Bayonne by night

[Mimi Destiny Dust]

Hendes lange blonde hår blæste vildt i vinden. Hun stod og ventede, der ønsker og er villige ham at nå frem. Hendes klare blå øjne stirrede over vandet, ser på de høje træer, som virkede så lille i det fjerne. Hendes lange vest lå tungt på hendes skuldre og blidt børstet mod hendes knæ. Hendes hænder anspændt, da hun holdt den tunge dokumentmappe, som undertiden slog på hendes ben, hvilket gør hende krympe med smerter.

Den evige lyd af vand gav hende kuldegysninger, da det vasket for frem og tilbage hele tiden, hver bølge stadig kraftigere, og hver bølge komme tættere på. De nøgne træer klamrer på den sidste af deres blade, som de barske vind flået dem bare. Himlen syntes vred som mørke, tunge skyer overtog.

Hun trippede hendes fødder som de små småsten gjorde dem ondt. Under dybe indåndinger hun kiggede igen på hendes omgivelser. For hvad der føltes som timer, havde hun stået i det nøjagtige sted, han havde bedt hende om at møde ham. Hun lukkede hendes øjne stramme mens hun ønskede at være et andet sted; sted specielt for hende.

Åbning hendes øjne fandt hun sig selv på samme sted. Tårerne fyldte hendes øjne, da hun tabte sig i minderne. Det var den gamle sø, hvor solen skinnede, og hvor hun spillede som barn, men nu var det en glemt sted, hvor ingen gik. Hun kunne ikke forstå, hvordan noget så ren kunne blive en glemt hukommelse, at være fyldt med elendighed og rædsel.

Hun tænkte på ham, og hvordan hendes liv vendt mere mørke efter at han havde dukkede op i hendes liv igen med viden omkring hvem hun i virkeligheden var. Hun forstod ikke rigtig hvordan en gammel barndomsven ville gøre det imod hende efter alle de år.

Hver anden mere hun ventede syntes et helt liv. Himlen begyndte at dreje mørkere og mørkere som natten krøb på intetanende dag. Den pludselige "tude" af en ugle gjorde hende hoppe. Under en lang dyb indånding hun forsøgte at berolige hende nerver. Hendes vejrtrækning faldt, men hendes hjerte udføres slå hurtigt i hendes bryst og den nagende stemme i hendes hoved fortælle hende "det skal ha en ende nu i nat."

Et langt væk lyden af en bil, begyndte at nærme sig, langsomt og støt, bliver stadig tættere. Følelser styrtede rundt hovedet. Tvivl og frygt overtog, hun kiggede over hendes højre skulder, han måske ikke havde set hende. Måske kunne hun gå, og han ville ikke finde ud af.

For få minutter hun debatterede med sig selv. Konfektion hendes sind begyndte hun at vende rundt for at gøre en hurtig exit, men pludselig overrasket tilbage, da han kom, og han var næsten der, lyden af vandet var maskerede lyden af den forestående bilen, kunne hun ikke gå nu, som han ville se hende og følge hende. Hun kunne ikke vente, inden for de næste par timer vil hun være hjemme. Nogle hvor hun følte sig sikker, i modsætning til hendes nuværende omgivelser, der nu er hun følte var bygget til frygt.

Da motoren slukket, verden omkring tysset, som om det var at lytte til dem. Den dødelige tavshed gjorde hende holde vejret, det var, hvis skoven holdt vejret langs siden hende. Dette gjorde hende nerver eskalere.

Døren blev åbnet, den pludselige kulde i luften udenfor sendte en gysen ned ad hans ryg. Han trådte langsomt ud at vente på hende at vende om og hilse ham. I spekulerer han lukkede døren bag sig og overlade det ulåst han trådte langsomt, men altid at få tættere og tættere på hende. Lyden af småsten der blev mas under hans fødder lød roligt omkring træerne. Han holdt hovedet højt op; uden at skamme han bar på.

