For tyggegummi ofrer jeg alt!!

[Daniel Jackson]

Daniel skuttede sig i kulden, imens han strøg ind og ud mellem de mange bygninger, der konstant stod i vejen. Men okay, det var trodsalt Barcelona, så der var mange huse og kontorbygninger også videre. Han var iklædt en grøn T-shirt og en tynd frakke samt et par jeans med huller på knæene…de var kommet af et par sammenstød med asfalten. Han sukkede opgivende ved tanken. Mon man kunne kurere klodsethed? Solen var næsten nede i horisonten, så den ellers varme dag var blevet betydelig køligere – derfor frakken. Han havde ikke planlagt at blive hængende så længe, men han havde besøgt nogle venner i en af Barcelonas kirker, og det havde trukket ud. Der var jo så meget at snakke om, når man sjældent havde tid til at mødes. Wow! Han undgik med nød og næppe en husmur og åndede lettet ud. Måske skulle han stige lidt højere op. Det ville nok være en ide. Det var heller ikke sikkert at flyve så lavt i længden. Han nikkede for sig selv og forsøgte at finde noget tyggegummi i sine lommer til opstigningen, men lige da han fik fat i en pakke, knaldede han ind i en ny husmur og flaksede kort forvirret rundt i luften. Av, av, av!! Daniel ømmede sit hoved og så dobbelt, indtil han opdagede tyggegummipakken faldt mod jorden! NEJ! Han dykkede hurtigt ned og nåede at fange pakken, inden den ramte jorden. Han rettede triumferende op og ville flyve højere op, men så kolliderede han med en skikkelse og faldt omkuld. ”Årh, av mit hoved!” han satte sig op og ømmede for anden gang indenfor to minutter sit hoved. Det her kunne ikke være sundt!

[Michael Ruzo Prince]

Normalt var det de ældste der kom på besøg i Paris hos ham for at snakke om tingenes gang, men denne gang var han selv taget ud til de forskellige byer på besøg. Barcelona var endelig den første han skulle besøge og han skulle blive der i hele to dage hvilket var en del når man tænkte på at han kun havde i sinde at bruge en dag på at besøge både Sevilla, Cordoba og Valencia. Han havde valgt Barcelona som den første fordi han havde nogle ting han skulle snakke med den ældste i byen om. Den næste tur gik til Spaniens hovedstad, nemlig Madrid. Han havde været i Barcelona i en dag hvilket vil sige at han endnu havde en dag at tilbringe i byen. Formiddagen var gået på arbejde, det samme gjaldt eftermiddagen og ført hen imod skumring havde han endelig fået tid til at udforske byen på ny. Det var langt fra første gang hang var i byen, og nok heller ikke sidst. Han nød altid at se byens indretning, arkitektur, folk og kultur. Han lærte hver gang nyt selvom han selv var over 2200 år gammel. Man lærte noget nyt hver gang, selvom man var lederen af vampyrerne.

Han havde snakkede med nogle folk som ikke havde genkendt ham hvilket nok skyldes at han havde stået i skygge eller med ryggen til solen der var på vej ned hvilket sendte skygger hen over hans ansigt. Medierne gjorde det svært for ham at skjule sig eller være ukendt men han havde ikke i sinde at ændre på pressefriheden, måske stramme reglerne en smule hvis det blev for meget men heller ikke mere. Selvom solen næsten var væk havde han solbriller på så mørke at øjnene ikke ville kunne ses. Han var iført en grå skjorte hvoraf de to øverste knapper ikke var knappede, ærmerne var smørret og ellers sad den tæt ind til hans overkrop. På benene var han iført mørkeblå jeans og på fødderne simple lædersko. Håret var en smule i uorden, lidt langt men klædeligt. På venstre hånds langefinger bar han en ring og ellers var huden blot bleg som en vampyrs nu var. Han havde en tydelig udstråling af styrke, autoritet og arrogance som fulgte med alderen og en rank elegant holdning. Folk fulgte ham med blikkende og kvinderne sendte ham længselsfulde blikke. Lyden af vinger skar gennem luften og han kastede et blik op i himlen for at opdage at en skikkelse var på vej ned mod ham. Han standsede uden besvær og selvom han kunne se at denne ville ramle ind i ham flyttede han sig ikke. sammenstødet sendte ikke Michael i jorden selvom det havde været et hårdt sammenstød. Hans blik som var skjult bag solbrillerne hvilede på knægten som lå på jorden.

