklare det mysterie for ham. Han kunne heller ikke få det til at give mening at nogen skulle risikere så meget, for derefter at lade ham være til han synende hen. Men hvem forstod sådan nogle typer?

Han lukkede øjnene helt sammen og drejede hovedet væk fra lyset. Han kunne mærke halsbåndet stramme. Af alle ydmygelserne var denne nok den værste. At blive pålagt et instrument menneskene brugte til deres hunde.

Frost så op. "hvem er du?" spurgte han med en gnaven knurren.

[Chloe Teeru Jones]

Chloe's smil var blødt, det var tydeligt at hun vidste hun havde overtaget. Alle forholdsregler var taget, Frost ville ikke slippe fri af egen hjælp. Det var så her det sjove ville begynde, nemlig at få Frost til at forstå at det Chloe gjorde var det rigtige for verdenen. Eller ihvertfald var det hvad hun ville forsøge i første omgang. Hvis ikke det lykkedes, kunne hun altid få information ud af ham på den hårdere måde.
"Hvis du har hørt om Baronessen ved du hvem jeg er. Ellers kan du kalde mig Chloe. Det var mig der crashede jeres lille møde den anden dag"[/color]

Chloe bevægede sig ind i mørket, men holdt døren åben således hun stod i lyset. Lænende sig bagud stod hun halvt op af væggen og halvt i det fri, således det så ud til at hendes højre halvdel var helt mørk og den venstre lyst op. "Du er blevet angrebet af en vampyr og sidder nu fanget som deres næste måltid."[/color] Udtalte Chloe meget roligt, næsten helt syngende. Chloe bevægede sig tættere på Frost for at lade en hånd køre blidt nedover hans kind, som hun så ind i hans øjne, næsten med et blik der havde ondt af ham. "Du er blevet efterladt i mørket, hjælpeløs. Der er ingen der ved hvor du er og selv om de vidste hvor, ville de ikke kunne hjælpe dig. Alle er magtesløse, indtil dit liv løber ud."
I det gjorde Chloe en underlig bevægelse som pustede hun en blomst's blade af.
"Det er hvad vampyrerne gør ved menneskene. Det er kun retfærdigt I føler jeres egen medicin. Dog er jeg barmhjertig. Fortæl mig hvad du ved, måske bliver jeg så I stand til at vise dig hvad vampyrerne ikke kan. Nåde.[/color]"

[Frost]

frost kolde blik forblev på hende mens hun snakked og han opfattede hvert et ord. Hans blege læber var lukket sammen og spændte.
Han træk vejret tungt og gav sig tid til at fordøje hvad hun havde sagt.
"jeg kender godt dit navn. Dit ry når langt ind i vampyrernes rækker... hans stemme var rolig, uden skyggen af usikkerhed, selv om han stod over for en mægtig fjende.
"dette senarie du omtalte lige før kender jeg ikke noget til, men såfremt det er sket for dig eller en af fine kære, vil jeg sørge for at finde de skyldige, så de får hvad de fortjener. Dine personlige hævntogter på vampyrene vil ikke længere være nødvendigt og du kan i stedet for få et ordentligt liv.
Dit syn på vampyrerne er mangelfuldt og sløret af had. Hvis du formåede at se ud over hvad du ønsker at på, ville du vide at man ikke kan dømme en hel race på enkelt individers handlinger."

[Chloe Teeru Jones]

"Det ligger i en igle's natur at snylte sig til deres bytte, som det ligger I en vampyr's natur at snylte sig til mennesket. Så lidt som englene er I stand til at stille op mod jeres patetiske race, betyder det alligevel noget at vores gud går imod jer, går imod jeres race. I er snyltere, nassere. Dertil kommer det at hvis jeres race først får lov til at sprede sig, kan hverken mennesket eller englene stille noget op. Derfor tager jeg fat I roden af problemet, før det får lov til at blomstre. Angående min situation og min fortid, er det intet du behøver at bekymre dig med. Min sjæl er solgt til helvede. Jeg håber blot på at sende vampyrerne i forvejen."[/color]
Chloe kiggede blidt på Frost, det var tydeligt hvad vampyrerne var. Monstre, djævle, dæmoner. Englene forsøgte at drive dem ud, derfor var vampyrerne onde. Derfor var det for Chloe moralsk iorden at jagte dem som de køtere de var. "Dette bliver sidste gang jeg spørger pænt. Fortæl mig hvad du ved. Hvem styrer vampyrernes fremskridt I Italien og hvor kan jeg finde denne person?"

