Post by Atarah on May 1, 2011 16:34:22 GMT 1
* Atarah !
[/SIZE]
I count the grains of sand on the beach and measure the sea;
I understand the speech of the dumb and hear the voiceless.[/center]
Fulde Navn: Atarah. Hun er ikke født, men skabt i himmeriget og har derfor aldrig modtaget et navn efter traditionel jordisk skik med for- mellem- og efternavn. Hendes navn har i stedet altid haft en mere symbolsk betydning – en titel, som bliver hende givet. Atarah er blot hendes nyeste titel og er hebræisk for ”Kronen” i overført betydning ”Lederen”.
Kalde/kælenavn: Igennem tiden har der været utallige. Hendes oprindelige navn da hun ankom til jorden var imidlertid Elisha (”Guds frelse”, latin). Jøderne gav hende navnet Joanna (”Guds gave”, hebræisk). Da hun senere ankommer til Jerusalem gives hun navnet Maria (”Den elskede”, ægyptisk). I Grækenland fik hun senere navnet Angela (”Engel”, græsk). I Rom døbte de hende Prisca (”Den oldgamle”, latin). Siden bliver hun blot kendt som Talitha (”Den unge kvinde”, aramæisk), og beholder den titel i over tusind år. For nyligt var hun en kort periode kendt som Zina (”Den tilbagevendte”, græsk) inden titlen Atarah blev hende pålagt.
Fødselsdagsdato/alder: 01/02/536 f.v.t., 2547 år gammel men ligner en på omkring 17 i sin menneskelige form. I sin engleform fremstår hun som midt i 20’erne.
Nationalitet: Alle og ingen.
Fødeby: Hun blev nedsendt til en lille, forladt landsby i det, som svarer til det sydlige Irak i dag, men dengang var en del af det babyloniske rige.
Bosted: Vatikanet
Race: Engel (Ærkeengel)
Job: Englenes leder
Udseende:
- Højde: 1,65 m.
- Vægt: 50 kg
- Kropsbygning: Atarah’s ringe højde, får hende helt automatisk til at se mere kompakt ud, men i virkeligheden er hendes menneskelige form blot en spinkel og forfalden skygge af den kvinde hun engang var. Hun er ganske almindelig af bygning med en gennemsnitlig knoglestørrelse. Det næsten totale fravær af både fedt og muskler på hendes krop får hende imidlertid til at virke spinkel. Overordnet er hun skrøbelig at se på. Selvom man ikke umiddelbart kan se det på hendes udseende har alderen været hård ved hende. Hun går ofte lettere foroverbøjet og går sjældent uden noget at støtte sig til. Alligevel ligner hver eneste skridt hun tager en uoverkommelig byrde. I hendes engleform, som er det sande billede på den udødelige sjæl, ser hun stadigvæk ud som hun gjorde da hun kom til jorden, og hendes styrke og udstråling er forøget i takt med hendes alder, ligesom det er tilfældet for vampyrerne.
- Hår: Tager man hætten af hende (hvilket kun meget få får lov til), vil man opdage at Atarah ikke længere har noget hår i sin menneskelige form. Hun er ganske enkelt skaldet. Ethvert spor der måtte være efter en tidligere hårpragt er forsvundet for adskillige århundreder siden. Hendes engleform har imidlertid den samme hårpragt som den altid har haft. Et ustyrligt og rodet virvar af hår, som går hende ned til brystkassen.
- Ansigtstæk: Atarah besidder et smalt ansigt med en lille næse og bred mund. Det mest bemærkelsesværdige er dog hendes øjne, der nærmest øjeblikkeligt fanger folks opmærksomhed, hvis de man altså kan se dem for hætten. Er man imidlertid inden for synsvidde af dem vil man blive mødt af et sæt mælkehvide øjne, uden iris eller pupil. De udstråler på én gang sorg og visdom og er en souvenir fra et møde med Michael Ruzo Prince for mange, mange år siden. Hun kan stadigvæk godt se, men ikke i menneskelig forstand. Det materialistiske syn er tabt for evigt. Under øjnene bekræfter dybe, sorte rander hendes alder.
- Udstråling: Som engel af en betragtelig alder har hun en meget kraftig udstråling, både i menneskelig form og engleform. Ved det blotte syn af hende varmes hjertet og sindet forundres. Der er et skær af mystik omkring hende. Derudover bringer hendes tilstedeværelse håb til alle omkring hende – nogle gange så kraftigt at håbet grænser til det naive, hvilket hun faktisk anser som problematisk.
- Tøjstil: En egentlig tøjstil som sådan besidder hun ikke. Hun går altid klædt i sin falmede blå kappe og lader hætten skjule næsten halvdelen af hendes ansigt. Oftest bærer hun med sig en eller anden form for gren eller pind, som hun kan støtte sig til når hun går. Omkring halsen bærer hun en lysende kæde, som siges at indeholde et stykke af selve himlen. Om det blot er et rygte ved kun hende selv. Sko bærer hun aldrig, men vandrer derimod altid barfodet omkring.
Faceclaim: Ingen i hendes menneskelige form – Credit for billedet går til Blackeri ((Ved godt at det ikke er et rigtigt billede henfør reglerne, men håber det er virkelighedstro nok til at kunne gå.)) Olga Kurylenko lægger ansigt til hendes engleform.
Likes:
- Foranderlighed: Atarah fascineres af det faktum, at verden er i evig forandring og at intet er sikkert eller givet.
- Fred: Som de fleste engle er hun fredselskende og afskyr konflikter.
- Andres latter: Selvom hun ikke selv har grint i mange år elsker hun lyden af andres latter, hvilket ofte er nok til at fremelske et smil på hendes læber.
- Rebekah D’Angelo: Hun ser et eller andet i den pige, som hun ikke har set andre steder i mange år. Atarah holder mere af hende end Rebekah formentlig ved.
- Mennesker: Atarah formår på sin helt egen måde at være både et socialt og asocialt individ. Ikke desto mindre beundrer hun næsten alle de mennesker hun i sin tid har mødt, og ser hun på menneskeheden som helhed har hun dyb respekt, for deres innovationsevne og fremgang.
Dislikes:
- Michael Ruzo Prince: Det indædte had som hun føler for denne mand bunder nok mest i den store respekt hun samtidig har for ham. Hendes anstrengte forhold til ham har intet at gøre med at han er vampyr, og paradoksalt nok er vampyrer slet ikke noget mål for hendes had. Hun kan ikke hade nogen for hvad de er, men kun for hvem de er. I virkeligheden ønsker hun en verden, hvor der er plads til alle racer.
- Intolerance: Folk som ikke engang forsøger at imødegå et problem med tolerance foruroliger hende. Hun er bedre end nogen klar over at ikke alle konflikter kan løses med tolerance alene, men det bør være første prioritet.
- Ignorance: Hun bryder sig bestemt ikke om folk, der vælger at lukke øjnene for verden omkring dem. Alle må se tingene som de er – på godt og ondt.
- Superbia (hovmod): Personer, som svælger i deres egen selvtilfredsstillelse og i processen underlægger sig andre eller gør sig blinde for deres egne begrænsninger.
Styrke:
- Diplomati: En egenskab som er ligeså gammel som hende selv. Hun blev nedsendt med en formidabel evne til at forhandle. Mange konflikter lykkedes det hende at løse diplomatisk. Det er også en evne, der er skabt hende en del respekt – de fleste vil i det mindste lytte til hende. Hun har forsøgt at løse den nuværende strid diplomatisk, men indtil videre har det været stort set forgæves.
