En forårsaften

[Daniel Jackson]

Daniel hvilede albuerne mod broens mursten og så ned på vandoverfladen. I horisonten var solen nu kun en rød streg, som fik himlen til at få et svagt rødt skær, der gik over i violet og endelig over i mørke. Stjernerne kunne ses mod øst, og snart ville solen forsvinde helt. Daniel tog en dyb indånding for at indsnuse foråret. Middelhavet var et godt sted at være i de varme sæsoner! De slog i hvert fald Seattle med flere længder. Han kravlede op på broens stenhegn og lænede sig mod en statue af en engel, som holdt et kors. Ja, meget kunne siges om italienere, men de forstod sig på god arkitektur! Han grinede for sig selv og betragtede forsat himlen. Hans knæ føltes kølige, siden hullerne i hans jeans vendte mod vinden. Det var nu meget rart. Det havde været en varm dag, og Daniel nød den kølige fornemmelse, som vinden bragte med sig. Han lukkede øjnene, imens vinden strøg over hans hår og bluse, så begge dele blafrede svagt. Skønt! Han flyttede vægten lidt over på den anden fod og overvejede, hvad han skulle lave, når han fik fri i morgen. Måske skulle man tage på museum? Tanken fik ham til at rynke kritisk på næsen. Han blinkede kort ved lyden af noget der knirkede, også knækkede murstenen under ham, så han faldt ned. ”ARGH!” han fik fat i kanten af broen og fik hevet sig op at sidde med benene ude over kanten. Pyha. Der havde han nær fået dagens bad! Han åndede lettet ud og lagde nakken tilbage for at se op på stjernerne. Der var ikke noget, som kunne måle sig med en himmel.

[Frost]

Frost var ude at strække benene. Castel Sant'Angelo var en af hans favoritsteder at befinde sig, selv om det efter hans smag var en anelse for lyst på . Men det var der intet at gøre ved. Italien var kendt som en solhimmel, hvor turister havde valfartet til af præcis denne årsag.
Hans blik var sænket mod jorden et par meter fra hans fødder og kun sjældent løftede han blikket for at lade det glide over området, han kendte så godt. Smukt var det, til tider kunne han falde i staver over dets skønhed. Men i sollyset var det for lyst. Hvis han havde den slags tilbøjeligheder, ville han have investeret i et par solbriller. Men de virkede alle for ungdommelige efter hans mening, og useriøse.

Frosts opmærksomhed fangede, uden at han forsøgte på det, lyden af knirken og et overraskende råb. Han løftede langsomt hovedet i retningen, og sendte et sløvt blik, der alligevel opfangede alt, af sted. Drengen havde uden tvivl styr på situationen, men Frost valgte at bruge situationen til at opnå kontakt.
Under normale omstændigheder ville han aldrig bruge sine evner som vampyr blandt englene. De havde svært nok ved at acceptere hans tilstedeværelse, som det var. Men øjeblikket ville være forbi, inden han nåede derover på normal vis.
Hurtigere end man kunne blinke med øjnene havde Frost krydset gaden og de ekstra meter imellem ham og drengen.
Hans blik hvilede let på drenge og en følelse af varme og forståelse kunne spores i det. Frost sagde måske ikke meget, men hans kunne tale med øjnene og de små muskler omkringe munden når han ville. "Er alt i orden?"

[Daniel Jackson]

Daniel var godt i gang med at more sig over, han nær var faldet ned. Det ville have været ekstremt pinligt at falde i floden! Desværre overraskede Frost ham med sit spørgsmål, så han for op, viftede panisk frem og tilbage med armene, da han mistede balancen, også faldt han igen. Denne gang nåede han dog at gribe fat i mandens arm, inden han væltede ned i vandet, og han fik hevet sig op igen. ”Du må ikke skræmme mig sådan,” klagede han og tog sig til hjertet. Pyha. Han slap taget i Frost, da han havde genvundet balancen og valgte at hoppe ned på broen, så han ikke fristede skæbnen unødvendigt. Det ville være ærgerligt at falde en tredje gang. ”Eh…du er en vampyr,” udbrød han overrasket. Hvorfor var der en vampyr i Rom?! Uh! Vent nu lige! ”Er du ind af de der gode vampyrer?! Dem man kun hører om, men aldrig møder?” spurgte han nysgerrigt, da det var den eneste grund, han kunne komme på, som gav mening. En normal vampyr ville vel aldrig være dum nok til at vade ind i Rom? Men okay, Daniel kunne selvfølgelig ikke vide om nogen havde sneget sig ind. Hm, skræmmende tanke. ”Og for at svare på dit spørgsmål så ja, alt er helt i orden. Jeg nød bare al freden og roen,” grinede han så og slog ud med armene mod den forladte bro.

