Eh...det var ikke med vilje!

[Daniel Jackson]

Til Bekah xD

Det var en flot dag, solskin og en masse folk på gaderne i Rom. Cafeerne var fyldte, og børn rendte og legede på legepladserne. Verden burde være et lyst og godt sted.
”ARGH!!!!” hvorfor var det så Daniel så sig nødsaget til at flygte gennem byen? Han havde bare gået en tur! Det havde været en meget uskyldig gåtur, ja, han ville endda vove at påstå, en gåtur aldrig havde været mere uskyldig! Ja, okay, så var han snublet over en brosten, som stak lidt højere op end de andre, og han var væltet ind i nogle motorcykler, som derefter var væltet på ræd og række. I samme øjeblik var ejerne kommet ud, Daniel havde undskyldt, de ældre mænd havde sagt, de ville vride halsen om på ham. Nu var de så nået så vidt. ”DET HER ER ALTSÅ IKKE NOGEN KONSTRUKTIV LØSNING PÅ PROBLEMET!!” råbte han og masede sig panisk forbi et par menneske, der kort efter blev skubbet brutalt til side for gruppen af mænd. Han ville ikke dø!! Han var ung, kun 69! Han havde set frem til at fylde rundt! Han ville have holdt en stor fest!! Argh, de halede ind på ham!! Panikken steg i drengen, der begyndte at overveje, hvad der skulle stå på hans gravsten. Nej! Han kunne trodsalt bare flyve væk! Ja! Hvorfor havde han ikke tænkt på det før?! Han lod sin menneskeskikkelse forsvinde og bredte vingerne ud for at flyve, men stoppede op, da det gik op for ham, at mændene ikke jagtede efter ham mere. Han så småforvirret rundt, og folk begyndte pludselig at besvime…åh gud nej… ”Undskyld!” argh, en til! ”Undskyld!!” han skyndte sig at genoprette sin menneskeskikkelse, men da var skaden allerede sket, og alle folk, som havde set hans rigtige skikkelse gik omkuld. ”Det var ikke med vilje! Undskyld! Wow, er det savl? Ej, undskyld!! Kom nu, vågn nu op! Undskyld!!” til gengæld var mændene i det mindste besvimet, men Daniel kunne ikke lade vær med at føle, han burde fortryde det her bitterligt. Der lå nu bare en rundkreds af besvimede mennesker omkring ham, og han overvejede at ringe efter en ambulance…vågnede de mon af sig selv?

[Rebekah D'Angelo]

Dagen var fantastisk, flot solskin og en del mennesker i gaderne. Caféerne var fyldte til randen og børn rendt rundt og legede over det hele. I blandt alle disse mennesker, gik en kutte klædt person. En pige for at være mere præcis. Og for at være endnu mere præcis, en engel. Og for at være helt, helt præcis, så var det englenes næstleder, Rebekah. Normalt plejede hun ikke at færdes i Rom, overhovedet. Men hun havde haft brug for en pause. Derfor havde hun iført sig sin munkekutte. Hun gad simpelthen ikke skifte til menneskeskikkelse.
Hun nød sin tur. Det var længe, længe siden hun havde været udenfor Vatikanet. Hvor længe var det mon? Hmm.. ja, hun kunne ikke huske det. Var det virkelig så længe siden? Åbenbart.
Med et smil på læberne gik hun rundt i gaderne. Hendes krop og ansigt, var skjult af den mørkebrune kutte. Ellers ville menneskerne bare besvime, hvis de så hendes rigtige form. Og når hun ikke ville skifte til menneske udseende, så var der ingen anden mulighed, desværre.
Hendes opmærksomhed blev afledt fra de dejlige omgivelser, da hun hørte et råb. Hurtigt søgte hendes blik råbet, og faldt på en engel. En tydeligt panikslagen engel. Og hun forstod godt hvorfor. Der var nemlig en flok store brød efter ham. Men da han skiftede til engle skikkelse, begyndte alle menneskerne omkring ham, selvfølgelig at besvime.
Et smil bredte sig på hendes læber, men hun rynkede sine øjenbryn sammen. Hurtigt, men elegant, nærmest svævende, gik hun over til den anden engel. "Rolig! Skift skikkelse eller tag min kutte" sagde hun blidt, men bestemt. Der var en autoritær aura omkring hende i det øjeblik, så han ville ikke være i tvivl om hendes status. Hurtigt skiftede hun til menneskelig skikkelse og begyndte at tage kutten af.