- Overblik: Atarah er en person med et godt overblik. Det er vigtigt for hende at kunne holde styr på, hvad der foregår hvor og hvornår. Hun holder styr på sin allierede og sørger for at mødes med dem tit. Selv hendes fjender sørger hun for at have et overblik over, selvom det må betyde at hun må risikere noget for det.
- Visdom: Det kan nok ikke kom bag på nogen at Atarah i sine mange år på jorden har gjort sig mange erfaringer. Mange spørgsmål vil hun være stand til at besvare, ligesom hun også gerne giver råd videre. Man skal dog passe på med at tro man forstår alt hvad hun siger, for ofte kan hendes ord være tvetydige. Det rygtedes at hun kender både fortiden, nutiden og fremtiden.
- Englestyrker: Naturligvis besidder hun også engles normale styrker, men i en lidt skæv fordeling. Hendes evne til healing er kraftigt forringet i forhold til mange andre engle. Hun kan godt heale andres simple skader, men ikke uden at tære voldsomt på hendes egne kræfter. Både hendes manipulationsevne og evne til at blænde vampyrer er derimod stærke. I hendes engleform lyser hun så kraftigt at de fleste mindre stærke vampyrer ikke alene vil blive blændet, men skræmt tilstrækkeligt til at flygte. Som en ulempe til dette finder mange svagere engle det også ubehageligt at være i nærheden af hendes engleform. Hendes manipulationsevne er blevet stærkere i takt med at hun har tilegnet sig flere erfaringer iblandt mennesker. I absolut nødstilfælde er hun derfor i stand til at placere specifikke følelser i mennesker, fx frygt, håb, sorg eller kærlighed. Ligeledes kan hun til nøds plante falske minder, eller slette ægte minder.
Svaghed:
- Alderdom: Selvom alderdom i sig selv ikke kan slå hende ihjel, har årene tæret hårdt på hendes menneskelige skikkelse, og denne er derfor ekstra sårbar overfor angreb. Hun er langsommere end tidligere, og må bruge flere kræfter på selv simple opgaver.
- Healing: Som beskrevet under ”Englestyrker” er hendes evne til healing stærkt begrænset.
- Englesvagheder: Hun bærer naturligvis rundt på de samme svagheder som alle andre engle. At drikke store mængder blod, vil slå hende ihjel, ligesom hun ikke besidder nogen specielle fysisk styrker og let kan dø af almindelige kvæstelser, akkurat som mennesker. Alene berøringen fra vampyrer skader hende, hvilket kostede hende synet for 2000 år siden. Ingen vampyr har nogensinde smagt hendes blod, men der eksisterer både rygter der siger det skulle smage fantastisk, ligesom andre rygter sige at det skulle være rædsomt.
- Engleform: Atarah har ikke benyttet sin engleform i adskillige århundreder. Derfor føler hun sig endda næsten mere som menneske end engel, og føler sig som en underlig, ubuden gæst i sin egen oprindelige form.
Styrke/Svaghed:
- Syn: Hendes syn er både en styrke og en svaghed. Hun har fuldstændigt mistet sit materielle syn og kan derfor ikke længere se verden på samme måde som almindelige mennesker. Efter mange års øvelse er det lykkedes hende at se igennem åndernes verden. Når hun ser en person, kigger hun i virkeligheden vedkommende direkte ind i sjælen. På denne måde kan hun i de fleste tilfælde ”se” andres følelser, deres frygter og til tider endda minder og hemmeligheder ((efter aftale med vedkommende)) – dette er årsagen til rygtet om at hun kan se fortiden. Omvendt kan hun i gudsforladte områder, hvor der kun er få sjæle have svært ved at navigere og kan let blive forvirret og desorienteret.
Vaner:
- Mindst én gang om ugen går hun en tur igennem Roms gader, for at skabe sig et overblik over situationen og stemningen.
- Hvert år udfører hun en pilgrimsrejse igennem Sahara. Hun begynder altid at gå når den første regn falder i syd. Det tager hende som regel 3 uger at kommer igennem, og det er et mysterium, hvordan hun overlever turen.
- Når hun møder nye mennesker ønsker hun altid at røre deres ansigt, så hun kan skabe sig en fornemmelse af, hvordan vedkommende ser ud. Derefter føler hun allerede at hun kender vedkommende bedre.
- En uforklarlig tendens til altid at befinde sig i historiens centrum.
Frygt:
- Mørke: Selvom Atarah ikke længere direkte kan se mørke, kan hun fornemme det og frygter det. Hun bevæger sig kun i nødstilfælde udenfor om natten. Frygtelige mareridt jager hende, hvor mørket opsluger alt omkring hende, indtil selv sjælene er tavse.
- Ild: Efter næsten at være blevet brændt for længe siden, har hun en nærmest panisk angst for ild. Ikke i lille skala som i tændstikker eller lightere, men større ting som fakler og bål.
- Evigheden: Hendes ubestridt største frygt er at skulle vandre rundt på jorden i al evighed. For hver dag der går, frygter hun mere og mere at det aldrig skal lykkedes hende at løse den opgave hun blev sendt til jorden for at udføre.
Hemmelighed:
- Atarah har brugt over tusind år på hvileløst at vandre verden tynd, mens hun søgte efter grunden til at hun endnu ikke har kunnet finde fred. Det er aldrig lykkedes hende at regne ud, hvad det er hun forventes at kunne udrette, eller om hun har forspildt sin chance for frelse. Hendes største ønske er at kunne dø i fred, velvidende at hun havde udrettet det hun skulle. Det er kilden til hendes største frustration at hun ikke har kunnet løse denne gåde.
- Selvom det en rodfæstet myte at Atarah skulle kunne se ud i fremtiden, er det ikke andet end en ældgammel skrøne. Hendes intelligens betyder dog at hun kan forudse mange hændelser på forhånd, men hun ved eksempelvis intet om, hvornår en tilfældig forbipasserende vil dø. Hun lader dog folk blive i den tro at hun kender fremtiden, da det er stærkt kort at have på hånden.
- Men det er ikke kun hemmeligheder for andre hun holder sig. Også hende selv holder hun hemmeligheder for. Dette vedrører blandt andet vampyrernes leder Michael Ruzo Prince. Hun vil aldrig indrømme over for sig selv, hvor stor en respekt hun i virkeligheden nærer for den mand, der næsten blev hendes død for så mange år siden. Hun har for længst fortrængt, at i månederne – måske endda årene – efter hendes opgør med ham, følte hun særlige følelser for ham, der var udsprunget i kampens hede. Noget der mindede om en særlig form for passioneret kærlighed, som umuligt kan forklares.
- Selvom det ikke er nogen direkte hemmelighed, så er det meste af hendes fortid også et mysterium. Hun fortæller gerne om enkelte begivenheder i hendes historie, men det fulde billede er svært at tegne for andre end hende selv. I øvrigt har de fleste mange andre spørgsmål at stille hende end, lige hvad hun har oplevet. Derfor ligger der en tåge omkring hendes tidlige fortid.
