Important meeting

[Michael Ruzo Prince]

❂ ❂ ❂ ❂ ❂

Klokken var hen imod 18 hvilket betød at han snart skulle mødes med englenes leder og hendes næsteleder. Han kendte begge, selvfølgelig gjorde han det. Ikke personligt, for det havde han ikke haft stor lejlighed til. Lederen havde i sin tid begravet ham levende i den tro at han muligvis ville være ændret når han en gang blev bragt til overfladen igen. om han havde ændrede sig vidste han ikke, det havde han nok, om det var til det bedre anede han ikke, men det ville han da mene hvis man spurgte ham. Han havde ikke dræbt særlig mange siden hans tilbagevenden, ikke hvis man så bort fra de 25 mennesker han tog livet af da han vågnede efter de mange hundrede år i dvale. Men der havde han jo knap haft kontrol over sig selv og derfor var det gået ud over nogle mennesker. Han fortrød ikke, en som ham havde næppe samvittighed til at kunne fortryde den slags, han var heller ikke ked af det men han kunne give enhver ret i at det var forkert handlet, men man bebrejdede vel heller ikke en sindssyg sine handlinger og da han var vågnet havde han nærmest været sindssyg.

Dagen havde været lang, men en vampyr havde heldigvis ikke samme behov for at slappe af som andre væsner og derfor kunne han nok klar endnu et par timers arbejde inden han måtte ud og få noget frisk luft selvom hans krop ikke havde behov for det. Hans sekretær og rådgiver havde i flere uger diskuteret med englene dette møde, og fordi det var ham fysisk umuligt at træde ind i Vatikanet, eller store dele af det var det blevet besluttet at det var englene der skulle komme, og desuden, havde det også været dem der havde ønskede dette møde. Ikke at Michael ikke havde, for det havde han skal, utrolig meget endda, men han havde godt kunne undvære det i nogle måneder endnu for blot at gøre nogle ting klar.

Hans bekendtskab til Englenes leder var kun fra dengang det havde lykkedes hende at skubbe ham ned i kisten, så han havde ikke set hende siden. Hans bekendtskab til hendes næsteleder var dog større, hende havde han mødt op til flere gange og diskuteret nogle ting med der relateret til arbejdet. Nu skulle han møde dem begge. Han kunne høre Frida snakke til dem udenfor og bede dem vente lidt. 10 sekunder før klokken slog 18 bad hun dem følge med ind på hans kontor. Han kunne høre alle tre komme hen imod hans kontor. Frida bankede på, ventede et sekund inden hun åbnede døren og annonceret at gæsterne var kommet.

Michael sad bag ved sit skrivebord med nogle papirer foran sig som hans blik var rettet mod. Med en enkel håndbevægelse gjorde han tegn til at hun skulle lade dem komme ind. Denne flyttede sig, lod dem gå ind og lukkede døren efter sig idet hun smuttet. Hans blik forlod papirerne og han rejste sig let og med en elegant bevægelse op. Hans intense blik øjne blev rettet mod de to kvinder. Hovedet hvilede en anelse på skrå og hele hans holdning virkede rank og aristokratisk, kongelig på sin egen måde. ”Det glæder mig at se Dem igen Atarah..” hans blik forlod lederen og gled hen over Bekah vis blik han fangede ”Og også Dem D´Angelo, hver så go at tage plads” fortsatte han få sekunder efter. hans stemme var lav, hviskende og fløjlsblød. Hans ene hånd gled ned i lommerne på sine stribede bukser, på overkroppen havde han en lyseturkis skjorte på og jakkesættets jakke havde han trukket af og lagde over stoleryggen.


❂ ❂ ❂ ❂ ❂

note:###
outfit:CLIK
tag:Atarah og Rebekah D´Angelo
credit:jacksome111@caution 2.0!
[/size]

[Atarah]

[/color] svarede hun. ”Det gør kun din gæstfrihed des større. Jeg ville ønske vores sidste møde var foregået i samme civiliserede stil.”[/ul]

[Rebekah D'Angelo]

Rebekah havde brugt hele dagen, på at betragte sin leder, Atarah. Lige fra da de var taget af sted tidligere på dagen, i toget, på vej hen til vampyrernes hovedkvarter og nu her. Som sædvanlig havde hun ikke kunne se noget som helst, der gav hende grund til at bekymre sig, og det undrede hende. Var der virkelig ikke noget, at frygte eller skjulte Atarah det bare for hende? Som sædvanlig vidste hun det aldrig. Og det forvirrede hende.