Tag: Daniel Jackson
Word: 463
Outfit: Clik
Note: N/A

[Daniel Jackson]

Daniel sad stadig og ømmede sig, imens folk besvimede omkring ham. Ej, ikke nu igen! Han trak opgivende vingerne ind og genoprettede sin menneskeskikkelse. Helt ærligt, han burde have lært det efter sidste gang! Han kom langsomt på benene og børstede sine bukser af, inden det gik op for ham, at personen foran ham ikke faldt om ligesom de andre. Han var ikke engang væltet, da Daniel fløj ind i ham. Han lignede ikke ligefrem en af de der bodybuilders, så det overraskede lidt Daniel, at han ikke engang var vaklet. Sært…hey…hvorfor besvimede han ikke? Måske var det solbrillerne? Drengen blev hurtig afledt, da han opdagede sin tyggegummipakke på jorden og samlede den op. Gudskelov, den var okay! ”Undskyld, jeg nåede ikke at…vent nu lidt…” han kneb øjnene sammen og så nærmere på manden, inden han pludselig fandt sin lighter frem og tændte den. ”Argh, vig bort!!” en vampyr! Det var en vampyr! Der stod en vampyr foran ham!! Hvorfor stod der en vampyr foran ham?! DER VAR EN VAMPYR!!! Daniel bakkede panisk bagud, imens han holdt sin ’farlige’ lighter frem for at holde ’bæstet’ på afstand. Hvor var der noget benzin, når man skulle bruge det!! Den ville æde ham!! Eller ja, det var jo en han…HAN VILLE ÆDE HAM!! Han var for ung til at dø!! Han var ikke engang fyldt 100! Han ville ikke dø som en teenager!! Han havde ikke engang haft en midtvejskrise endnu, og han så ellers frem til at købe en sportsvogn!!!

[Michael Ruzo Prince]

Michael så blot roligt på ham selvom knægten havde mistede kontrollen over sin menneskelige skikkelse. Lyset som englene nu var i besiddelse af når de var i deres egen form sved i øjnene som han knep samme. Han rokkede sig dog ikke ud af flækken selvom drengen betragtede ham forundret idet han fyr styr på sin skikkelse. Da denne omsider kom på benene og tog et ekstra kig på Michael kunne sidstnævnte se genkendelse i knægtens øjne. Ikke fordi de personligt kendte hinanden, men fyren opdagede at han var vampyr. Lighteren der dukkede op i hans hånd fik Michael til at skyde det ene bryn op, solbrillerne skjulte dog delvist bevægelsen som var ret elegant og karakteristisk for vampyren. Brynet gled ikke på plads især ikke ved ordene Vig bort!!. Troede han virkelig det der virkede. Lighteren var ubrugelig for Michael var flere tusind år gammel og derved ikke så let at skade med ild, især ikke så lidt ild som det der. Desuden havde Michael stået stillet da knægten var ramlet ind i ham så det var nu mere knægten der skulle vige bort og ikke omvendt, for slet ikke at sige at Michael ikke lignede en kæmpe trussel. Han var ikke stor af bygning, høj ja og en anelse muskuløs men heller ikke mere. Men knægten vidste sikkert at vampyrer var utrolig stærke så synet kunne skam bedrage en del.

Det var tydeligt at se at knægten var skræmt fra vid og sans. Og det var tydeligt at han ikke havde mødt mange vampyrer i sit liv, trist så at møde lederen, hvilket nok var en stor mundfuld, hvis han da opdagede det. Han kastede et blik til side, de stod ved en butik med en masse fjernsyn, de fleste var tændte og indstillet på nyhederne, lyden af nyhedsværten kunne tydeligt høres for de fleste men alligevel var der undertekster som forklarede. Blikket gled dog på ny hen over ham men var endnu skjult bag solbrillerne. Med en hurtig bevægelse, og så hurtig som en vampyr på over 2000, den hurtigste af alle kunne bevæge sig, kom han en omgang rundt om knægten, snuppede lighteren ud af hans hånd og stod igen på den samme plet som han lige havde forladt. Der var knap gået et sekund og de fleste havde end ikke nåede at blinke men han stod med lighteren i hånden og med en let bevægelse slukkede han ilden.