Personlighed: Atarah fremstår for de fleste som en mystisk person, som det er yderst svært at blive klog på. Hun trækker ofte på sin lange livserfaring når hun skal træffe beslutninger, og hun er derfor ikke så spontan som i hendes unge dage. Hun har en utrolig evne til at fornemme, hvor der foregår ting som hun burde blande sig i, og hun er ikke sen til at dele ud af sin mening. Hendes natur kalder på respekt fra sine omgivelser. Derudover er hun kommet til lidt speciel forståelse af hvad der er godt og ondt. Eksempelvis er det mere eller mindre en tilfældighed, at hun hjælper englene. Havde situationen været anderledes, således at englene som i Jerusalem forsøgte at udrydde vampyrerne, havde hun nok taget deres parti. Hun hører således ikke direkte til nogen bestemt side. I den nuværende situationen undertrykkes imidlertid menneskene og englene – derfor støtter hun dem. Selvom hun ikke bryder sig om konflikter er hun ikke direkte konfliktsky. Hun tager konflikter op og forsøger at løse dem når hun finder det nødvendigt. Allerhelst går hun ad diplomatiets vej. Hun føler sig gammel, men kæmper for at trodse alderdommen. Til daglig er hun godheden selv og finder nydelse i at udføre små tjenester. Hendes filosofi er nemlig at den virkelige fred kun kan udspringe af tilfældige handlinger i godhedens navn. Hvert sted hun ser det, beundrer hun det. Atarah synes at verden er et smukt sted. Hun lider stadigvæk under forskellige moralske kvaler, men ser tilbage på sit liv uden at fortryde noget.
Far: Ingen
Mor: Ingen
Søskende: Ingen
Andet familie: I sine ”unge” dage fik Atarah en række børn med et utal af forskellige mænd. Ikke et eneste af disse børn havde så meget som en dråbe engleblod i årene. En enkelt gang blev Atarah gravid med en anden engel, men dette barn blev dødfødt. I visse englekredse udviklede sig sidenhed et rygte om en forbandelse, der lå over Atarah og forhindrede hende i nogensinde at sætte englebørn til verden. Det sidste af hendes børn døde for næsten 2000 år siden.
Andre vigtige personer:
- Michael Ruzo Prince: Han er vampyrernes leder. Selvfølgelig er han vigtig!
- Rebekah D’Angelo: Som næsteleder er Rebekah også en vigtig brik I det puslespil, som udgør hendes liv for tiden.
- Paven: Atarah har et lidt anstrengt forhold til paven. Måske bunder det i ingenting, men hun betvivler nogle gange hans intentioner.
- Frost: Er vigtig for hende, fordi han indtil videre er frugten af det diplomatiske arbejde hun har udført med vampyrerne, og han kommer til at spille en afgørende rolle i den fremtidige forhandling.
Fortid:
Kapitel I; Skabelsen
”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tom og øde, der var mørke over urdybet.. ..Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys.”
Blændende. Det skar så voldsomt i de følsomme øjne, at hun måtte lukke dem igen. Millioner af bittesmå nåle prikkede til hendes nethinder, da hun endnu engang gjorde forsøget og åbnede dem. Forestil dig at være fanget i et helt mørkt rum i ti år indtil nogen pludselig tændte lyset. Ville lyset da ikke være ligeså skræmmende, som mørket havde været i starten? Sådan følte hun sig. Selvom hun vidste, at hun hørte til i lyset. Verden snurrede rundt omkring hende. Ude af stand til at fokusere lå hun blot og stirrede frem for sig. En underlig følelsesløshed havde lagt sig som et tykt tæppe over hendes krop. Hun følte sig lam.
”..Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag og mørket kaldte han nat.”
Ude af stand til at bevæge sig lå hun blot og betragtede det som befandt sig over hende. De uvillige øjne besværliggjorde en nærmere bestemmelse af hendes placering. Før hun vidste af det begyndte lyset at glide fra hende igen. Der blev gradvist mørkere omkring hende. En allestedsnærværende stilhed overlod meget til fantasien. Da mørket endelig havde fortrængt de sidste spinkle lystråde lukkede hun øjnene og faldt i søvn. Således forløb den første dag.
”..Gud sagde: »Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene« Og det skete. Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Gud kaldte hvælvingen himmel.”
Det var allerede blevet lyst da hun slog øjnene op. Det kriblede i hele hendes krop. Som om små dyr dansede omkring lige under hendes hud. Det var ingen ubehagelig følelse. Den var velkommen. Hendes øjne havde det bedre. I dag modarbejdede de hende ikke, ligesom de havde gjort den foregående. Over hende så hun ikke andet end noget træværk dækket af hø. Et tag. Hun måtte være indendørs. Hun fristede sig til at bevæge fingrene. Det lykkedes! Møjsommeligt bøjede hun hver finger én efter én. Langsomt og målsat. Det tog mere koncentration end forventet. Hendes motorik var elendig. Hendes åndedrat blev hurtigere, som hun faldt dybere ind i koncentrationen. Hver time kunne hun bevæge dem mere, indtil hun til sidst forsøgte sig med at løfte hele hånden. For første gang så hun sig selv. Det siges at selvbevidstheden er med til at gøre os menneskelige. I så fald var det først i dette sekund. Da hun så sin egen menneskelige hånd. At hun modtog sin menneskelighed. Hvor hun før havde betvivlet sin egen fysiske eksistens, var der nu ingen tvivl. Mens stilheden omsluttede hende, betragtede hun sin egen hånd. Bevægede den langsomt, for at bekræfte at det var hendes egen. Der var så mange spørgsmål i hendes hoved, som hun ville have besvaret. Hvem var hun? Hvad lavede hun her? Hendes åndedrat steg yderligere som frustrationen kravlede op igennem hende. Den startede i benene, som begyndte at sparke voldsomt i alle retninger. Hun vred ukontrollerbart kroppen. Skabte lyde i stilheden. Slog hænderne hårdt mod de lerklinede vægge med smerte til følge. Fra loftet faldt noget af den tætnende hø ned i ansigtet på hende. Hun pustede til det, og forsøgte at få hænderne til at skubbe det væk, men de ville ikke længere som hun bad dem om. Hun rystede ukontrolleret og voldsomt med hovedet, hvilket fik det værste til at forsvinde. Kun enkelte strå blev liggende. Hendes krop faldt til ro, som hende øjne landede på hullet i taget. Deroppe. Langt væk, kunne hun ane den blå himmel over hende. Små vatter af mælkehvide skyer gled henover hullet. Hendes åndedræt faldt, indtil hun faldt i søvn. Således forløb den anden dag.
”..Gud sagde: »Vandet under himlen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne!« Og det skete. Gud kaldte det tørre land jord, og det sted, hvor vandet samlede sig, kaldte han hav.”
En friskhed havde endelig nået hendes krop da hun slog øjnene op. Ingen små dyr dansede under hendes hud længere. Hun støttede på albuerne, for at få sig selv op at sidde. Succes! Hun kiggede rundt i rummet. Det var tomt. Det eneste som beklædte rummet, var en træstub, som vist engang havde ageret stol, for de folk som boede i huset. Hvor var de henne nu? Hvorfor var hun her? Vaklende kom hun på benene. Ryggen foroverbøjet og hænderne støttende sig til de ru, lerklinede vægge. Målrettet nærmede hun sig en tydeligvis hjemmelavet trædør, som skjulte den ydre verden. For hvert skridt hun tog blev hun mere sikker på benene. Da hun endelig nåede døren, kunne hun næsten stå oprejste uden at støtte sig til væggen. Døren havde ingen form for håndtag eller lukkemekanisme, men skulle bare skubbet op. I det døren gav sig foran hende mistede hun balancen og væltede ud. Med albuerne foran hende ramte hun jorden med et dunk, mens støv og sand fløj op omkring hende, og fik hende til at hoste med tæt sammenknebne øjne. Hun ville ikke have støv i dem. Lyset i huset blegnede i forhold til lyset herude. Det var allestedsnærværende. Omsluttede og varmede hendes krop. Hun hostede endnu engang inden hun åbnede øjnene og bøjede hovedet bagover for at kigge fremad fra hendes liggende position. Foran hende så hun det mest storslåede hun nogensinde kunne forestille sig. Som et mægtigt tæppe, gyngede den persiske golf ind mod land. Hun kom hurtigt på benene. Bevægede sig beslutsomt i retning af havet. Mærkede hvordan vandet lagde sig omkring hendes fødder da hun trådte ud i det. Det var lunt. Hun gik længere ud. Da det gik hende til lidt over anklerne stoppede hun. Betragtede det uendelige blå. Bølgerne vuggede. En brise ramte den nøgne krop og gled igennem hendes mørke hår. For første gang smilede hun. Hvordan kunne man gøre andet over denne storslåethed?
