Meeting the enemy

[Rebekah D'Angelo]

Frost var forsvundet fra jordens overflade og det havde han været siden det møde, hvor der var nogen som havde trængt ind, og havde begyndt at skyde. Ingen havde set ham siden. Og det var problematisk for uden ham, kunne man godt sige, at forholdet mellem vampyrerne og englene blev dårligere. Måske var han vampyr, men han var en fantastisk diplomat. Michael var dødsens uden ham, for det virkede ikke som om, at han vidste hvordan man var omkring engle. Det var Rebekah, næstelederen for englene, fuldkommen klar over. Om han så ville indrømme det eller ej.
Derfor havde Rebekah fået arrangeret et møde med Michaels højrehånd, Jessica Whinfield. Mødet skulle selvfølgelig finde sted i Rom. Hvis hun skulle til Frankrig, skulle det nærmest gælde liv eller død ellers skulle hun have lederen for englene, Atarah, med. Ellers satte hun ikke sine ben der.
Så hun var på vej hen til caféen Antico, hvor hun havde aftalt at mødes med hende. Hun havde aldrig mødt hende før, men hun havde lydt overraskende flink og rar af en vampyr af være. Det var bla. også en af grundene til, at hun havde sagt ja. Hvis det havde været Michael eller hans sekretær der havde ringet, ville hun nok have sagt nej. Men hendes yndlingsperson i hele verden, var bestemt heller ikke Michael.
Småløbende nåede hun caféen. Den var hverken proppet eller tomt, og der var et bord allerbagerst, som var frit. Med det samme satte hun kursen mod bordet, og satte sig på stolen med ryggen mod væggen. Gav sig så hurtigt til at rette på sine lange, mørke, bølgede lokker. Hendes outfit var rimelig enkelt, men var noget som hun bare havde smidt på, på vej ud af døren. Mødet var ikke særlig formelt, så hun havde ikke følt det var nødvendigt at tage kjole eller noget på. Sin kutte havde hun også ladet blive i Vatikanet. Derfor var hun i sin menneskeform.
Tålmodigt gav hun sig til at vente.

clothes; Outfit tags; Atarah & Michael Ruzo Prince words; credits; myself. qoute by john f. kennedy notes; nope

[Jessica Whinfield]

Det var nu en dag siden Jess havde fundet Frost, hvilket også var grunden til, hun havde taget kontakt til Vatikanet, efter at have snakket med Michael. Hun havde ladet Frost bliver derhjemme, for han så ud som om, han godt kunne bruge noget hvile. Det var hen ad eftermiddag, så hun var iført en mørkerød top, et par tætsiddende, mørkegrå jeans og et par converse. Hendes hår var sat op, for hun var der trods alt uofficielt, så jo mindre der kendte til dette møde, desto bedre. Hun havde ikke just lyst til at blive genkendt i Rom og slet ikke med Vatikanets næstkommanderende. Det ville bare sætte nogle underlige rygter i gang, og det gik ikke, at folk fik nys om hvad der foregik. Solen stak hende en del på den bare hud, men hun havde heller ikke spist, siden hun tog fra Paris af, hvilket efterhånden var nogle dage siden. Hun havde klaret sig længere tid uden, men der ville ikke gå længe, før solen ville være direkte uudholdelig.
Hun åbnede roligt døren til caféen, og der gik ikke længe, før hun havde fundet frem til hende, hun skulle mødes med. Hun var nemlig den eneste engel herinde, så vidt Jess kunne få ud af de forskellige lugte. Udover det var hun den eneste i rummet som afgav en vis aura. Hun satte kursen mod bordet, kvinden sad ved, satte sig og rakte hånden frem i en venlig hilsen "goddag. Jeg er Jessica. Jeg går ud fra du er Rebekah?" Der trådte et lille smil frem på Jess' læber, mest af alt for at blødgøre situationen lidt. Hun vidste trods alt ikke hvor godt et forhold Rebekah havde til vampyrerne.

[Rebekah D'Angelo]

Rebekah kiggede kort hen på døren, da den gik op og kunne hurtigt konstatere at Jessica var ankommet. Det gik hun i hvert fald ud fra, for hun var den eneste vampyr som nu var i caféen. Ganske nydelig kvinde, så ud til at være i midten af tyverne. Men hun vidste, at hun sagtens kunne være mange år ældre. Hun var sikkert bare blevet forvandlet i den alder. Men uanset hvordan man regnede på det, så var kvinden helt sikkert ældre end hende selv. Med sin 18-årige udseende krop og sine 142 år, så var hun ikke ret gammel. Ikke i forhold til denne kvinde.
Hun tog hendes hånd og smilede, lettere anstrengt. Det var intet personligt mod denne vampyr, men derimod var det kædet sammen med dennes leder. På en og samme tid følte hun hvidglødende had mod Michael, men samtidig også tiltrækning. Desværre.
Hurtigt skubbede hun tankerne fra sig og koncentrerede sig om kvinden. ”Ja, jeg er Rebekah og du må så være Jessica?” både svarede, konstaterede og spurgte hun. Det sidste med et nysgerrigt blik i sine mørke øjne. Hun havde aldrig mødt hende før, hvilket gjorde hende endnu mere nysgerrig, end hun normalt ville være overfor vampyrer. ”Sæt dig endelig ned” sagde hun og slap hendes hånd. Gjorde så en håndbevægelse mod stolen foran sig.
”Hvad handler mødet her så om?” spurgte hun, gik direkte til sagens kerne. Jo hurtigere hun kunne komme tilbage til Vatikanet, jo hurtigere ville hun føle sig tryg. Hvilket var noget hun aldrig gjorde i en vampyrs nærheden. Man vidste aldrig hvornår de sidst havde spist, og engleblod kunne være ret så fristende, havde hun hørt.