Hun vidste, at han gik hen til hende, ligesom hun var hans bytte, og han var ved at blive sulten. Træerne var hver perfekt placeret, for at skjule dem fra deres mange byer omkring skoven. Dette intimideret hende som ingen anden levende væsen var omkring, de var afsondret fra alle andre; omhyggeligt skjult.

Fældning hans tilstedeværelse ved siden af hende, tør hun vender sig om mod ham i frygt for, hvad han kunne gøre. Hun kunne høre ham trække vejret tungt, som gjorde hende fylde med beklagelse. Hun fortsatte ud over søen og ventede på ham til at tale. De har begge stod ikke sikker på hvad jeg skal sige til hinanden.

"H ... H ..." han stammede. Han rømmede sig og fortsatte tappert "Hej. Tak. Nej Er ... Tak for mødet mig." Hans øjnene var ikke af den opfattelse, vendte han sig til at se på hende at tvinge et smil. Da hans blik nåede hendes ansigt, hendes urolige øjne stadig stirrede ud ikke mærke af den opfattelse, men ser dybt i tanker. For de næste par sekunder, de stod frosset til stedet.

Alt var stille, indtil hun kiggede ned. Han betragtede hende gyldne blonde hår falder ned, der dækker hendes ansigt. Hemmelighed hun græd inde tænker på fortiden og hvad der kunne have været i dag, men nu alt hvad hun ønskede at gøre, er at slippe af med dokumentmappe. Hun trak dokumentmappe op som forårsagede hendes omfattende smerter i armene på grund af følelsesløshed forårsaget af at holde den; smerten viste i hendes ansigt, da hun tvang op hendes øjne og bed hende tænder sammen.

Han rakte ned og tog fat i mappen. Han kunne mærke det kolde læder røre hans hånd. Hun skubbede det yderligere i retning af ham og faldt det i hans hænder. Den pludselige intetanende vægt dokumentmappe gjorde ham faldt ud af balance, da det trak på hans arme.

Hendes bekymringer var ovre. Hun trådte væk fra ham langsomt som krampe i benene gjorde hende til at føle stiv. Da hun begyndte at løbe væk kunne hun se træerne klarere nu, og med hvert skridt hun så en anden del, hun havde ikke bemærket på den måde her.

Efter at have nået åbningen af skoven hørte hun lyden af bilens motor overdøve de mindre rolige og mindre skræmmende lyde, som tidligere havde opslugt hende i rædsel. De småsten under hendes fødder begyndte hurtigt at tynde ned, afslører en mudder spor nedenfor. Banen var bred gøre en klar skære igennem skoven, og hun mærkede ukrudtet igennem, og de blade og kviste henkastning sporet. Lejlighedsvis kom vinden og kastede bladene omkring, som om de var dens legetøjet, indtil det forlod pludselig forlader dem langsomt danse til jorden. Hun holdt til den side af banen, hvor det blev slidt væk, og en dyb led blev indstillet. Gående ned ad sporet var vanskelig, da det var ujævn og store tornebuske voksede spredning på banen. Lyden af bilen fik højere, da hun flyttede sig rundt en stor torn busk, hun kiggede tilbage.

Glans af bilen gjorde det skiller sig ud fra baggrunden. Den sorte bil var ny, næsten perfekt, bortset fra den dybe bunden løber lige ned foran fra forruden til toppen af nummerpladen. Vinduerne var lidt smurt ud, gør det svært at se ham. Gennem vinduet kunne hun se ham, eller rettere bare hans skyggefulde omrids. Hun kiggede på skyggen, ukendt for hende, de ledte i hinandens øjne.

Hun vendte sig og fortsatte til fods. Hun undrede sig, hvorfor han ville bringe sin bil ned mindre vej, det var lavet til at gå, var den anden vej asfalteret og havde mindre tilgroet buske og træer.