[Daniel Jackson]

Daniel for sammen ved lyden af en kvindelig stemme og snurrede rundt i tide til at tage imod en kutte. Han var godt nok allerede i menneskeskikkelse, men for en sikkerhedsskyld tog han kutten på og kastede endnu et blik rundt på folk. ”Hvorfor virker det ikke på vampyrer,” sukkede han opgivende. Det ville være så let at indtage Frankrig og Spanien så. ”Det var ikke med vilje! Eller jo, men ikke det her!” han ville jo bare væk, ikke få folk til at flade om! Den dude der havde savlet foruroligede ham stadigvæk en anelse! Det gjorde det ikke bedre at det var næstelederen, som havde fundet ham her! Det var et mega dårligt førstehåndsindtryk!! ”Der var en brosten og pludselig væltede motorcyklerne!” forsatte han og viftede panisk med armene for at få kvinden til at forstå, han altså ikke havde gjort det med vilje! Det var ikke en eller anden weird fetich han havde med at stille sig op og blotte vingerne for uskyldige mennesker! Desuden var han ret sikker på, han var mere uskyldig end dem! Hvorfor kunne de ikke klare lidt glitrende hus, nogle hvide vinger også videre?! De burde da ikke bare falde om på den måde! Argh, det var ikke med vilje!!

[Rebekah D'Angelo]

Med et mildt smil på læberne, lod hun ham tage kutten fra sig. Under den havde hun haft et par short, en t-shirt og nogle Converse. Altså et ganske almindeligt outfit (click),hvis man spurgte hende, på trods af den lidt fjollede T-shirt. Kort grinede hun af hans kommentar. Ja, bare det også var sådan med vampyrerne. Hvor ville det dog, så havde været let, at få både Spanien og Frankrig tilbage til menenskene. Men de måtte gøre det på den gammeldags facon.
"Det er helt okay, min ven, men lad os komme væk inden de vågner" sagde hun med et glimt i øjnene og lagde en hånd på hans ene arm. Førte ham væk fra de besvimede mennesker og igennem nogle gyder, inden de kom hen på en anden gade. Stillede sig i skyggen.
Med et nysgerrigt blik betragtede hun ham, selvom kutten skjulte ham, og hun ikke kunne se hans træk. Dog havde hun før, fået et ret godt billede af ham, da han panikkede. Selvom han var engel, så han faktisk rigtig godt ud. Men han virkede en smule klodset. Det faktum, fik hende til at smile lidt mere. "Hvem er du så, min unge ven?" spurgte hun og lagde nysgerrigt hovedet på skrå. Hun mindedes ikke at havde set ham før. Men så igen - hun kom jo sjældent udenfor Vatikanet.

[Daniel Jackson]

Var de allerede blevet venner? Sejt! Det var overraskende let at blive venner med folk, men det var selvfølgelig kun positivt. Han fulgte med pigen, da han ikke rigtig havde nogen plan for sig selv, så det var lettere bare at lade hende bestemme, men på vejen lykkedes det ham selvfølgelig at snuble to gange i kutten. Det var vidst egentlig et mirakel, han ikke tabte flere ting i caféen? Han rettede sig op, da de atter stod stille og skubbede kuttens hætte lidt op, så han kunne se ud. ”Hvem er jeg? Eh…Daniel? Hvem er du?” han gik i hvert fald ud fra det var hans navn, hun fiskede efter. ”Tak for at redde mig ud af det der,” forsatte han så og lyste op i et taknemligt smil. Han ville måske være blevet arresteret for gadeuro eller sådan noget?! Eller okay, der var jo faktisk ret roligt, siden alle var gået ud som et lys, men politiet så nok ikke på det med nær så milde øjne. Han ville aldrig have holdt i fængslet! Der var tremmer og forbrydere! Han ville ende som en af de der særlinge, der forsøgte at grave sig ud med en ske! Gudskelov, pigen havde reddet ham! Eller måske nærmere damen? Hun lød ældre end ham, da hun kaldte ham unge ven. Havde hun mon allerede haft 70 års fødselsdag?