Lige siden at Atarah havde bedt hende om, at tage med hende, havde hun været bekymret. Bekymret over hvad der mon var galt, siden dette møde skulle holdes. Over hvad der kunne gå galt, inde i den fæstning, det helvede, som vampyrerne havde valgt at kalde deres hovedkvarter. Men hun havde valgt, at tage med hende, beskytte hende om nødvendigt. Alt ville hun gøre for sin leder, hvilket hun sikkert ikke havde nogen anelse om. Gå i døden for hende. Noget som hun havde en mistanke om, måske ville ske den dag. Man vidste aldrig med vampyrerne. De var.. ja, hun havde ikke rigtig nogle ord til at beskrive dem. Kun racens navn, som hun fandt ildevarslende og dårligt nok. Men hvis hun da ellers skulle finde andre ord, ja.. så skulle hun lede efter nogle meget grimmere, ord som hun meget sjældent brugte.

Gennem det næsten vampyrtomme hovedkvarter, var hun hele tiden to skridt bag Atarah. Længere turde hun ikke bevæge sig væk fra hende. Hun virkede så skrøbelig, i sin menneskeform. Faktisk kunne hun dårligt mindes, at hun nogensinde havde set hende i sin engleform, den som Rebekah selv, havde været i hele dagen. Selvfølgelig undtagen når der havde været mennesker til stede.

Med ynde bevægede hun ind på Michaels kontor, stadig to skridt bag Atarah. Kort betragtede hun ham, hans ydre. Smuk, utrolige smuk. Hendes hjerte skippede et halvt slag. Iklædt et jakkesæt, han kunne nemt gå for at være en menneskelig forretningsmand. Selv var hun også klædt i hendes ’forretningstøj’ og hendes lange, mørkebrune, næsten sorte hår, bølgede pænt ned af hendes ryg, hvor det sluttede ved lænden. Ved hans hilsen, mødte hun hans blik. Hendes fyldt med afsky, had og en skjult tiltrækkelse. ”Michael” hilste hun i et alt andet end venligt toneleje. Valgte ligesom Atarah, at blive stående.

clothes; Outfit tags; Atarah & Michael Ruzo Prince words; credits; myself. qoute by john f. kennedy notes; nope

[Michael Ruzo Prince]

❂ ❂ ❂ ❂ ❂

Ærligt havde Michael slet ikke været særlig spændt på mødet. Ikke sådan at han havde følt sig helt rastløs eller nervøs for det den slags følelser havde han ikke følt utrolig længe efterhånden. Han havde været spændt på at gense den person der i sin tid havde sendt ham i dvale, havde begravet ham levende, hvis han da kunne betegnes som levende. Han vidste og havde selvfølgelig ikke vidst med sikkerhed om der var tale om den selvsamme person, hans møde med hende for snart 2000 år siden havde været ret kort og desuden havde hun være i engleform hvilket betød at han muligvis ikke vil genkende hende. Han var dog rimelig sikker på at der var tale om samme person og det ville dette møde afslører.

Da de to kvinder var dukket op havde han kastet et blik hen over uret. Frost var ikke fulgt med dem ind hvilket bekymrede Michael, eller rettere satte spørgsmål i gang hos ham for han havde ellers gjort det tydeligt at han ønskede Frost i nærheden, han kendte disse to kvinder langt bedre end Michael selv gjorde og desuden var han en god diplomat så klart en fordel at have ved sin side. Lyden af deres hamrende hjerte, og blodet der fossede i deres årer var fortryllende især fordi det var så længe siden han havde hørt lyden, eller nok snare 12 timer siden for der havde ikke været nogen levende væsner i nærheden af hans kontor i al den tid og han selv havde ikke været ude. Lyden var rolig og regelmæssig i hvert fald indtil Rebekahs blik faldt på ham, deres blikke mødtes og hendes puls svag steg da hendes hjerte slog et ekstra slag over. Hans øjne blev kneppet en anelse sammen ved dette og et svagt smil fandt vej til hans læber. Han kommenteret det dog ikke, de to kvinder var trodsalt ikke komme for at diskutere Rebekahs hamrende hjerte.