Lyden af bilen var ved at blive højere, og dette signalerede til hende det var ved at blive tættere. Hun vendte sig om og gispede højlydt. Et par blodige røde øjne stirrede direkte mod hende. Drejning, hun løb. Smerten i benene forsvandt under en brøkdel af et sekund. Hastigheden af bilen nervøs hende. Hun kiggede til venstre og højre, på udkig efter en vej ud. Det var en kat og mus jage, og hun var mus. Hun vidste allerede det var mindst en halv times gang til nærmeste busstoppested at tage hende til byen. En pludselig erkendelse kom over hende. Hvordan kunne hun ud at køre en bil? Hun standsede.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Tag: Daniel Jackson
Word: 1336
Outfit: Tøjet – bare med en sort mappe istedefor en grå taske
Note: -

[Daniel Jackson]

Han rullede rundt i luften, spredte vingerne ud i deres fulde længde, svang sig længere op, trak dem ind til siderne, rullede rundt igen og spredte dem atter ud igen for at flyve langs strand og skov. Han var ikke helt sikker på, hvor han var. Det var nok ikke Italien, men hvor så? Hm, han kunne jo altid prøve at tale til nogen? På den anden side kunne han risikere, han var i Frankrig og spurgte en vampyr om vej? Tsk, selvfølgelig var han ikke i Frankrig! Han var helt sikkert fløjet mod vest! Så han måtte vel nærmere være i Grækenland? Han trak på skuldrene og fløj hen over et stykke skov, imens han nød at mærke vinden stryge over hans fjer. Himlen var overskyet, så han var rimelig skjult, men han trak alligevel længere ned, da han opdagede en bil og lidt længere fremme en kvinde, som så ud til at have ret travlt. Gad vide om bilen ville stoppe og give hende et lift. Hm, det lignede nu mere at den speedede op…vent, speedede op?! Han dykkede hurtigt ned, greb fat i kvindens ene arm og svang sig med besvær op igen. Wow, hun vejede mere, end han havde regnet med! Han fløj ind over nogle træer, men så kunne hans vinger ikke bære dem mere, og han fik sin menneskeskikkelse tilbage. ”Åh åh…” med de ord faldt de ned i trækronerne. Daniel ramte selvfølgelig mindst halvdelen af træets grene på vej ned og kolliderede til sidst med den nederste, tykkeste gren, så al luften blev slået ud af ham. Årh, det gjorde ondt! Han kom langsomt op at sidde og så rundt efter pigen. ”Hvor er du, dame?”

[Mimi Destiny Dust]

Lige at der var nogle, som kunne finde udad at flyve rundt oppe i luften var ikke noget, som Mimi havde troede der var muligt og faktisk så havde hun heller troede at det var muligt at vampyrer fandtes indtil at hun havde stået overfor hendes gamle barndomsven.
Men lige hvem der befandt sig inden bagved de mørke ruder kunne Mimi ikke se og dog, så da billen speedede op så fik hun en klar fornemmelse af hvem det kunne være. Det ændre dog, ikke på at frygten indeni hende fik sådan et tag at hun fråsede fast til stedet selvom hun vidste at det nok vil være smartes at forsøge at hoppe ud til den ene side og dog, så var det, som at hendes krop slet ikke ville hører efter. Knap nok havde hun blikket med hendes øjne før at hun mærkede at der en hånd, som hev hende opad og hun åbnende hendes øjne igen for at se op på hvad end der havde fået fat i hende. Da hun så at det var en person med vinger! Så troede hun i første omgang at hun var ved at blive sindssyg på grund af sådan noget var slet ikke muligt. Pludselig så lade hun mærke til hvor tæt på himlen var og det var også noget, som fik hende til at se nedad hvilke var noget, som hun med det sammen fortryd at hun havde gjort på grund af der var meget langt ned til jorden. Hun greb fat med hendes anden hånd omkring hans hånd, som holdte hendes ene mens hun nærmeste ønskede at hun var blevet ramt af billen istedefor dette. Hvis der var noget, som Mimi slet ikke brød sig om så var det højder blandt andet og hun frygtede virkeligt at være i frit fald. Dog, så hun hørte slet ikke hans åh åh før at en af hendes værste frygte begyndte at sket og det var at være i frit fald. Da de ramte nogle trækroner så forsøgte hun at gribe fat i alle de grene, som hun kunne få fat i på vejen ned og det lykkes hende at få ordentligt fat i en af sidste grene inden at den nederste samt tykkest gren ville komme. Men lige hvad der skete med personen, som havde for lidt siden flyet med hende havde hun slet ikke overblik over på grund af hendes opmærksomhed gik på at komme op på den gren, som hun havde fået fat på. Men da der pludselig lød en stemme og kiggede Mimi nedad imod stedet hvor stemmen kom fra. Der opdage hun at den tilhørte en tilsyneladende menneske eller ikke gang det var hun sikker på ”Er her oppe” svaret hun tilbage mens hun fik sat sig ordentligt på grenen og hun kæmpede en kamp inden i sig selv for at ikke kigge ned på grund af selv på grenen så virkede jorden så langt væk.