”..Gud sagde: »Jorden skal grønnes: Planter, der sætter frø, og alle slags frugttræer, der bærer frugt med kerne, skal være på jorden.« Og det skete.”
Begejstringen skulle dog vise sig kun lige at være begyndt. Idet hun vendt sig om og så ind over land, så hun noget fantastisk. Bag huset hun havde boet i lå en række af andre huse af lignende udseende. Det var imidlertid ikke det mest fantastiske. Bag dem rejste der sig et meget anderledes hav end det hun stod i. Palmernes bladede vejede i brisen og lavede bølger i kronerne. Fra palmerne hang et utal af forskellige frugter, som hun kun kunne gisne om, hvad måtte være. Smilet voksede yderligere. Det var en barnlig glæde, der voksede inde i hende. Hun satte sig ned i vandet og betragtede landskabet foran hende. Dén, som ikke kunne se skønheden her var i sandhed verdens fattigste mand. I timevis sad hun bare der. Da natten begyndte at lægge sig over verden, rejste hun sig endeligt og gik tilbage indenfor, hvor hun også havde sovet de andre nætter. Hendes navn var vendt tilbage til hende. Elisha. Således forløb den tredje dag.
”..Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne. Gud satte dem på himmelhvælvingen til at oplyse jorden.”
Elisha vågnede midt om natten. Det var stadigvæk mørkt i det lille hus, men hun kunne ikke sove mere. I sin søvn var hun kommet i tanke om, hvorfor hun var her. Der var en opgave hun skulle fuldføre. Hun kunne ikke blive her længere. Hvis bare hun kunne huske, hvad opgaven præcis var. Han tumlede om på siden, og fik sig stablet på benene. Øjnene prøvede forgæves at vende sig til mørket. I stedet måtte hun famle sig langs væggen indtil hun fandt døren og kunne skubbe den op. Overraskende nok, var det slet ikke så mørkt udenfor som hun havde forventet. Hendes øjne gled over vandoverfladen og blev ramt af en stor hvidlig refleksion. Hun fulgte silhuetten hele vejen op på himlen. Dér! Langt over hende svævede månen omringet af et utal af stjerner. De blinkede. Hun holdt vejret i adskillige sekunder, før det næste åndedrag endelig fandt sted. Hun havde ikke tid til at stå og beundre fænomenet særlig længe. Der var noget i hende, som sagde at hun skulle videre. Draget mod nord, satte hun det ene ben foran det andet. Hendes skridt oplyst af månens sølvgrå stråler. Der var øde. På sin natlige vandring støtte hun på andre små landsbyer, meget lig den hun selv var kommet fra. Alle så forladte ud. Spredt omkring på den tørre jord stod ensomme palmer og planter. Morgenen kom og sammen med den kom solen. På hendes venstre side blev hele himlen malet rød, som solen proklamerede sin ankomst. Det var ubegribelig smukt. Det var dog ikke grund nok til at stoppe med at gå. Hun betragtede det blot mens hun gik. Snart fik himlen sin blå farve tilbage. Solen bagte ned på hende mens hun gik. Stadigvæk nøgen. Hele dagen tvang hun fødderne foran hinanden. Til sidst blev det dog for meget for hende. Da himlen atter blev rød, men denne gang fordi solen dalede ned i vest, faldt hun på knæ af udmattelse. Varmen havde været ulidelig. Hun kunne ikke mere. I en sidste kraftanstrengelse kom hun på benene og slæbt sig hen til en palme, hun kunne lægge sig under. Efter få sekunder faldt hun søvn. Således forløb den fjerde dag.
”..Gud sagde: »Vandet skal vrimle med levende væsener, og fugle skal flyve over jorden oppe under himmelhvælvingen!« Og det skete.”
Det første Elisha bemærkede da hun kom til bevidsthed var en ubeskrivelig tørhed i halsen. Straks efter vendte udmattelsen tilbage. Umiddelbart efter mærkede hun imidlertid en helt ny følelse. Der var noget, som prikkede til hende. Hun slog langsomt øjnene op. Lige ved siden af hende sad to gribbe og kiggede på hende. De så om muligt endnu mere forvirrede ud end hende selv. Den umiddelbare reaktion fra hendes side, var at smile til dem. De så nysgerrige ude. Endelig havde hun fået selskab. Hun rakte en hånd ud mod den ene. Gribben stirrede uforstående på den, hvorefter de begge satte af med fødderne og fløj deres vej. Elisha kom til sig selv. Det var tid til at komme videre. Hun kæmpede sig på benene. Hun havde håbet at hun ville have haft det bedre efter noget søvn, men i virkeligheden havde hun fået det værre. Så tørstig. Efter at være vandret længere mod nord, kunne hun pludselig se noget i det fjerne. En oase. Vand! Det gav hende fornyet håb og med det fulgte fornyede kræfter. Det tog hende det halve af dagen, men det lykkedes. Endelig nåede hun frem. Idet hun bøjede hovedet ned for at drikke af vandet, fik hun pludselig øje på et virvar af dyreliv dernede. Oasen var fyldt med fisk. Derfor brugte hun naturligvis aftenen på at beklage sin nød til dem. Forklarede dem, hvordan hun var vågnet op. Hvad hun havde oplevet. Alle de spørgsmål hun stadigvæk manglede svar på. Sin mission. De lod ikke til at være vitterligt interesserede. Faktisk ignorerede de hende vist. Det måtte også være svært at høre hvad folk sagde gennem alt det vand! Ikke desto gjorde det godt at komme ud med det. Hun drak af vandet til hun umuligt kunne få mere ned, og spise af frugterne fra palmerne, der voksede omkring oasen. Det var i en meget mere behagelig tilstand hun faldt i søvn end hun stod op den dag. Således forløb den femte dag.
”..Gud sagde: »Jorden skal frembringe alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!« Og det skete.. ..Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!«.. ..Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.”
En fugtig læderagtig tunge gled henover den ene side af hendes ansigt. Det fik hende til at trække ansigtet sammen, inden hun vovede at åbne øjne og stirrede direkte op i et par store, våde, dybbrune hesteøjne. Det var først da den flyttede hovedet en anelse at hun fik øje på den person, som sad på hestens ryg. Han stirrede ned på hende i en sammentykt mine. Han bar fine klæder med guldkanter. Sværdets skede så også ud til at være belagt med ædle metaller og ligeledes galt det hestens seletøj. ”Giv dig til kende kvinde.” lød ordren. Fortumlet kom hun på benene. ”Elish.. ..a”. Hun tøvede med at få det sidste ud, fordi hun blev overvældet da hun først var kommet op at stå. Rytteren var ikke alene. Bag ham var hundredvis, hvis ikke tusindvis af mænd og nogle spredte kvinder. Det var en hel hær. ”Og hvem måtte De så være?”[/color] vovede hun sig til at spørge. Rytteren så både nysgerrig og forarget ud på én gang. ”Jeg er Kyros. Konge af perserne. Vi er kommet for at indlemme dit land under det persiske flag. Du må da vide at dit land er faldet. Kun Babylon har vist sig som en udfordring.”[/color] Pludselig forstod hun, hvorfor alle de små landsbyer var forladt. Befolkningen var flygtet på grund af krigen. Hvem end der havde fundet hende, havde åbenbart ikke haft mulighed for at bringe hende med sig videre, da han blev tvunget til at flygte fra sit eget hjem. ”Dette er ikke mit land. Min loyalitet tilhører intet flag. Ikke desto mindre tror jeg at vores mål er de samme. Beder om tilladelse til at ledsage Dem til Babylon deres majestæt.”[/color] selvom det måske ville have været passende bøjede hun sig ikke for ham. Den form for anerkendelse skulle man gøre sig fortjent til fra hendes side. Titler og rigdom var intet for hende. Kyros smilede hemmelighedsfulgt og nikkede mod en rytter bag ham, som straks sørgede for at skaffe hende noget tøj, som Kyros tog imod og smed foran hende. ”Før du kan ride med en konge må du være ordentligt klædt på.”[/color] Elisha gjorde som han sagde. Ud på eftermiddagen da hæren havde spist og hestene havde drukket af oasen, blev hun læsset bag på kongens egen hest. Således red de to, med en hær på 1200 mænd bag sig, mod Babylon. Således forløb den sjette dag.