Tag: Daniel Jackson
Word: 403
Outfit: Clik
Note: N/A

[Daniel Jackson]

Hm…vampyren stod underligt stille. ”Er det en statue,” grublede Daniel for sig selv. Tingesten havde ikke rørt sig ud af flækken, og det kunne da også forklare, hvorfor den ikke var væltet omkuld. ”De er godt nok gode til at lave noget virkelighedstro her,” han åndede lettet ud, men så drejede statuen hovedet og så på fjernsynene i butikken, så Daniel hævede hurtigt hånden med lighteren igen. Det var ikke nogen statue!! Den var…eh…han var ægte!! Hvorfor kunne det ikke være en statue?! Vampyrer var mere nyttige som statuer! Der kunne komme vand ud af deres hugtænder og sådan noget, det ville da se fint ud på et springvand, og der lå en dejlig ironi i det! Pludselig stod manden så med hans lighter. Daniel blinkede kort med øjnene. Hvornår? Hvordan? Han vendte kort rundt og kiggede tilbage, inden han så drejede rundt og så på vampyren igen. Ja, vampyrer var da normalt hurtige, men han havde aldrig oplevet en, som var så hurtig på aftrækkeren. Det burde nok skræmme ham, og det gjorde det også, men samtidig blev han også sur over, at fyren bare huggede hans lighter på den måde! Det var ikke fair! ”Det er min!” sagde han forulempet og rakte hånden frem for at få den tilbage. Hvis han ikke fik den frivilligt, måtte han jo så forsøge at hive den ud af mandens hænder, selvom fyren var ret høj og bare kunne holde den ude af rækkevidde, men det var jo, hvad man havde vinger til! ”Man må ikke bare hugge andre folks ting!”

[Michael Ruzo Prince]

Michael kunne tydeligt se en lettelse over knægtens ansigt der dog kun varede i få sekunder. Hans ord gjorde det klart at han havde troede at Michael var en statue hvilket ikke var underligt så stille og fast som han stod men helt ærligt, en statue med tøj, solbriller og så bare midt på gaden? Næppe! Ved knægtens ord, de sidste af dem hævede Michael det ene bryn. Skulle han snakke om hvad man må og ikke på. Det var jo ham der havde pegede på Michael med en lighter og ikke omvendt. Han flyttede sig ikke, stod blot stille og så nærmest ud til at vente. Nogle sekunder efter skiftede nyheden i tv og nyhedsværtens stemme lyd rolig og fast denne gang med en ny nyhed ”Det er blevet bekræftet af vampyrledren Michael Ruzo Prince er taget til Barcelona. Det skulle efter sigende være sket tidligt i morges og opholdet vil vare ti tre dage” mens manden snakkede dukkede der et billede af Michael op i skærmen, eller rettere en videooptagelse. Michael var på vej ud til lufthavnen, uden solbriller og kameraet zoomede ind på hans intense, gennemtrængende blå øjne. ved dette billede rakte Michael hånden op til brillerne og tog dem langsomt dog elegant af. Hans isblå intense og gennemtrængende øjne der kunne få selv de største og ældste vampyrer til at krympe sig hvilede på knægten dog hverken hårdt eller vredt eller ondt så ingen grund til at han skulle krympe sig. folk på vejen standsede, eller nogen gjorde, nogen gispede og skyndte sig videre andre stod og gloede med livelig interesse mens nogen ikke synes at have bemærket noget. Michael var fortsat tavs, sagde intet hvilket der vist heller ikke var behov for længere.