Da ingen af kvinderne valgte at tage plads ved hans anmodning gled han selv ned at sidde. Han behøvede jo ikke blive stående blot fordi de gjorde og derfor satte han sig til rette. Atarah´s ord fik ham til at vende de intense gennemtrængende blå øjne mod hende. Hendes sidste ord gjorde det klart at det var den person han troede det var. endelig, omsider stod de igen overfor hinanden. Han hæftede sig ikke ved det første for faktisk ville han kun sige hende imod hvilket der ikke var en grund til når ordene var re så ligegyldige. Glæden var skam ret stor og han var glad for at se hende, ikke glad i den forstand som mennesker og engle forstod, men glad som i tilfreds. ”Ja havde det været mere civiliseret den gang, havde verden set ret så anderledes ud i dag. Desværre kan fortiden ikke ændres. Vi er her i dag for at rette op på datidens fejl, dog er der ting man ikke kan rette op på..” sagde han og lod resten af sætningen være usagt. Med dette mente han hendes øjne som han havde ødelagt den gang og som til evig tid var en påmindelse fra ham, om han så blev tilintetgjort eller ej.

Rebekahs engleform var fortryllende. Hun var smuk, guddommelig smuk, fortryllende og nok svær at få øjnene fra. Desværre var det ikke tilfældet for Michael, for selvom han måtte kneppe øjnene en anelse sammen når han så på hende grundet den skarpe lys hun udsendte så, så syntes han ikke at have besvær med at se bort igen. Hendes hilsen tilbage var utrolig kølig hvilket morede ham, morskaben var dog i mellemtiden skjult. Han vendte blikket bort fra hende igen og trykkede på en knap i det lille taleapparat på hans kontor ”Mademoiselle Mioniel, være venlig at finde Frost” sagde han og fik et svar der lød på at hun straks ville gøre det. Nogle minutter efter lød der en banken på døren og den blev åbnet. ”Vi kan ikke finde ham. Ingen ved helt hvor han er, den sidste der så ham var en tjener da Frost forlod sit hjem i Rom” lød Fridas ord. Michael så eftertænksom ud i få sekunder inden hans blik igen blev vendt mod Frida. Denne mødte hans blik og efter få sekunder i tavshed nikkede hun ”Skal ske” svarede hun forlod kontoret og lukket døren efter sig. Der var intet hokus pokus bag det lille optrin. Kvinden ´kendte ham efterhånden så godt at hun kunne tyde hans blik som havde sagt at de skulle lede igen og sætte en eftersøgning i gang hvis de ikke kunne finde ham.

Hans blik blev vendt mod gæsterne og et roligt udtryk lå over hans ansigt ”Kan jeg byde på noget.. kaffe? Te? Juice?” spurgte han i et venlig toneleje og et lille skævt smil over læberne. Han følte sig skam godt tilpas og havde ikke nogen problemer med at være alene om at diskutere. Han var en rimelig god diplomat og selvom disse to kvinder muligvis ikke troede der vil komme særlig meget ud af dette møde to de fejl. Han havde skam haft lyst til at se sin modstander an, men han havde ikke i sinde at græde over spildt mælk og hænge ved fortiden.

❂ ❂ ❂ ❂ ❂

note:###
outfit:CLIK
tag:Atarah og Rebekah D´Angelo
word:968
credit:jacksome111@caution 2.0!

[/size]
[/blockquote]

[Atarah]

[/color] startede hun køligt. Det kunne pludselig anes i hendes ansigt, hvordan situationen smertede hende. ”Jeg gav dig en chance til.” hun trak vejret i lange dybe åndedrag. ”Det er ikke mig, som ikke ser, Michael. Magten har blindet dig for længe siden.”

Hun gik hen og satte sig på stolen, som tidligere var blevet præsenteret for hende på den anden side af Michaels skrivebord. ”Svar mig på et enkelt spørgsmål. Gør du hvad der er bedst for vampyrerne?
[/ul]

[Rebekah D'Angelo]

Rebekah stod tavs og betragtede dem og deres lille samtale. Havde Atarah og Michael en fortid sammen? Det tydede deres samtale på. Ikke at det ville overraske hende, hvis de havde. Begge var nok de ældste af deres race. I hvert fald på jorden. Selv kendte hun ikke nogen af deres aldre, men hun vidste at de var gamle. Sikkert fra før Kristi fødsel.