”..Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte.”
Efter at have reddet dag og nat ankom hæren tidligt om morgenen til bymurene omkring Babylon. Kyros måtte sande at Babylon virkelig var ligeså storslået som han havde hørt, og at bymurene ikke ville være lette at få til at falde. Heller ikke selvom hans hær var i overtal. Kyros brugte dagen på at planlægge angrebet, der skulle finde sted dagen efter sammen med sine overordnede. Elisha blandede sig udenom. I stedet brugte hun dagen på selv at vurdere situationen, og at komme sig efter den lange rejse. Meget af dagen sov hun, for at få den sidste udmattelse ud af kroppen. Der var stille før stormen. Således forløb den syvende og sidste dag inden kampen skulle stå.
Kapitel II; Babylons fald
Da daggryet første stråler nåede jorden, stod hæren allerede klar. Elisha var vågnet tidligt den morgen. Hun havde nøje betragtet hvert eneste sekund af mændenes morgen ritual. De tilbedte tydeligvis en række Guder hun intet kendte til, før de lydigt stillede op på række. Forberedte. Parate til at dø for deres land. For deres konge. En kølig brise hvirvlede det tørre sand omkring hendes fødder. Der var tydeligvis tændt utallige bål på toppen af bymurene. Angrebet kom ikke som nogen overraskelse for babylonierne. En underlig stemning lå over lejren. Som en kvælende tåge. Hundredevis af mænd, som vidste at de aldrig mere skulle se deres kone og børn. På begge sider. En symbolsk tavshed hvilede over det tørre landskab, indtil Kyros sænkede armen. Det var signalet. Kampen var i gang. Et brøl væltede ind over hende som en kæmpemæssig bølge, mens mændene stormede fremad og katapulterne blev kørt i stilling. Brag høje nok til at få torden til at lyde som hvisken, rungede henover landskabet hver gang en sten styrtede ind i bymurene. En regn af pile væltede ned over soldaterne. Elisha’s skrig gav genlyd mod murene, mens hun prøvede på at kæmpe sig frem mod Kyros, for at få ham til at stoppe angrebet. Han var omringet af en mur af soldater til hans forsvar og var ikke let tilgængelig, selvom han befandt sig i sikker afstand fra selve kampen. Han så ikke tilfreds ud. Med frustrationens kræfter fik hun kæmpet sig igennem ringen af soldater, og stirrede på Kyros med tårerne trillende ned ad kinderne. ”De er nødt til at stoppe. Træk mændene tilbage. Kan du ikke se. Lad dem ikke dø for en umulig sag.[/color] bad hun desperat. Kyros så ned på hende med rasende øjne. Det behagede ham tydeligvis ikke at nogen så meget som nævnte muligheden for nederlag. Med hans hær havde mangedoblet Persiens landbesiddelser. Hvor vovede hun at betvivle Persiens magt. ”Kyros viger fra ingen kamp. Før stjernerne står på himlen er Babylon vores.[/color] Han så beslutsomt på én af sine soldater og nikkede med hovedet. ”Før hende væk herfra. Dette er intet sted for en kvinde.[/color] Soldaten greb fat i hende og slæbte hende med sig mod teltene, mens hun protesterede voldsomt. Hendes blik gled over slagmarken, mens endnu en tåre fandt sin vej nedover kinden og ramte hendes læber. Salt. Hun blev nærmest smidt ind i et telt, mens en vagt blev udenfor og sørgede for at hun ikke forlod det. Hele dagen lyttede hun til de voldsomme brag, der fik jorden under dem til at ryste. Der blev større og større mellemrum imellem dem. Hun havde ingen ide om slagets udfald, men hun frygtede det værste. Da solen gik ned trak Kyros omsider sine tropper tilbage. Han havde mistet 900 mand. Kun 300 var tilbage og det var endnu ikke lykkedes dem at gennemtrænge bymurene. Det så sort ud forklarede Kyros hende, da han besøgte hende i teltet hen på natten. ”Jeg kan hjælpe dig Kyros. Jeg vil hjælpe dig med at erobre Babylon, men to ting må du love mig. Du dræber ikke én eneste mere end absolut nødvendigt i byen. Det må du love mig. Når byen er faldet tager du hjem. Dit rige er stort og mægtigt allerede. Fortsætter du med at bekrige på trods af dit løfte, vil det koste dig dit liv.”[/color] Kyros stirrede mystificeret på hende. ”Truer du mig?”[/color] svarede han mistroisk. ”Jeg truer ingen. Dit fald vil du kun have dig selv at takke for.[/color] var svaret han fik tilbage. I adskillige minutter sad Kyros og overvejede situationen. Stirrede på Elisha, som var hun en forræder der kunne finde på at dolke ham hvert øjeblik det skulle være. ”Hvad er det du foreslår?”[/color] var hvad han kom frem til. Tydeligvis en delvis accept af hendes tilbud. Hun svarede øjeblikkeligt. ”Bed dine mænd om at blive i deres telte i morgen indtil de får besked på andet. Du, Kyros, skal stå foran dit telt ved daggry med bind for øjnene.[/color] Det skulle vise sig at være en svær beslutning for Kyros, der ikke viste om man kunne stole på den kvinde han havde samlet op blot to dage tidligere. Han vidste dog at der var et eller andet ved hende. Fra første gang han så hende, vidste han at han var forelsket, og at hun skulle være hans kone. En effekt engle ofte havde på uforsigtige mennesker. Efter i timevis at have gået frem og tilbage udenfor hendes telt havde han endelig besluttede sig. Med faste skridt gik han ind i teltet og gav hende det afgørende nik, der betød at de havde en aftale.
