som lovet

[Frost]

frost gik ind af den åbne dør til caféen. Stedet var noget over halvfuldt, men det var at forvente kl et om eftermiddage. Også selv om det var en kedelig tirsdag.
Frost var i dagens anledning afslappet klædt, hvilket i hans tilfælde betød at den sølvhvide jakke stod åben i stedet for at være knappet til over den sorte silkeskjorte.
Den mørke farve tog ved første øjekast det meste af opmærksomheden, da frost var lige så farveløs som sit sølvhvide jakkesæt.

Det var måneder siden han sidst havde været i rom. Der var sket så meget at han ikke havde haft tid til at holde det løfte som han havde givet til daniel for nu længe siden. Episoden med vampyrjægeren og den derefter lige så kritiske situation med cheryl og cato og derefter hans forfremmelse til at være en del af de ældre. Især det sidste havde kravet meget arbejdstid i paris.
Han anså nu heller ikke loftet til daniel for at være et af de mest nødvendige løfter han havde givet, men han mente nu selv at han var en mand der holdte ord, og selv om hans møde med daniel havde været kort havde han fået så meget sympati for drengen at han ikke ville risikere at såre hans følelser unødvendigt. Og bedre sent end aldrig. Var det ikke det man sagde.

[Daniel Jackson]

Daniel havde travlt med at tage imod bestillinger, men han stoppede forvirret op, da Frost pludselig stod i døren. ”Godt at se du er okay,” hilste han i et skævt smil og ledte manden hen til et ledigt bord i skyggen. ”Fandt Jessica dig?” spurgte han tænkende og så nærmere på vampyren. Frost så ud til at have det fint, men nu var det selvfølgelig et stykke tid siden, de havde ledt efter ham. englen selv var iført en hvid T-shirt og et par løse jeans. Han gik ikke så meget ind for shorts, og det virkede lidt uprofessionelt, at gå med det på arbejde. ”Hvad laver du egentlig her?” han havde fuldstændig glemt alt om, Frosts løfte, og han havde jo egentlig troet, det bare var en joke. Det havde han selv ment, men Frost var måske ikke så god til at se gennem den slags? Ligemeget, det var jo godt at se ham igen! Det tog da noget af bekymringen omkring ham

[Frost]

frost smilede let og lod daniel føre ham til et ledigt bord. Måske han havde valgt et dårligt tidspunkt? Der var mange gæster og daniel var trods alt på arbejde.
Han lytteded opmærksomt til daniels ord, og undrede sig lidt over hvordan daniel lod til at have en vis viden om hvad der var sket mod ham. Han kunne selvfølgelig spørge ind til hvad daniel vidste, men samtidig ville det sætte ham i en udsat situation hvis han antog at daniel vidste mere end han rent faktisk gjorde.
Han nikkede. "ja, jessica og cheryl kom begge to" han undlod med vilje nemo. Der var ingen grund til at forælle at en lille dreng, der ikke burde være der, alligevel var dukket op.
"hvordan har du det? Jeg kom på besøg som jeg lovede. Jeg kan se af tidspunktet ikke er det bedste..."

[Daniel Jackson]

Daniel nikkede let til den korte forklaring. ”Godt, jeg blev nervøs, siden Jessica rendte rundt i dagslys…hvilket du også gør…” det sidste var en lettere opgivende bemærkning. Burde manden ikke holde sig i skyggen, hvis han for kort tid siden havde været kidnappet?! Drengen lænede sig let mod bordet med et svagt grin. ”Jeg har det helt fint, der sker ikke så meget her efter du blev kidnappet,” svarede han overvejende. Rom var vel egentlig en meget kedelig by? Daniel foretrak nu kedelig frem for voldelig eller krigerisk. Frost virkede nu ikke som hverken voldelig eller krigerisk. Det gik nok ikke at sætte vampyrer i bås i længden.
Nej, tidspunktet var ikke rigtig det bedste, og Daniel skævede kort mod kassen, men chefen var vidst til pause i øjeblikket. Heldigt, men han kunne ikke blive stående her længe. ”Det er ikke det bedste, nej,” indrømmede han lettere forlegent. ”Du ved, det med at du skulle komme på besøg var ment som en joke,” føjede han smilende til. Han var selvfølgelig stadig glad for at se vampyren – endda i et helt stykke. ”Så vi skal øve os i small talk nu eller hvad?” forsatte han drillende og løftede et øjenbryn af manden.

[Frost]

frost foldede tålmodigt hænderne foran sig på bordet. Han var ikke en stor fan af humor. Især ikke den han ikke opfattede. Han lavede et lille nik.
"jeg beklager den dårlige planlægning. Desværre var det det eneste tidspunkt der kunne lade sig gøre." det var en lille løgn. Kan ville nemt have kunne finde daniels personoplysninger og derved adresse og fange ham udenfor hans arbejde. Han rejste sig op.
"hvis det hele bygger på en misforståelse, vil jeg da ikke optage dig i din arbejdstid. Min tid er meget sparsom, men hvis det er kan vi " der var et sekunds tænkepause, hvor han forsøgte at finde et ord der ikke lød for intimt "opdatere hinanden om små og store hændelser på du tidspunkt, hvor det passer dig bedre."