Uden en lyd fulgte hun Atarah og satte sig på stolen ved siden af hende. Med et lettere uinteresseret blik, så hun hen på Michael. Atarahs spørgsmål, ændrede dog på det. Gjorde han virkelig det bedste for vampyrerne? Selv ville hun jo svare nej, af åbenlyse grunde. Men for hende virkede det bare ikke sådan, men hun var jo også engel. Som vampyr gjorde han nok det bedste for dem.

Med et nu interesseret blik i sine øjne så hun på Michael, afventede hans svar.

clothes; Outfit tags; Atarah & Michael Ruzo Prince words; credits; myself. qoute by john f. kennedy notes; nope

[Michael Ruzo Prince]

❂ ❂ ❂ ❂ ❂
Begge kvinder valgte i sidste ende at sætte sig ned og han fulgte dem rolige med øjnene idet de gjorde det, først Atarah derefter Rebekah. Hans blik blev dog vendt mod førstnævnte og hovedet gled igen på skrå idet hun svarede. Med et skævt smil, uden spor mange følelser prydede hans læber, til trods for tomheden i smilet så var det ikke desto mindre et elegant og flot smil. Det var hun mere køligheden i hendes stemme der bragte det tomme smil frem. at hun skulle beskylde ham for at være magtsyg var nu ret morsomt men endelig reagerede det ham end høstak hvad hun mente om ham, det var ikke ham de var kommet for at diskutere selvom han ville forstå hvis de gjorde. Han var jo et emne der var værd at diskutere. ”Ja det gav mig en chance til, men mon det nu var klogt” svarede han med et drillende udtryk i øjnene. Han morede sig gevaldigt over dette selvom begge kvinder var alvorlig, han ville blive ved med at være så munter og drillende indtil de drejede emnet ind på det de var kommet for at snakke om. ”Jeg har ikke påstået at du er blind Atarah, for jeg er overbevist om at du ser langt mere end seende folk gør.” han besvarede ikke sidste del af det hun havde sagt, der var intet at sige til det. magtsyg eller ej, det gjorde ingen forskel, hverken for hende eller andre.

Han bemærkede hvordan hendes næste spørgsmål fik vakt Rebekahs interesse, hans blik forlod kort Aratah og gled hen over Rebekah, hans blik fangede hendes i nogle sekunder hvor han blot tavst så på hende inden han vendte blikket atter mod Atarah. ”Jeg er ikke forpligtet til at svar dig på noget som helst, alligevel vil jeg gøre det blot for at fjerne tvivlen fra dit hjerte.” en kort pause fulgte efter hvor hans blik endnu hvilede på Atarah ”Jeg gøre det for vampyrerne, for menneskene og for englene” svarede han roligt og fjernede blikket fra hende. tavsheden lagde sig over dem og han vidste at hans ord krævede forklaring, han lod dem dog lige synke det han lige havde sagt inden han fortsatte. ”Jeg vil gøre det bedste for vampyrsamfundet, desværre er mange vampyrer ret… unge og derfor kan de som I jo ved være farlig for mennesker, i vores samfund forsøger vi at sørg for at de yngste og nyeste vampyrer ikke sulter, på den måde vil de ikke overfalde nogen mennesker. Der er blevet oprettet fængsler og den slags til vampyrer, dvs at vi ikke er her for at udrydde menneskeheden. Englene er i nærmest lige så stor fare som menneskerne selvom de kan tage lidt mere vare på sig selv. under alle omstændigheder har vi sørgede for og er endnu i gang med love der skal beskytte både mennesker, engle, ebrider, hybrider og vampyrer mod at slå hinanden ihjel.” han tav og så på Rebekah ”Jeg indrømmer at vores første år på jorden efter vores tilbagevenden var grusom men da vi fik etableret ledelsen og de øverste faldt alt mere til ro” han tav på ny og så fra den ene til den anden blot for at høre om nogen af dem havde spørgsmål, indvendinger eller kommentar. Måske ville det komme som en overraskelse at han ikke ønskede krig med fred, men det var sandheden.