clothes; Outfit tags; Jessica words; credits; myself. qoute by john f. kennedy notes; nope

[Jessica Whinfield]

Jess nikkede til hendes svar "ja, jeg er Jessica". Hendes smil voksede en smule, mest over hendes nysgerrige ansigtsudtryk, men det lod hun ikke vise i sit ansigt. Hun satte sig ned på opfordringen og betragtede Rebekah i lidt tid. Hun så ud til at være i slutningen af teenageårene, men Jess vidste af erfaring at hun kunne være ældre end Jess selv. Jess tvivlede dog en smule på det faktum, for hun var trods alt 19... nogenogfirs år. Hun kunne ikke huske det helt præcist, men deromkring. Da Rebekah lod til at ville direkte til sagen, grundet hendes direkte spørgsmål, blev Jess igen nærværende "som du ved, blev Frost kidnappet under optrapningen til et stor møde den anden dag. Det lykkedes mig at finde ham og få ham i sikkerhed. Gerningsmanden - eller kvinden er det vel nærmere - er en pige ved navn Chloe, bedre kendt som baronessen. Det lykkedes mig ikke at fange hende, men jeg er her for at finde frem til en løsning så det samme ikke sker igen. Der bliver nødt til at være en eller anden form for sikkerhed. Ikke nødvendigvis vampyrer, det kunne ligeså godt være mennesker, engle eller en blanding af de tre. Det skal ikke forstås som en ordre, det er et rent forslag". Hendes tonefald var venligt, mildt, men samtidig forhandlende, og det var mere end tydeligt, at hun også meget gerne ville høre, hvad Rebekah havde at sige.

[Rebekah D'Angelo]

Rebekah lyttede til hvad Jessica fortalte. Nikkede på de rigtige tidspunkter, for at vise at hun faktisk lyttede efter og fandt informationerne interessante. Hvilket hun også gjorde. Hvordan havde det i det hele taget været muligt for et menneske at trænge ind? Det spørgsmål havde hun stillet sig selv, siden hun havde fået informationen. Hvis der blev flere møder i byen, hvilket der nok gjorde, måtte de sørge for bedre overvågning og beskyttelse af deltagerne. En lignende situation måtte ikke gentage sig.
”Næste gang, der måske kunne være.. bedre overvågning og beskyttelse af deltagerne? Jeg formoder at I, ligesom vi, ikke ønsker en lignende episode” spurgte hun og løftede svagt det ene øjenbryn, afventende.
Tænksomt bed hun sig svagt i underlæben, inden hun igen åbnede munden og talte. ”Hvis jeg må spørge” begyndte hun, ”hvordan var det så muligt for dette menneske at trænge ind? Og hvad ved I om hende?” spurgte hun, oprigtigt nysgerrigt. Ikke fordi der skulle falde nogen straf, det havde ikke faldt hende ind. Men hvis de skulle forhindre, at pigen trængte ind igen.. men om evt. straf måtte hun tale med Atarah. Selvom vampyrerne skulle ønske en straf til denne person, så ville hun ikke have det. Heller ikke selvom det ville bringe deres forhold til vampyrerne i fare, hvilket nok var en smule dumt. Selvom hun kunne lide Frost og syntes han var den rareste vampyr hun havde mødt, så var han stadig en vampyr. Altså, en hun ikke brød sig ufatteligt meget om.

clothes; Outfit tags; Jessica words; credits; myself. qoute by john f. kennedy notes; nope

[Jessica Whinfield]

Jess rystede sigende på hovedet af Rebekahs spørgsmål "vi har aldeles ingen ønsker om, at dette skal gentage sig, hvad enten det er mennesker, engle eller vampyrer der skulle stå for skud. Jeg ville stadig foreslå, at der blev sat nogle vagter op, nogle der kan gribe ind på de rigtige tidspunkter, men jeg er her trods alt også for at finde en løsning, der passer begge parter bedst". Jess fastholdt blikket på Rebekah. Hendes blik var alvorligt, men samtidig også venligt, for hun ville ikke have Rebekah til at tro, hun bare var der for at kommandere med hende.
Ved hendes næste spørgsmål, havde Jess allerede sit svar parat "så vidt jeg har fået at vide, ankom kvinden kort før mødet skulle begynde. Hendes mål var helt tydeligt vampyrerne, for der var stærke spor efter vievand. Frost var ekstremt heldig, netop fordi han ikke befandt sig inden døre, da attentatet fandt sted". Jess undrede sig kort over, hvorfor der egentlig ikke havde været nogle sikkerhedsfolk til stede, men hun slog hurtigt tanken ud af hovedet igen. De var her for at tænke på fremtiden, ikke fortiden.