[Frost]

Frost holdte endnu en gang en kort tænkepause inden han åbnede munden.
"jeg er faktisk lidt fascineret over hvad du vil gøre, såfremt jeg ikke svarer. På nuværende tidspunkt føler jeg ikke at du ville kunne håndtere sådan følsomme oplysninger korrekt."
Hans blik var årvågent, men hans krop forblev afslappet. Som det var nu gjorde han bedst i at spare på kræfterne og vinde tid.

[Chloe Teeru Jones]

"Jeg ved at din slags har det svært med kors og vievand. Noget jeg absolut har mere end nok af. Det kunne være jeg skulle introducere dig for Remorse. At håndtere de oplysninger du nu har indrømmet at have, bliver min hovedpine. Jeg vil dog foretrække at slippe for at såre dig. Det kan være jeg får brug for dig i fremtiden"
Chloe gik over i hjørnet af rummet hvor det viste sig hun havde et skab. Dette åbnede hun med et lidt nedtrykt blik, som hun gav sig til at rode for at finde noget der kunne få Frost til at tale til hende.

[Frost]

frost drejede hovedet for bedre at kunne følge hende med blikket.
"du tager fejl. Parasitter er en art der lever isoleret fra deres vært. Vampyrerne ønsker at leve i harmoni med de andre racer og det er mit job at sørge for at det sker. Det mål vil blive truet hvis du afholder mig her. Det ville være bedst for alle partere hvis du opgav dine planer og lod mig gå.

[Chloe Teeru Jones]

"Jeg nævnte aldrig ordet parasit, jeg kaldte jer snyltere. Noget som du umuligt kan benægte.."[/color] Der lød et lavt uhm fra Chloe, som hun løftede sin tommelfinger for at sutte på den. Remorse blad var skarpt og af en eller anden grund var klingen kommet til at vende forkert. Løftende kataren op med en rolig bevægelse, syntes Chloe's øjne at miste deres glød. De blev mere matte, døde, udspekulerede. Ligeledes mistede Chloe's stemme sin klang, det var helt som om hun var blevet en anden.
"...Men hvis du nægter at fortælle mig noget, kan jeg måske lære mere om vampyrernes anatomi når jeg skiller dig ad"[/color]

[Frost]

frost trak bevæbende på skuldrerne. "vampyrerne leve af menneskene på samme måde som menneskene lever af dyrene. Hvad er forskellen? Faktisk vil jeg personligt mene at vi lever i bedre sammenhørighed med dem, end menneskene lever med dyrene, ja hele planeten." hans stemme der før havde været så rolig steg i styrke. "Vi har været væk i næsten 2000 år og hvad er vi vågnet op til? Verdenskrige, dyrefabrikker, forurening af jorden, luften, verdenshavene og jeg kan blive ved. Alligevel har du den frækhed at anklage vampyrracen for at være snyltere..."
Det var sjældent at frost løftede stemmen eller slyngede så direkte anklager afsted. Men han var presset. Hun virkede ikke til at ville tage imod fornuft og han var ikke sikker på at hun ville give ham tiden til at se tingene som de var. Modsat ham havde hun hverken tiden eller tålmodigheden.
Han genvandt fatningen efter hans udbrud. Hvor afdæmpet det end havde været i andres øjne og i forhold til normale humørsvingninger, var det et ukontrolleret udbrud. Hans stemme var igen fattet og respektfuld da han talte igen."men nok om det. Vi arbejder alle hårdt på at finde en måde at leve i harmoni på en måde hvor alle 4 racer opnår fuld tilfredshed. Jeg tror at vi to ønsker det samme. Du kæmper for en bedre fremtid. Det samme gør jeg og jeg er sikker på at vi til kunne hjælpe hinanden, hvis vi lægger vores forskelligheder til side. Jeg mener ikke at vold og trusler er de rette midler."