❂ ❂ ❂ ❂ ❂

note:###
outfit:CLIK
tag:Atarah og Rebekah D´Angelo
word:562
credit:jacksome111@caution 2.0!
[/size]

[Atarah]

[/i]. Atarah vendte ordene i hovedet et par gange. Skulle det forestille at være en trussel? Patetisk. Nu havde han lige fået opbygget så fin en facade og så valgte han at styrte den i grus, med noget så simpelt som en ynkelig trussel. Han behøvede slet ikke minde hende om det, for hun tvivlede i forvejen på om det var klogt. Ikke desto mindre havde hendes medlidenhed styret hendes handlinger. Ynkeligt. Det ville have været væsentlig lettere at forhandle med en mand, som ikke dekraderede sig selv på den måde. ”Det håbede jeg.” svarede hun endelig med en lettere skuffet tone. Det lå i det hele, at hun nok var begyndt at tvivle. Alligevel lod hun det være usagt. Det var en unødvendighed at uddybe det yderligere. Hun fortrak en mine da han påstod at hun så mere end de fleste. Det havde han formentlig ret i, men ikke desto mindre var det lykkedes ham fuldstændig at misse pointen. Relevant var det overhovedet ikke, hvor meget hun kunne se. Det relevante var hvor lidt han så, og det faktum at han tilsyneladende ignorerede denne del fuldstændig talte ikke til hans intellektuelle fordel, skønt han formentlig så tingene anderledes. Blot endnu et eksempel på, hvordan han udviste en ignorance, som ikke faldt i hendes smag.

Det næste hun ikke brød sig om ved ham, behøvede hun ikke vente længe på. Han følte sig simpelthen nødsaget til at nævne at det ikke var hans pligt at besvare hendes spørgsmål. Hovmod. Han var altså for god til hendes spørgsmål, men kunne da lige overskue at svare alligevel – men ikke før han havde understreget at det nærmest var en tjeneste han udførte for hende. Han tog fejl. Atarah spurgte fordi hun ønskede at han selv skulle opnå en større forståelse af sine egne handlinger. Om noget, var det hende som gjorde ham en tjeneste. Det vidste hun dog at han ikke ville kunne forstå. Faktisk ville han formentlig nægte det til evig tid. Egentlig havde Atarah bare behøvet et ”ja” eller et ”nej”. Præcis som spørgsmålet lagde op til, men Michael fortolkede og fordrejede spørgsmålet til et forsvar af hans politik. Det var irrelevant, men hun måtte arbejde med det hun havde. Han retfærdiggjorde endda sin politik med fuldstændige åbenlyse nødvendigheder. Hvis han havde ønsket at udrydde menneskeheden havde han været væsentligt dummere end hun anså ham for. Vampyrerne var afhængige af menneskene. At han lod dem leve var ikke humant. Det var nødvendigt. ”Ved grænserne dør der hundredvis af vampyrer og engle hver uge.” startede hun. ”Mennesket har du gjort til slaver.” fortsatte hun roligt, i et toneleje uden følelser. ”Din forestilling af ”det bedste” er tydeligvis anderledes end min. Her er mit forslag – giv menneskene deres regering tilbage. Træk jer tilbage. Så sørget vi for at menneskene donorer blod nok til at I kan overleve. Ingen dødsfald, ingen slaveri.” Så afventede hun et svar. Det var et udmærket forslag, som ikke kunne irritere nogen – kun Michael, hvis han var magtsyg, men det var han jo heldigvis ikke?
[/ul]

[Rebekah D'Angelo]

Rebekah forblev tavs, selvom hun mest af alt havde lyst til at pande Michael en. Men hun var nødt til at styre sine følelser. Derfor sad hun bare og kiggede skiftevis på dem, mens de snakkede. Selvom hun ikke viste det, så var hun yderst forvirret over det de snakkede om. Var de virkelig kommet for at finde en løsning, eller for at snakke om Michaels og Atarahs fælles fortid?

”Jeres første år, var et helvede for os” mumlede hun vredt og kneb sine øjne en anelse sammen. En længere række italienske eder, forbandelser og bandeord fulgte efter.