- - - - - - - - - - - - - - -

Tag: Daniel Jackson
Word: 489
Outfit: Tøjet – bare med en sort mappe istedefor en grå taske
Note: -

[Daniel Jackson]

Daniel ømmede sin ryg, der gav et kort knæk fra sig, så han kom til at skære ansigt. Derefter blev halsen ligeledes knækket, også vendte han sig om for at se op på kvinden. ”Er du okay?” spurgte han småbekymret og tørrede lidt blod af nogle rifter på sine hænder med et trøjeærme. Grækenland gjorde ikke noget godt førstehåndsindtryk! ”Er det normalt at være ved at blive kørt over på den måde? Jeg som troede, de kørte sindssygt i Italien,” hun var ikke en vampyr, så Daniel så ikke noget problem i at tale med hende. Der var ikke behov for at stikke af. Desuden kørte de altså sindssygt i Italien! Man skulle virkelig passe på, når man bevægede sig ud i trafikken! Daniel rejste sig op på grenen og rakte så damen en hånd for at hjælpe hende ned. ”Undskyld jeg tabte dig, men du vejer overraskende meget,” undskyldte han så med et skævt grin og indså ikke selv, at han nok lige havde fornærmet hende. De burde nok komme ned fra træet, også kunne hun vise ham vej til en by eller sådan noget! Daniel havde aldrig været i Grækenland, så han glædede sig til at se kulturen…men her var nu koldere end han havde regnet med.

[Mimi Destiny Dust]

De knækkelyde, som der kom fra fyrens krop var ikke lige nogle, som hun slet ikke hørte på grund af frygten og lettelse over at overlevet en af hendes værste frygter. Men da han spurgte hende om hun var okay så kunne hun ikke lige der få et ord udover de rosablege læber hvilke var derfor hun endte med at komme med en blanding af et nik og et ryst på hovedet, som svar på hans spørgsmål. Dog, så det næste spørgsmål, som han kom med var et, som fik hende til at se underne på ham ”Nej, det er det ikke.. Men de kører lige så sindssygt her i Frankrig også” svare hun letter forvirret på grund af det var en af de mest mærkelige spørgsmål, som hun havde hørt i en meget lang tid og lige at fyren troede at han befandt sig i Grækenland havde Mimi ikke nogle viden om på grund af hun vidste blot at de var i syd Frankrig eller det gik hun ud fra at de gjorde selvom hun ikke var sikker på hvad for en retning fyren havde flyvet med dem i. Men lige hvordan de kørte i Italien vidste Mimi intet om på grund af hun havde aldrig været der og dog, så havde hun godt hørt at de virkeligt slet ikke kunne finde udad at kører ordentligt dernede. Med en letter rystende hånd tog hun imod hans hjælpen for at komme ned fra træet og hun var stadig rystede over hele den nats forløb indtil videre hvilke også var derfor hun overhovedet ikke kunne lade vær med at ryste. ”Det går nok.. Er jo ikke død af det” svaret hun med et forsøgende letter skævt smil og grunden til at hun slet ikke lade så meget i at han lige havde fornærmet hende var på grund af hun slet ikke havde helt styr på sig selv endnu.