[Chloe Teeru Jones]

Chloe gik langsomt over imod Frost, sættende kataren på hendes eget håndled og sørgende for at bladet sad korrekt, således hun ikke kom til at have flere dumme uheld fordi udløseren gik af uventet."Hvor det er rigtigt at menneskets natur ligger på linie med et virus, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med at vi kører verdenen i grus. Ligesom du ikke er klar over hvor dybt tilstedeværelsen af vampyrer påvirker balancen, ligeså lidt var mennesket klar over hvor meget deres teknologi påvirkede balancen." Chloe bevægede sig helt tæt på, så tæt at Frost næsten ville kunne bide hende i kinden hvis han lystede. "Problemet er at vampyrerne ligesom mennesket er ustabilt. Hvis vampyrerne var til at stole på, havde gode intentioner og ønskede en fredelig verden, var der ingen grund til at slås imod englene. Der vil altid være mordere, forbrydere, tyve og mere blandt jeres race, ligesom der vil i vores. Mennesket er svagt i forhold til vampyren, det er en kendsgerning. De evner I besidder kan de færreste af os hamle op med. Teknologi og intellekt er det eneste der gør mig I stand til at bekæmpe jer, så nogenlunde. Dog kræver det ikke meget af vampyrerne at samle en pistol op og udligne den forskel. Den fremtid du beskriver, vil være et hvor menneskene og englene bliver nødt til at underkaste sig vampyrerne. Enten vil vores fængsler vil blive omdannet til blodbanke, hvor vampyrerne 'lovligt' kan få deres 'fix', ellers vil mennesket være tvunget til at donere blod for samarbejdets skyld. Snyltere![/color] Det var tydeligt at Chloe var tæt på at køre sig selv op, men konstant blev ved med at køle nok ned til ikke at flippe ud og råbe af Frost. Vores arbejde indenfor lov og orden vil ophøre, da en vred vampyr intet problem vil have med at knække menneskets sikkerhedssystemer. Alle magtfulde positioner vil for mennesket forsvinde, vores tid vil forsvinde. Vi kan kun bruges til manuelt arbejde. Vampyrerne kommer til at styre, enten ved at påtage sig magten eller gennem den frygt de andre racer automatisk vil have. Frihed er retten til selv at vælge og så længe jeg er fri vælger jeg at kæmpe for hvad jeg tror på, ligesom du gør."[/color]
Chloe trak vejret dybt, før hun forklarede videre. "Vampyrerne slog min familie ihjel. Det at de fik ram på min far er ingen grund for mig til at bekæmpe jer dog. Den måde hvorpå han bekæmpede jer, gør at jeg kan forstå hvordan han var blevet et problem. Det at min mor, den blideste engel også skulle brændes ned, forstår jeg ikke. Vampyrerne slår uskyldige ihjel for at få ram på syndere, de ser gennem fingrene med hvilke midler der bliver brugt. På samme måde, ser jeg igennem med hvilke midler jeg bliver nødt til at bruge. Jeg brænder gerne jeres huse ned for både at fjerne jeres skyldige og uskyldige. For mig er det ikke længere et spørgsmål om kun at ramme de vampyrer der opfører sig som snyltere, det er at ramme jer alle sammen!" Med den sidste sætning spyttet i hovedet af Frost, lod Chloe sin katar ligge et overfladisk snit nedover Frost's kind. Vievandet lagde sig hurtigt i såret for at begynde at gøre ondt.

[Frost]

frost drejede hovedet væk fra hende da hun kom for tæt på. For ham var det en direkte overtrædelse af hans personlige rum og den afstand han foretrak at have imellem ham og andre mennesker.
Hendes lugt gjorde ham opmærksom på hvor sulten han faktisk var. Han kunne lugte hendes hud, de få dræber blod fra såret og endda hendes shampoo. Alt sammen blandede sig med lugten af hans eget blod, der var tørret ind i hans jakkesæt.
Det blod han havde mistet på grund af skuddet var ikke blevet erstattet og han havde ikke spist længe. Det var en omvæltning i forhold til de faste måltider han have været vant til så længe. Det var faktisk du meget behageligt, og beskyttet, liv han havde levet længe. Og hvor abstrakt krigen havde virket. Chloe havde bragt den helt tæt på.