Kyros havde holdt sit ord. Da solen kastede sin første stråler over jorden og Elisha kom ud af sit telt, var der ingen soldater at se. De måtte alle sammen være i deres telte. Et stykke væk kunne hun se Kyros stå med bind for øjnene. Indtil videre havde han holdt hans del af aftalen. Så ville hun gøre det samme. Idet hun indtog sin sande skikkelse som engel følte hun sig pludselig hjemme. Alt virkede så naturligt for hende. Som om hun havde gjort det hele hundredevis af gange før. Et smil gled over hendes læber idet hun satte af fra jorden og satte kursen mod Kyros, som hun greb under armene og løftede ham op. Det var tydeligt at han fik sig noget af en forskrækkelse, for han begyndte at sprælle voldsomt. Elisha strammede, en smule irriteret, grebet om ham. Med beslutsomme vingeslag satte hun kursen mod muren. Med lethed passerede hun den, og de vagter, som var placeret på muren top besvimede øjeblikkeligt idet sekund de anede hende. Ubesværet landede hun på den anden side med byens borgere besvimende omkring hende. ”Det er kun midlertidigt.”[/color] mindede hun sig selv om i lavt stemmeleje, mens hun så hvordan den ene efter den anden mistede kontrollen over deres krop og faldt sammen. Hun greb fat omkring Kyros hånd. I forhold til hendes egen føltes den kold. Beslutsomt ledte hun ham igennem gaderne indtil de stod foran indersiden af byporten med åbningsmekanismen ved siden af dem. Et stort håndtag, som skulle roteres. Hun vendte Kyros væk fra hende og fjernede bindet fra hans øjne. Herefter vendte hun tilbage til sin menneskelige skikkelse, som hun stadigvæk følte sig væsentlig mere klodset i. Hun gik foran Kyros og pegede på håndtaget. ”Nu kan du selv lukke dine mænd ind, men husk hvad du har lovet.”[/color] sagde hun seriøst. Kyros havde travlt med at kigge rundt på de mange mennesker, der lå spredt ud på jorden. Beboere såvel som soldater. ”Er de døde?”[/color] spurgte han, med en anelse af frygt for Elisha i sin stemme. ”De kommer til sig selv igen. Bed dine mænd binde soldaterne. Lad resten være.[/color] Sådan gik det til at Babylon faldt til perserkongen Kyros i 536 f.v.t.. I paladsets fangehul fandt Elisha en gruppe jøder, der havde været fanget i 50 år. De forklarede hende, at de var krigsfanger og kom fra byen Juda. Hun fik naturligvis straks medlidenhed med dem og slap dem fri. I deres taknemmelighed gav de hende navnet Joanna. De selvsamme jøder skulle ved deres hjemkomst vise sig at grundlægge den moderne jødedom, hvor Jahve var den eneste og almægtige Gud. Deres monoteistiske tanker blev nedfældet 300 år senere, da de tidligste dele af 1. Mosebog blev sammensat.
Kapitel III; Tiderne skifter i Persien
Endnu engang viste Kyros sig at holde ord. Overtagelsen af Babylon var ublodig og efterfølgende rejste han hjem. Joanna rejste med ham, og kom med tiden til at holde af ham. Efter tre år blev hun erklæret hans hustru og i deres tid sammen fødte hun ham en søn. Kyros døde allerede i 529 f.v.t. af tuberkulose, så deres tid sammen var kort – blot fire år. Da Joannas og Kyros’ søn var for ung til at arve tronen, blev den besteget af landets generel. Joanna havde ingen interessere i tronen og lod den frivilligt gå hende og hendes søn forbi. Årene gik og med tiden blev hendes søn en ung mand, så en voksen mand og siden en gammel mand. Joanna skulle vise sig at leve væsentligt længere. Faktisk lod den alderdom som ramte menneskene omkring hende, slet ikke til at røre hende og det undrede hende. Det rejste spørgsmål om hendes tilstedeværelse. Hun havde troet at erobringen af Babylon var hvad hun var placeret på jorden for at udrette, men hun følte stadigvæk ikke at hendes job var gjort. Problemet var at hun ikke viste hvad hun skulle gå. Så hun blev hvor hun var. Med tiden døde hendes søn. Regenterne i Persien skiftede utallige gange. Mange videnskabsmænd fra hele landet var dybt fascineret af hendes evne til at overleve flere generationer. Hun måtte være nøglen til evig ungdom. Ingen fandt dog nogensinde ud af noget ved deres undersøgelser af hende. Ikke desto mindre forblev hun et ikon. Et ikon som i årenes løb blev mere og mere foruroliget af tiltagende barbarisk opførsel fra de skiftende herskere af den tids mægtigste rige. I hendes tid i Persien faldt mange andre mænd for hendes skønhed, og med jævne mellemrum var følelserne gengældt. Hun satte en hel del børn til verden i de par hundrede år hun var i Persien, men blev mere og mere frustreret over at overleve det ene af hendes børn efter det andet.
Joanna var kommet i vildrede med sig selv. Det rige hun havde hjulpet med at få magten var i tidens løb blevet korrupt og undertrykte mange af deres kolonier. Store dele af befolkningen blev gjort til slaver. Under Dareios III blev det for meget for hende. Hun havde længe advaret ham, at hans handlinger i enden ville ramme ham selv, men hun talte for døve øre. Den sidste trussel hun gav ham inden hun forlod byen for at rejse vest på var. ”Magten har gjort dig korrupt. Dit eget hovmod skal blive din undergang Dareios. Når edderkoppen bider det store dyr er det sandsynligt at de begge mister livet.[/color] Profetien skulle vise sig at gå i opfyldelse og Joanna skulle vise sig at spille en afgørende rolle i både edderkoppen og det store dyrs død.
Kapitel IV: Det store dyrs fald[/i]
På sin rejse vest på ankom hun i 336 f.v.t. erfarede Joanna at edderkoppen måtte være det relativt lille land Makedonien, som mere eller mindre sås som en provins i det nordlige Grækenland på det givne tidspunkt. Den selvsamme dag hun vandrede ind i hovedstaden skiftede den Makedonske krone hænder. Kong Filip II var blevet myrdet og sønnen Alexander overtog Makedonien. I det øjeblik hun så ham vidste hun at han var noget helt specielt. Han var manden, der kunne vælte Persien af magten. Alexander havde hørt historier om hendes rolle i erobringen af Babylon 200 år tidligere og indvilligede i en alliance. Joanna lovede at hjælpe med erobringen af Perserriget på den betingelse at Alexander ville behandle folket med respekt og befri slaverne. Joanna deltog kun aktivt i meget få slag, men udmærkede sig som en fortrinlig strateg, der i samarbejde med Alexander slog hære, der var flere gange større end deres egen. I første omgang holdt Alexander sit ord, og oprettede bystater de steder han kom hen. Der blomstrede et venskab imellem dem, og Alexander lærte hende, hvordan man kæmpede med sværd og bue og pil. Hendes egenskaber med sværd udviklede sig kun langsomt, mens hun viste sig at have større talent med bue og pil. I enkelte slag deltog hun endda aktivt. Siden også med sværd. Krigen havde gjort noget ved hende. Døden skar hende ikke længere i hjertet, som det havde gjort ved slaget om Babylon. I hendes tid på jorden havde hun allerede set så meget død, at hun måtte erkende at nogens død i sidste ende kunne blive til flertallets bedste. Efter at have stået overfor næsten umulige odds var det lykkedes dem at nå hele vejen til hjertet af Persien. Dareios’ højborg i Gaugamela. I slaget kæmpede Alexanders og Joanna’s hær på 40.000 infanterister og 7.000 kavalerister mod den hidtil største persiske hær bestående af 200.000 infanterister og 45.000 kavalerister. Natten inden slaget skulle stå brugte de hele natten på at lægge planer for, hvordan den overvældende modstand skulle overvindes. Sejren skulle vise sig at komme i hus som konsekvens af to faktorer. Den første var en mildest talt genial taktisk, da tillod kavaleriet at lægge over 60.000 persiske infanterister i et bagholdsangreb, mens en stor del af del af det persiske kavaleri blev flankeret. Den anden faktor var Joanna, da for anden gang i sit liv vendte et slag i sin engleform. Med sværd og skjold deltog hun direkte i kampen. Alle soldater, som så hende faldt om og udviste ingen modstand for Alexander soldater. De eneste trusler var bueskytter på afstand, som ikke direkte kunne se Joanna. Takket været bagholdet kunne kavalerister trænge ind bag fjendens tropper og sprede rækken af bueskytter. Den persiske hær blev spredt yderligere da Dareios allerede tidligt flygtede fra slagmarken. Han skulle senere blive fanget og henrettet. Efter det blodigste slag i hendes liv hidtil følte Joanna sig beskidt. Indvendigt. Det persiske rige var faldet, men til hvilken pris? Hun fandt trøst i befrielsen af slaverne. En trøst som skulle vise sig at være kort. Det faldt hende ind at den følelse af mørke. Måske ikke mørke. Tomhed. Denne følelse af tomhed. Måske kom den fordi hendes opgave var fuldført. Måske havde det hele tiden været planen at hun skulle vælte perserriget. Hun forventede at blive kaldt til himlen hvert øjeblik det kunne være, men intet skete. Hun var stadig fanget på jorden – nu blot med endnu mere smerte på samvittigheden.