[Rebekah D'Angelo]

Rebekah kunne ikke undgå, at lægge mærke til denne engels åbenlyse klodsethed. Det var helt klart, første gang hun havde mødt en klodset engel, i hele sit 142 år lange liv. Hans opførsel, fik hende til at gætte på, at han ikke var særlig gammel. Måske over de halvtreds, men hun troede ikke på at han var over hundrede. Men det kunne vel sagtens være. Det var ikke fordi, at deres udseende fortalte, hvor gamle de var. Hvis det gjorde, ville hun selv være krøbet en del sammen, have svært ved at gå, spise og sikkert have en masse rynker. Heldigvis, var hun frosset fast i en ung krop, 18 år, så hun så sig selv som heldig.
"Rart at møde dig, Daniel, og selvfølgelig ville jeg redde dig ud af den kattepine du var i" sagde hun venligt, sidste sidste med et drillende glimt i øjnene. Det havde bestemt set komisk ud. De store brød efter han. Tanken fik hendes smil til at blive bredere.
Svagt bed hun sig i læben, inden hun præsenterede sig. Mon han viste hvem hun var allerede, eller ville han gætte det når han hørte navnet? Eller var hun nødt til at nævne sin titel. "Jeg er Rebekah D'Angelo" præsenterede hun sig selv, med et lettere nervøst ansigtsudtryk. Dog smilede hendes øjne, en forbandelse. "Næstleder" tilføjede hun lidt efter og ventede hans reaktion. Selvom han var engel, var hun ikke sikker på hvordan han ville reagere. Bare han ikke giv sig til at stirre eller måbe for længe. Det ville være alt for pinligt, specielt i offenligheden. Selvom menneskerne sikkert godt vidste, at de var engle. Sådan noget, var svært at skjule, når man havde en aura af godhed omkring sig.
Hun skubbede sine tanker væk, og fokuserede på Daniel.

[Daniel Jackson]

Daniel nikkede let sin enighed i, at det var hyggeligt at møde hende. Det var altid rart at møde andre engle, men han ville nu ønske de ikke mødt ham, når han lavede problemer. ”Jeg…det var et uheld,” understregede han for hundrede syttende gang for at være helt sikker på, hun ikke troede, han bare var en klaphat! Han kastede et blik over skuldren, da man hørte sirener. Ja, nogen havde vel ringet, siden det var en hel gruppe, der gik omkuld. Folk troede sikkert, det var et terrorangreb. Suk. ”Jeg ved godt, du er næstelederen,” fortalte han i et skævt smil. Hendes navn havde han dog aldrig fået fat i, for alle vidste jo, hvem man talte om, hvis man bare sagde næstelederen. Han slog hætten helt tilbage, da han havde fået panikken til at gå helt væk. Folk var virkelig for overbeskyttende omkring deres motorcykler! ”Du…er her ikke for at arrestere mig, vel?” han var trodsalt stadig småbekymret og frygtede, der var en eller anden form for straf for at få folk til at besvime, selvom man da skulle tro, mennesker kunne holde til mere!

[Rebekah D'Angelo]

Rebekah lo og nikkede. "Jeg ved det, men undskyld jeg spørger - er du lidt klodset?" spurgte hun med et smil på læberne og lagde hovede svagt på skrå. Hun kunne godt lide ham og han morede ham. Synd, at han ikke var i rådet. Han ville helt klart, kunne bidrage med lidt humor. Noget som der, efter hendes mening, var gevaldigt meget mangel på. Selvfølgelig var det seriøst, men det kunne godt nok være trættende. Han ville helt klart kunne have bidraget med humor.
Hun nikkede, da han sagde, at han vidste hvem hun var. Godt. Men egentlig betød det jo ikke så meget, om englene vidste hvem hun var. Så længe de bare kendte lederen. Det var vigtigst.
Uforstående rynkede hun kort på panden. Alligevel smilede hendes øjne. "Nej, hvorfor tror du dog det?" spurgte hun med en lettere forvirret tone i den ellers blide stemme. Og havde hun i det hele taget magten, til at kunne arrestere engle? Det troede hun ikke, den slags var vel noget politiet eller lederen gjorde. I hvert fald, var det ikke hendes job, at arrestere folk. Ikke hvad hun vidste af, og hun havde på fornemmelsen, at hun havde ret.