Da Atarah fremlagde sit forslag, forsvandt vreden og hun så på Michael med en blanding af forventning og afsky i blikket. Ville han afslå forslaget blankt, eller ville han overveje det? Man kunne aldrig vide med vampyrerne.

clothes; Outfit tags; Atarah & Michael Ruzo Prince words; credits; myself. qoute by john f. kennedy notes; nope

[Michael Ruzo Prince]

❂ ❂ ❂ ❂ ❂

Da hun svarede at hun havde håbede det smilede han skævt ”Jeg er ikke ude på en ny krig kære” svarede han og gjorde det derved klart at han ville tage den chance hun havde givet ham dog uden at sige det ligeud. Hans tidligere svare havde kunnet tolkes som en trussel, men hvis Atarah virkelig tolkede det som en trussel skyldtes det hendes lille kendskab til Michael hvilket ikke ville undre ham. Godt nok var denne engel englenes leder og godt nok var hun intelligent, vidende og magtfuld på utrolig mange punkter, men der krævede mere end hjerne og magt til at tyde vampyren hun sad overfor, han var en gåde for sig medmindre han selv valgte at forklar sig. hvis denne troede at han havde overhørt at hun havde kaldt ham for blind eller missede pointen i hendes ord, så tog hun fejl for han havde skam tydeligt opfattede det, men valgt ikke at kommentere på det men i stedet på noget andet for derved at skubbe emnet væk fra ham selv hvilket let var lykkedes for emnet blev ikke nævnt igen. Om han faldt i hendes smag ragede ham en ikke en skid, folk havde alligevel respekt for ham og frygtede ham endelig blot fordi han var magtfuld, og når ja, fordi han havde slagtet 25 mennesker i løbet af nogle få timer efter hans tilbagevenden. Noget han ikke selv havde kunnet styre.

Hovmodig, selvoptaget, arrogant. Ord der kunne beskrive Michael ret præcist så at hun mente at var hovmodig var langt fra forkert. At hun brød sig så lidt om ham var heller ikke noget chok hvis han da skulle finde ud af det, og jo, hendes stemme, eller rettere tone, gjorde det klart at hun ikke brød sig om ham, han havde ikke forventet andet. Alligevel ville han mene at hun dømte ham på forhånd men ja sådan måtte det jo være, og endelig, bebrejdede han hende intet. ved hendes ord om at der dør folk ved grænserne hver dag hævede han brynet ”Der må jeg sige dig imod, vores soldater holder stand mens jeres angriber, vi gøre intet lige nu” svarede han ganske roligt og hverken med en vred eller irriteret tone i stemmen. Da hun fortsatte smed hun beskydninger i hovedet på ham som blot fik ham til at smile skævt og rette sig op i stolen hvorefter han lænede sig frem, lod hænderne hvile over hinanden på bordet og han lod hende tale ud inden han selv svarede. Da hun havde snakket færdig og blev tavs gik der få sekunder med tavshed mellem dem, Rebekahs kommentar fik ham til at vende blikket mod hende og smile et af sine charmerende skæve smil. ”Jeg har ikke gjort nogen til slaver, hvis det er sådan I ser på det så er der ikke meget at diskutere. Jeres race dømmer vores på grundlag af det der skete for snart 2000 år. vi har ikke ændrede os siden dengang, racen er den samme, men vi ældste og lederne har ændrede os, vi er ikke de samme, vi er ikke kun ude på magt og rigdom. Dit forslag er et desperat forsøg på at undertrykke vampyrerne igen. Desværre takker jeg nej til det forslag. Hvis du havde regnet med andet så skuffer jeg dig desværre.” han tav og holdt en kort pause inden han fortsatte ”Jeg erkender at vores første tid, endda mere end første år, var ret blodig det kan ikke undskyldes eller uskyldiggøres, vi er dog nu en stat, et stort et hvis vi tæller Spanien og de dele af Italien som vi har overtaget, og vi har i sinde at blive ved med at være det” pause "Det vi så kan diskutere i aften er om vi vampyrer, vil stoppe med at overtage dele af verden og diskutere hvilke rettigheder og love I ønsker vi skal diskutere og indføre. Hvis I er her for at snakke om at afgive regeringen, er I kommet forgivet” han tav og så fra den ene til den anden. Han havde vist gjort det klart hvad han ønsker at snakke om og hvilke emner der på forhånd var uddebatteret. Han lænede sig på ny tilbage i stolen og lod den ene hånd ligge på stolens armlæn, den anden albue hvilede på det anden armlæn men hvor han knyttede næven og lod kinden hvile mod den, støttede derved hovedet som nu lå en anelse på skrå.

❂ ❂ ❂ ❂ ❂

note:###
outfit:CLIK
tag:Atarah og Rebekah D´Angelo
word:736
credit:jacksome111@caution 2.0!
[/size]