Kapitel V: Edderkoppens fald[/i]
Efter at have væltet perserne trak Alexander sine soldater tilbage og begyndte hjemrejsen. Joanna fulgte med ham. På deres vej støtte de på mange af de tidligere erobrede byer og erfarede at folket ikke var tilfreds. Mange steder blev de mødt af stor modstand, som Joanna forsøgte at løse diplomatisk. Alexander beskyldte hende for oprørene, fordi hun havde givet dem for meget frihed. Selvom hun benægtede at det kunne være årsagen lyttede Alexander ikke. Resultatet blev adskillige slag på vejen hjem, hvor alle oprør og mange hele byer blev knust af Alexanders hær. Han beordrede slaveriet genindført og sendte tropper til Grækenland for at smadre alt modstand. Manden som Joanna havde anset som sin allierede og ven, var blevet til alt det hun havde prøvet at bekæmpe. Det var mere end hun kunne bære, og der var det at noget gik op for hende. Ingen befolkning kunne leve fredfyldt under et imperiums styre. Befolkningen måtte være fri af fjerne kongers beslutningen. Da vidste hun at Makedonien måtte falde. Det skulle være skæbnens ironi at det lykkedes hende netop i Babylon. Hun forgiftede den Alexander, som havde forrådt hende og flygtede til Grækenland. Hun lovede sig selv at forgiftningen skulle være hendes sidste forbrydelse på jorden. Et løfte hun skulle vise sig ikke at kunne holde. Kort efter Alexanders død styrtede det makedonske rige i grus.
Kapitel VI: Tilgivelse[/i]
Da Joanna kom til Grækenland var hun plaget af dårlig samvittighed for sine handlinger. Hun følte at hun havde gjort det rigtige, men det eneste hun havde udrettet var at bringe endnu mere død og undertrykkelse til verden. Hun vandrede forvildet og fortabt rundt i hele Grækenland og så hvordan bystaterne blomstrede. Især Athen imponerede hende. Langsomt genvandt hun en tro på at det måske kunne lade sig gøre at skabe en verden med lighed og retfærdighed. I sin færd fra by til by hjalp hun alle hun mødte på sin vej. Startede med at rette op på verden et skridt af gangen. Ønskede inderligt at kunne finde tilgivelse for de handlinger, der nagede hende så dybt. Skønt hun gjorde hvad hun kunne, faldt hendes sind dybere og dybere ind i mørket. I 300 år søgte hun en smule trøst, men det lod til ingen steder at kunne findes. Da trøsten aldrig kom ønskede hun til sidst ikke andet ned at lægge sig til at dø, men ikke engang døden var hende forundt. Med tiden lærte hun at se styrken i de tilfældige gode gerninger. For hendes godhed gav grækerne hende navnet Angela. Hun følte sig imidlertid for første gang sin hun kom til jorden alene. Hun havde altid følt at nogen var med hende, men ikke længere. Hvad end, der havde holdt hånden over hende havde forladt hende. Lige indtil en nat. Hun vågnede brat med blikket fast rettet op mod himlen. Noget var helt anderledes. Det var som om hele verden havde ændret sig mens hun sov og intet så længere ud som det plejede. Hun kom fortumlet på benene. Dét som engang havde forladt hende var vendt tilbage. Hun følte sig ikke længere alene. Nogen holdt øje med hende igen. Det stod klart at noget var sket og for første gang i 300 år følte hun sig tilgivet. Der var en opgave hun skulle udføre. Der var brug for hende endnu engang. På himlen strålede en ny stjerne og lyste vejen for hende.
Kapitel VII; Jesus
Der var intet spor af tvivl tilbage i Angelas krop da hun nåede Betlehem. Hun var på rette vej. Da hun nåede frem var der allerede gået adskillige dage siden Jesu fødsel og selvom de havde skiftet placering, var der ikke skyggen af tvivl om, hvor hun kunne finde ham. Hvordan hun vidste hvor hun skulle gå hen, ville hun umuligt have kunnet forklare – hun vidste det bare. På vejen gennem gaderne støtte hun på adskillige af Herodes’ vagter. Et sted overhørte hun, hvordan de diskuterede et planlagt barnemord på alle drengebørn op til to år. Angela vidste at hun måtte skynde sig, og skiftede straks til sin engleform for at flyve det sidste stykke. Da hun ankom til stedet, hvor familien befandt sig og så barnet blev hun så overvældet at hun knap kunne tale. Aldrig havde hun set noget lignende. Barnet udstrålede noget helt særligt, så ingen kunne betvivle at han var noget specielt. Det næste som overraskede hende var at ingen fra familien var besvimet, skønt de havde set hendes sande form. De var i sandhed noget særligt. Noget forunderligt, hun aldrig havde troet hun skulle opleve. Da hun endelig kom til sig selv, advarede hun dem om truslen. ”I må flygte herfra. Det kan ikke gå hurtigt nok. Herodes’ vil slå alle drengebørn ihjel! Ledsag mig til Ægypten. Dertil rækker hans magt ikke.”[/color] De forstod straks alvoren og sammen satte de kursen mod Ægypten. I Ægypten skulle det vise sig at være et sandt kaos. De kunne umuligt opnå andet end at leve som fattige flygtninge de første par år. Derefter fik de mulighed for at vende tilbage til Nazareth. Angela vidste at hun hørte til ved Jesu side og veg aldrig fra den. Samtidig følte hun sig så ydmyg og svag i hans nærvær. Da han endnu var barn underviste hun ham, så godt hun kunne. Hun fortalte ham historierne fra hendes mange rejser. Hun fortalte om Persiens mægtige konger og bystyret i Grækenland. Hun lærte ham også mange andre ting, som hun med tiden havde fået samlet op. Hvordan man læste og skrev. Hvordan man regnede. Geografi – og meget andet. Jesus viste sig hurtigt at være en fortrinlig elev. De udviklede hurtigt et meget tæt bånd til hinanden.