[Daniel Jackson]

Daniel kunne ikke lade vær med at le svagt ved hendes spørgsmål og kløede sig forlegent i nakken. ”Bare en smule” indrømmede han så med et let skuldertræk og et skævt smil. Det var vidst nået, der var svært at skjule, så han kunne jo lige så godt indrømme det. Han kunne kun ånde lettet ud, da hun sagde, hun da ikke ville arrestere ham. Gudskelov! ”Jamen folk faldt jo om, og jeg gik ud fra der var en lov mod den slags,” mumlede han og kløede sig tænkende på kinden. Men det havde jo været et uheld, så det var uagtsomt…påførsel af besvimmelse?? Nej, det lød altså ikke helt rigtigt, så han valgte at droppe det emne. ”Hvad laver du herude? Jeg troede ikke, I forlod Vatikanet? Er der en vampyr løs?!” han så pludselig vagtsom rundt. De vampyrer var luskede og gode til at gemme sig, så man vidste jo aldrig, hvor de ville dukke op næste gang! De var nu ikke rigtig et problem i Rom, Daniel tvivlede faktisk på, der overhovedet var vampyrer der, men man vidste jo aldrig! Det gjaldt om at være på vagt, ellers havde man pludselig et par tænder i halsen. Den slags kunne altså kun kaldes ubehageligt! ”Er du på en tophemmelig mission? Er det derfor du har kutten??” det lød mere sandsynligt!

[Rebekah D'Angelo]

"Mig bekendt er der ingen lov mod den slags, men du skal nok forblive i din menneskeskikkelse, når du går rundt her" mumlede Rebekah med et skævt smil på læberne. Egentlig kunne englene jo sagtens gå rundt, i deres rigtige skikkelser, men så ville alle som lagde øjne på dem, jo bare desvime. Og det var jo ikke så godt. Specielt ikke hvis de besvimede og slog hovedet ned i noget hårdt eller skarpt. Så det var for at beskytte menneskerne at de gjorde det. Sådan så hun det i hvert fald. Ellers ville folk besvime hele tiden. I hvert fald inde i Vatikanet, hun vidste ikke med i resten af Rom eller Italien.
Kort rystede hun på hovedet af hans spørgsmål. Enkle totter af hendes lange, mørke hår røg ind i ansigtet på hende, og med en hurtigt bevægelse fjernede hun dem. "Jeg havde brug for luft, så jeg besluttede at gå en tur" svarede hun og lo lidt, af hans gæt. Det var egentlig utroligt, at vampyrene havde kunne overtage Frankrig og Spanien, når landene var fyldt med religiøse symboler. I hvert fald Spanien, så vidt hun vidste. Og det samme med Italien. Måske var det derfor, at de ikke havde kunne trænge ind i landet. Men sidst hun havde hørt noget til dem, så havde de kun været oppe nord på, ved grænsen. Langt fra Rom. Og det ville overraske hun noget så grusomt, hvis de klarede, at trænge ind i Vatikanet. Hele Vatikanet, var jo et stort religiøst symbol.
Ved hans næste spørgsmål, rystede hun igen på hovedet. "Nej, ikke i dag. Kutten er til når jeg ikke gider skifte til menneskeligt udsennde. Den skjuler mit rigtige udseende, så menneskerne ikke besvimer, som før" svarede hun med et glimt i øjnene.
"Bor du her i byen? Og hvad laver du egentlig, arbejdsmæssigt, Daniel?" spurgte hun, oprigtig interesseret.

[Daniel Jackson]

Jaerh, han måtte hellere huske at beherske sig fremover, men på den anden side var han da sluppet af med sine forfølgere, så det havde jo sådan set virket. Det så ud til, han slap denne omgang. Han nikkede til hendes ord om frisk luft. ”Man begynder at føle sig som en kanariefugl, når man har været for længe indenfor,” medgav han med et grin. Når man havde vinger, var det ikke altid let at finde sig i sin menneskeform. Man havde behov for at flyve og mærke vinden i fjerene. Daniel elskede i hvert fald at flyve, der fandtes ikke noget bedre…eller jo, slik. Uh! Han tog kutten af og rakte den tilbage til Rebekah for så at rode rundt i lommerne på sine bukser, hvor han til sidst fandt pose vingummier og tilbød Rebekah nogen, inden han selv tog. ”Så du har allerede været på hemmelig mission?” sukkede Daniel og var næsten helt skuffet. Det kunne ellers have været cool, men ja, der var nok ikke mange farlige missioner her i nærheden. Han satte sig på en nærstående bænk og forsatte: ”Jeg arbejder på en cafe her i nærheden, jeg fik fri for lidt siden,” han havde kun nået et stykke fra caféen, da han snublede ind i motorcyklerne udenfor en bar. Det var vel bare typisk? ”Jeg bor sammen med min bror her i Rom. Bor du inde i Vatikanet?”