Han trak instinktivt hovedet væk fra hende endnu engang, men kunne ikke undgå hendes våben. Hvis hun besluttede sig for at slå ham ihjel kunne han intet gøre for at forsvare sig.
Han udstødte et svagt udbrud, da vievandet blandede sig i hans sår. Det var et mindre hul, så det var irriterende mere end det var smertefuldt. Men det sved yderst ubehageligt og huden omkring området reagerede ved at blive varm og få en rødere nuance.
Han trak vejret tungt og så på hende med et næsten trodsigt blik.
"du er gal... Mit råd til dig er at søge hjælp... Hvis du stopper nu vil jeg lægge et godt ord ind for dig. Dine forældres tragiske bortgang har tydeligvis påvirket dig på en yderst uheldig måde... Hvis du ligger dine vrangforestillinger bag dig, vil jeg vise min gode vilje ved at stå ved mit ord, da jeg sagde at jeg ville finde dem der gjorde dine kære fortræd.

[Chloe Teeru Jones]

"Jeg bliver ved med at prikke og stikke, dybere og dybere, indtil jeg får det svar jeg vil have. Hvis jeg intet svar får, finder jeg så ud af præcist hvor meget en vampyr kan holde til, hvor hurtigt de healer og hvor meget blodtørsten påvirker jeres dømmekraft. Uanset hvad, vinder jeg. Det bliver dig der bestemmer hvilken sejr jeg kommer til at nyde" Chloe nød hvordan han trak sig væk fra hende, hvordan han følte sine grænser brudt. Det var meget simpelt, hvis den slags ubehageligheder sad hos vampyrerne også, kunne Chloe godt spille på frygt. Frost ville knække, han ville fortælle hende alt. Det var noget hun kunne dufte på ham. Det var blot et spørgsmål om at pine ham nok, så give ham muligheden for at få noget han tørstede efter...
Nå ja, hvis han var for besværlig at have med at gøre, kunne det jo godt blive lettere bare at skille sig af med ham og forsøge at finde svarene selv. Ihvertfald begyndte hans pladder om hvordan han syntes verdenen burde se ud at kede Chloe. Vampyrerne hørte ikke til der. Alene det var grund nok til at bestræbe sig på at fjerne dem.
- Denne gang løb kataren blidt nedover hans brystkasse for at åbne tøjet og skære i blot det yderste lag hud. Den måde hvorpå Chloe skar mindede om kirurgisk præcision.

[Frost]

"er du klar over hvor mange regler, for ikke at snakke om krigslove du bryder, ved dine handlinger?! Den fremtid du snakker om kan blive en frygtelig konsekvens af dine handlinger lige nu."
Han spændte hver en muskel i kroppen og forblev stille mens hun førte katanaen. Det var et nervepirrende øjeblik og han var ikke interesseret i at våbenet smuttede.
Smerten blev værre efterhånden som hun nåede fra brystkassen og ned over maven. Han flyttede uroligt på hovedet og hans blik flakkede fra hendes våben til hende.

[Chloe Teeru Jones]

Ved hans råberi 'kom Chloe til' at stikke ham en anelse dybere lige under hans ribben. Det mørke vampyrblod dryppede ned på hans bukser og senere ned på gulvet.
"Forkert svar."[/color] Lød det koldt, som Chloe gav sig til at svinge Remorse rundt på sin venstre pegefinger. Remorse udgav en underlig klirren som den skar igennem luften. Har det med at være klodset når folk ikke giver mig hvad jeg vil have" Chloe løftede derefter Remorse, holdende denne for halsen på Frost. "Dette er sidste chance for at snakke, udyr. Alt andet end hvad jeg vil høre vil have en konsekvens du umuligt kan være glad for"[/color]