Tag: Daniel Jackson
Word: 288
Outfit: Clik
Note: N/A

[Daniel Jackson]

Daniel blev træt af at vente på, fyren gav ham hans lighter tilbage, så han forsøgt at tage den ud af hænderne på ham. Han kunne da ikke bare tage andre folks ting! Det var da det samme som at stjæle! Daniel havde jo bare forsvaret sig lige før, det var noget helt andet! Han fulgte muggent mandens blik mod tvet. Det så ud til det her var lederen?! Fedt! ”Helt ærligt, hvis du er lederen, burde du da vide, man ikke bare tager folks ting,” muggede han irritabelt. Denne Michael havde trodsalt ikke gjort mine til…ja, noget som helst endnu, så Daniel følte sig ikke videre truet. Ja, han var hurtig og sikkert stærk, men fjendtlig kunne han altså ikke kaldes! Hvad var Michael også for et navn til en vampyr? Også lige Prince til sidst! Var det for at gnide ekstra salt i såret på hans undersåtter eller hvad? Daniel havde i hvert fald aldrig mødt en vampyr, som ikke havde et lidt for stort ego. Han tog sig ikke videre af folk og gik egentlig bare ud fra de ikke lagde mærke til ham. ”Jeg burde ikke være nødt til at tigge for at få min egen lighter,” muggede han videre.

[Michael Ruzo Prince]

Han hævede det ene bryn da fyren forsøgte at tage lighteren og flyttede uden besvær hånden ud for rækkevidde. At han ikke virkede farlig var blot en dum tanke at tænke, ja det gjorde han godt nok ikke nu men det betød langt fra at han ikke var farlig. Han kunne brække adskillige ribben på knægten blot ved at give ham et spark som nok vil få ham til at flyve direkte ind i den nærmeste bygning i sådan en fart som sandsynligvis vil sætte hans vinger ud af spil i nogle dage. Hans fornavn samt mellemnavn var det samme som hans forældre havde skænkede ham, efternavnet var dog i mellemtiden blevet ændret ved hans tilbagevenden og det var det navn han i sin første periode havde arbejdet med rundt omkring i Paris. Ved hans næste ord ”Hvorfor dog ikke, jeg elsker at se folk tigge” sagde han med et ganske roligt blik og en stemme der ikke var særlig høj, dog hviskende og gyselig på sin helt egen måde. Hans blik fangede knægtens som han endnu ikke kendte navn for ”Jeg troede ellers at engle lærte deres børn om høflighed, du kender mit navn, men jeg kender ikke dit..” sagde han venligt. Han kunne finde på mindst tusind ting der kunne skræmme fyren væk hvis han ville men det havde han ingen planer om, i hvert fald ikke endnu. Han betragtede ham roligt i få enkelte sekunder inden han frivilligt rakte ham lighteren.

Tag: Daniel Jackson
Word: 244
Outfit: Clik
Note: N/A

[Daniel Jackson]

Han blinkede kort med øjnene. Wow, fyren kunne tale? Det havde han ikke helt forventet, men han var samtidig mere optaget af at prøve at få fat i lighteren, men vampyren blev ved med bare at flytte den uden for rækkevidde!! Dumme vampyr! Det var ikke fair at mobbe! Dumme vampyr! ”Ved du hvad, det tvivler jeg egentlig ikke på,” svarede han tørt på mandens holdning til folk, som tiggede. Vampyrer fik folk til at tigge, det var så englenes arbejde at sørge for, de holdt op igen. Dumme vampyrer! Daniel blev dog en anelse utryg, da manden fangede hans blik. ”Du hilste da heller ikke, og jeg regnede selv dit navn ud, du fortalte det ikke,” påpegede han med en løftet pegefinger. Michael var ikke et hak bedre selv. ”…og mit navn er Daniel,” føjede han til, siden manden dog havde en pointe, og Daniel ville trodsalt ikke være uhøflig, specielt siden han fik sin lighter tilbage! Han lyste op i et skævt smil og tog imod den med et ’tak’. Han gik så tilbage til at se kritisk på fyren. ”Burde du ikke være i Frankrig?” det var da der vampyrernes leder boede, ik? Hvad lavede han så i Spanien? Tjekkede op på sine små undersåtter?