- - - - - - - - - - - - - - -

Tag: Daniel Jackson
Word: 317
Outfit: Tøjet – bare med en sort mappe istedefor en grå taske
Note: -

[Daniel Jackson]

Han hjalp hende ned på grenen og videre ned på jorden, siden hun ikke rigtig virkede så vild med højder. Vent…han slap med et sæt hendes hånd, så hun faldt det sidste stykke til jorden. ”FRANKRIG?!” udbrød han forskrækket. Var det her ikke Grækenland?! Men han var da fløjet mod vest! Eller…det var da mod vest, ik? Årh, nej altså! Han bankede hovedet ind i træet i frustration og klatrede ned efter damen. ”Undskyld, der skete ikke noget, vel?” spurgte han og hjalp hende på benene igen. Hendes kommentar om ikke at dø, fik ham til at le. ”Right, hvad man ikke dør af, gør en stærkere. Er det ikke sådan ordsproget lyder?” grublede han, stadig med et let smil. ”Men hvor i Frankrig er vi?” spurgte han så lettere bekymret. Det her var skidt. Frankrig var jo allerede blevet løbet over ende af vampyrerne, og de tog næppe særlig pænt, at en engel kom på hyggevisit. Daniel bebrejdede dem det nu ikke, han havde den samme mening om vampyrer, som trængte ind i Italien. Han burde komme væk hurtigt, men det var nok bedst at sikre sig, damen kom sikkert hjem eller i det mindste, at hun kunne finde hjem uden problemer. Han havde trodsalt lige tabt hende to gange, så han stod nok lidt i gæld til hende.

[Mimi Destiny Dust]

Der var et lille og halv hjertede taknemlig smil spillende henover hendes læber, som den fremmede hjalp hende ned på grenen. Men da han pludselig gav slip på hendes hånd så havde hun ikke fået et ordenligt fodfæste på grene og det var derfor hun endte med at falde ned på jorden med bump. Dog, så fange lyden af hans hovedet banken ind imod træet hendes opmærksomhed mens hun ømmede sig og hun kiggede op på det sted, som hun selv havde været for få sekundter siden. Hun kunne ikke lade vær med at finde hans opførelse en mærkeligt på grund af hun forstod ikke hvorfor han var blevet så forskrækket over at de befandt sig i Frankrig. Der kom blot et lille ryst på hovedet fra hende da han var kommet ned for at hjælp hende op igen og knap nok havde hun nåede at få samlede en tanke før at den fremmede fyr eller hvad end han nu var forsatte med at sige noget mens han smilede "Jo, det er vist nok sådan ordsporget lyder" svaret hun mens hun ikke kunne gøre op med sig selv omkring alt sammen, som hun havde oplevet indtil videre blot var en drøm eller om det var virkelighed. For hvis det bare var en drøm så ville hun meget gerne snart vågne op på grund af det efter hendes mening en meget dårlig drøm hvor intet gav nogle logisk mening. Da der ikke var nogle mennesker, som var i stand til at flyve! "Vi er øst for Bayonne i syd Frankrig" lød det fra hende med en svag undertone af unden og alligevel så forsøgte hun ikke at vise hvor forvirrende person ham fyren var eller hendes tanke omkring han måske var en eller anden der flygtede fra en eller anden galanstald.

- - - - - - - - - - - - - - -

Tag: Daniel Jackson
Word: 300
Outfit: Tøjet – bare med en sort mappe istedefor en grå taske
Note: -