Angela elskede Jesus – som en søn. Følelserne var muligvis gengældt, for som ti-årig døbte han hende Maria – ”den elskede”. Maria vidste at Jesus ikke var noget almindeligt barn – det vidste alle, som kom i kontakt med ham vist. Derfor ændrede situationen sig også som han blev ældre. Maria skiftede rolle fra læremester til beskytter. Mærkelige væsener, som Maria aldrig før havde set var nemlig begyndt at lure i mørket. Nu var det Jesus, der var blevet læremesteren og han instruerede hende i, hvordan disse væsener skulle bekæmpes. Det var derfor ikke alene sit sværd eller sin bue Maria holdt tæt ind til kroppen. Også kors og vievand blev en del af arsenalet. Mindre angreb fandt sted i Jesu ungdom, men intet som Maria ikke kunne klare. Der var tale om mindre organiserede angreb, fra unge vampyrer. Desuden var Maria allerede en Engel med en vis alder og hendes engleform alene viste sig som et stærkt våben, fordi den blændede vampyrerne så voldsomt at de sjældent var i stand til at gøre betydelig modstand. Samtidig følte hun sig væsentlig stærkere i Jesu selskab. Sidenhed begyndte Jesus at udføre mirakler og hele sit liv bevægede han sig dynamisk, som om han havde en helt bestemt plan han fulgte. Det var som om alt var besluttet på forhånd. Da Jesus var midt i 20’erne begyndt andre engle at ankomme. De samlede sig i Jerusalem. Nogle af dem havde vandret på jorden i helt op til 100 år, men hun mødte aldrig nogen, der var tilnærmelsesvis ligeså gammel som hende selv. Samtidig var det første gang hun mødte andre som hende selv. Deres tilstedeværelse undrede hende imidlertid. Hun var blevet af den overbevisning at hun var den eneste af hendes slags, så at se en gruppe på mere end hundrede var imponerende. 99 % af dem lod til at være ankommet til jorden for ganske få måneder siden. Der var ingen tvivl om at noget var under opsejling. Samtidig havde Jesus fået en stor mængde tilhængere. Han fortalte dem om vampyrernes tilstedeværelse og opfordrede dem til kamp. Derefter gik en intensiv jagt i gang på vampyrer, og en stor del blev udryddet allerede på dette tidspunkt. Hvis vampyrerne ikke ville udryddes helt måtte de snart organisere sig. Da Maria spurgte Jesus om de mange engle i Jerusalem svarede han hende, at hun skulle oplære dem til kamp og når det endelige slag skulle slå, skulle hun lede dem mod vampyrerne. Glædeligt tog hun imod opgaven. Hun ville gøre alt for ham. Han tilføjede at hun især skulle træne dem i bue og pil, for det ville blive deres stærkeste våben. Således gik et større arbejde i gang, og da fem år var gået havde hun en ”hær” af engle, som hun var stolt af. En nat kom Jesus til hende og forklarede at slaget skulle stå den følgende. Han viste hende en bygning fyldt med gyldne pile. De strålede. Selv i nattens mørke. Han forklarede at pilene var en gave fra Gud, og at de ville blive deres stærkeste våben. Hun fjernede ligeså mange, som hun troede at de ville få brug for fra huset og fordelte dem blandt englene.
Kapitel VIII; Slaget om Jerusalem[/i]
Da daggryet kom, var alle parate til kamp, men hele dagen skete der intet. Det var først om aftenen, da mørket begyndte at falde på, at noget rørte på sig i udkanten af byen. Det ubestridt største og mest organiserede angreb hun havde set fra vampyrernes side. Desværre havde hun ikke forventet så stor en udfordring og de første timer af kampen var hårdest ved englene. Især fordi vampyrerne var i overtal. Ikke desto mindre lykkedes det at vende kampen da pilenes fulde potentiale blev opdaget. Det skulle også vise sig at vampyrerne ikke var forberedte på det bombardement af religiøse symboler englene bar med sig. Efterhånden som det blev mørkere og mørkere ud på natten lod vampyrernes styrke til at stige og kampen vendte til deres fordel. Under halvdelen af englene var tilbage da klokken nåede 24. Maria tvang de resterende engle til at forsøge at omringe vampyrerne, og på denne måde lykkedes det at sprede dem tilstrækkeligt til endnu engang at vende kampen. Da klokken nåede 4 om morgenen var kun nogle af de stærkeste vampyrer tilbage. Det samme galt for englene. Tro det eller ej, men Maria havde ondt af vampyrerne. Selvom de havde dræbt mange af hendes egne, havde de trods alt dræbt endnu flere. Da hun hørte hvordan det var lykkedes en anden engel at spærre en vampyr inde i en trækiste, vidste hun at de sidste vampyrer skulle reddes, hvis overhovedet muligt. På denne måde kunne frelsen måske nå dem senere. I stedet for at bekæmpe vampyrerne i åben kamp gemte hun sig i gaderne og forsøgte at lokke dem i fælder. Da klokken slog 6 havde hun fanget 9 og i alt var 21 vampyrer tilfangetaget. Det næste bytte skulle vise sig at være Michael Ruzo Prince. Fra det øjeblik begyndte tingene at gå galt for hende. Selvom det var lykkedes hende at tilfangetage flere af de ældste skulle Michael vise sig at være en større udfordring. Hun havde opstillet en åben trækiste for enden af en smal gyde og lod låget stod op ad muren – klar til at blive sømmet fast. Idet øjeblik hun vidste at han havde set hende løb hun ind i gyden velvidende at han ville forfølge hende. Han var hurtigere end hende, men hun havde et trick i baghånden. Sine vinger. I sidste øjeblik lettede hun og fløj om bag ham, så han i stedet fortsatte mod trækisten. Hun greb fat i låget og maste det ind mod ham og kisten, men hun var ikke hurtig nok. Han overmandede hende let med hans overmenneskelige kræfter. Hun tumlede bagover og landede på ryggen, hvor han lynhurtigt var over hende. Inden hun kunne nå at gøre noget havde han grebet om hendes ansigt. Hans hænder var iskolde mod hendes hud, men samtidige brændte de sig ind i ham. Det var tvivlsomt at det var intentionelt, men da han lænede sig ned over hende, i noget der lignede et forsøg på at bide hende trykkende hans hænder mod hendes øjne. Hun skreg i smerte, som blod begyndte at løbe ned ad hendes kinder fra hendes øjne. Skriget rungede i den smalle gyde. Hun famlede efter et kort hun havde på sig og pressede det mod hans bryst. Præcis hvad han følte vidste hun ikke, men hun mærkede, hvordan han trak sig væk fra hende, og hun spredte vingerne for at komme op at stå, og siden lidt op i luften, hvor hun sparkede ud efter ham med benene. Selvom hun ikke kunne se noget, vidste hun at han kun kunne være i den retning, for gyden var for smal til at han kunne krydse hende uden at hun ville bemærke det. Sparket fik ham til at tumle bagover og væltede ind i kisten. Maria famlede efter låget og pressede det desperat ind mod kisten, hvor hun naglede det fast. Hendes åndedræt var så hurtigt, at det var tydeligt hvor meget hun havde frygtet for sit liv. På den anden side af kistelåget kunne hun høre ham banke og sparke løs. Hun pressede sin krop ind mod kistelåget, i frygt for at hun ikke ville have sat det ordentlig fast i hendes blindhed. Således stod hun i timevis og turde ikke flytte sig. Han var den 10. vampyr hun havde fanget – og den sidste i slaget om Jerusalem. I alt var 24 vampyrer blev tilfangetaget og kun Maria og to andre engle havde overlevet natten. De blev begge to kaldt tilbage til himlen den efterfølgende morgen. Maria forblev fanget på jorden.
Kapitel IX; Jesu død
Dagen efter fortalte Jesus hende at han skulle dø. Det var noget han måtte gøre, og hun kunne ikke blande sig. Maria accepterede det, men var nødt til at spørge Jesus, hvorfor hun ikke ligesom de andre engle var blevet sendt tilbage til himlen. Han kunne ikke svare hende på spørgsmålet. Maria spurgte derfor om hun havde svigtet sin mission. Sin Gud. Til det svarede Jesus blot, at hun var Maria – den elskede. Da Jesus blev korsfæstet stod Maria ved ham dag og nat. Selv i hans død forblev hun ved hans side. Hun mødte op ved hans begravelse, og ventede ved hans grav. Da han på tredje dagen genopstod, var det hende han først fortalte at han var vendt tilbage. Han fortalte hende, hvad hun skulle sige til apostlene. Hvordan hun skulle få dem til at viderebringe hans navn og gerninger. Siden steg Jesus til himmels og Maria forklarede til apostlene, hvad Jesus havde fortalt hende. Således udsprang kristendommen.