[Michael Ruzo Prince]

Hans ansigt var ganske udtryksløs, ja det ville ikke undre ham hvis knægten havde troede at han var en statue eller noget, for han lignede en når han stod helt stille. Endelig var det kun hans øjne der fik ham til at virke en smule levende, hvis hans slags da kunne kaldes levende. Englen så ikke ud til at bryde sig om den kendsgerning at Michael elskede at se folk tigge, det kom ikke bag på ham at englen ikke brød sig om det, det ville være underligt hvis han gjorde. Da han fortsatte smilede Michael et skævt smil, ikke et sødt et, men et dystert dog yderst charmerende og aristokratisk smil, ja som resten af hans holdning var selv smilet aristokratisk, et tegn på at han vidste hvor højthævede han var over alle omkring sig. Ja han var så sandelig en vampyr med selvtillid og et stort ego. ”Sandt nok, men mine forældre var heller ikke engle” svarede han med en munter klang i stemmen. Ja han kunne skam godt være munter, og det han havde ment relateret til det andet han havde sagt før. da knægten, eller Daniel, sådan som han nu hed, takkede smilede Michael endnu engang et skævt smil der dog forlod hans læber få sekunder efter. Sødt, at han takkede sin værste fjende, men det var nu alligevel godt at se en mindre fjendtlig indstillet engel. ”Burde du ikke være i Italien” gav han igen, det var jo der englene hørte til.

Tag: Daniel Jackson
Word: 247
Outfit: Clik
Note: N/A

[Daniel Jackson]

Kunne vampyrer mon kaldes levende? Daniel vidste ikke helt, hvordan det præcis hang sammen med forvandlinger, men han anså nu væsnerne for at være levende, når de nu gik rundt og…tja, levede? At de så havde en tendens til at dræbe ting var en anden side af sagen. ”Det er vel en pointe,” mumlede han. Michael havde jo ret i, hans forældre ikke var engle, men han var da stadig ældst og burde opføre sig derefter! Det var faktisk mere skræmmende, at vampyren lød munter, end når han sendte dræberblikke. Daniel var vant til dræberblikke fra vampyrer, men ikke at de blev helt muntre. Det var så ’Ha-ha-jeg-har-lyst-til-at-vride-din-hals-rundt’ agtigt! Tanken gav ham lyst til at ømme sin hals, men han afholdt sig fra det. Da Michael svarede et spørgsmål med et spørgsmål, kunne Daniel kun sukke. ”Jo, men jeg skulle besøge nogle venner,” hm, var det helt smart sagt? Det var først bagefter, han kom til at overveje, man nok ikke burde sige, man havde venner i Spanien så åbent? Tanken fik ham til at rykke et par skridt væk fra vampyrlederen, selvom han jo havde oplevet, hvor hurtig manden var, så det var nok ret nyttesløst, men det gav ham alligevel en vis form for tryghedsfølelse at have lidt afstand til fyren.

[Michael Ruzo Prince]

Det var nu ganske anderledes at snakke med en af de yngre engle end de sædvanlige ældre, forstokkede og totalt hadefulde engle. Det var ikke fordi denne engel udstrålede forståelse og kærlighed, slet ikke, men heller ikke den had han normalt blev mødt med når man fandt ud af hvem han endelig var. At han var ældst var ligeledes rigtigt, men det var langt fra vampyrerne der var kendt for at have maner men englene, vampyrer var kendt for at være gamle morderiske væsner der fortærede mennesker og hærgede og ødelagde uanset hvor de befandt sig, hvilket da heller ikke var helt løgn for alle, men langt fra sandheden hellere. Men hvorfor så ikke leve efter de ting man alligevel bliver dømt for selvom man ikke er en af de personer? Det ville da gøre livet lettere for mange vampyrer der forsøger at være en smule menneskelig. At denne så var van til dræberblikke og ikke brød sig om hans smil ville have morede Michael hvis han ellers havde vidst det. da han fik at vide at denne skulle besøge nogle venner kunne Michael ikke lade være med at spekulere over hvilke slags venner, godt nok så denne engel ganske sød og uskyldig ud men skindet kunne bedrage. Desuden var Spanien vampyrernes domæne selvom det ikke så ud til at være det når gaderne ikke var overfyldt med vampyrer, blod eller angst. Alt så ganske normalt og fredeligt ud. ”Og jeg skulle til møde” svarede han. Det var alligevel i nyhederne så der var intet at skjule.

Tag: Daniel Jackson
Word: 257
Outfit: Clik
Note: N/A