[Frost]

Frost kunne nemt havde hjulpet drengen med at være ved at falde i en anden gang. Det var trods alt hans pludselige ankomst der havde forskrækket drengen, så på en måde skyldte han vel at sørge for at han ikke røg i for alvor.
Frost trak sig ubemærket en smule væk fra drengen. Ikke så emget for at gøre plads til ham, da han hoppede ned fra broen, men mere for at komme væk fra det faktum at drengen havde grebet fat i hans arm. Selv gennem stoffet på jakken, havde han kunne mærke varmen fra drengen og følelsen forblev som et spøgelse på stedet.

Hans bryn rynkedes kort, men blikket forblev det samme. Han var stille i nogle sekunder indne han svarede. "Jeg forsøger hver dag at gøre mit bedste for at gøre verdenen til et bedre sted. Det er vel svar nok, unge...?"

[Daniel Jackson]

Daniel rynkede tænkende øjenbrynene ved mandens svar, inden han lo svagt. ”Jeg må altså indrømme, jeg ikke havde forventet den slags svar fra en vampyr…du er ikke høj på engleblod eller sådan noget, vel?” det sidste var en lettere bekymret tilføjelse. Det var trodsalt en vampyr, som gik ind for verden var et bedre sted, og Daniel havde hørt den slags tågesnak før. ”Nåh ja, jeg hedder Daniel,” præsenterede han sig så og rakte en hånd frem til hilsen, siden han ikke kendte til Frosts ubehag ved at røre andre. Han tog sig ikke af at blive kaldt ’unge’, da han trodsalt var ret ung i forhold til så mange andre engle, også et par vampyrer. Denne mand måtte vel så være fra omkring Sønnens tid, eller ville han nok være yngre end Daniel, som selv var blevet født under 2. verdenskrig. Der var lidt af et spænd mellem de to årstal. ”Men hvad laver en vampyr i Rom?” det var de færreste vampyrer, som turde vade ind i byen, og Daniel tvivlede på, man kunne leve særlig længe i byen som vampyr, for når englene opdagede mennesker blev angrebet, ledte de jo efter den skyldige. Desuden virkede denne vampyr ikke rigtig til at gemme sig, så det gjorde bare det hele mere mystisk.

[Frost]

Der kom et spøjst drag over Frosts mund. det morede han lidt. For ikke at snakke om at hvad drengen sagde kom bag på ham. Det var noget spøjst noget at sige.
"Du er ikke vant til at se vampyrer i Rom" konkluderede han, "Der er heller ikke mange.
Han smilede til Daniel. "Jeg kunne ikke drømme om at tage blod fra engle, unge Daniel. Dels anser jeg det for uansvarligt, og det vil også ødelægge mit arbejde. Jeg er i byen for at forsøge at skabe en fredelig forbindelse imellem de stridende parter."
Det interesserede sikkert slet ikke drengen og han lod emnet falde der. Normalt ville han være fortsat længe, for at understrege hvor vigtig en person han var, men han vidste at børns evne til at lytte faldt og lære hurtigt faldt ved sådan emner.
"Mit navn er Frost. Det er en fornøjelse at hilse på dig."

[Daniel Jackson]

Daniel grinede ved Frosts konklusion. ”Selvfølgelig ikke,” svarede han, inden han overvejede det lidt og tilføjede: ”Jeg er i hvert fald ikke vant til at se en vampyr i Italien gå så afslappet rundt,” grinede han så. Vampyrer plejede at være noget mere forsigtige i Italien end i Spanien og Frankrig! Frost mindede ikke om de få vampyrer, han nu havde set i Italien.
Diplomatiske forbindelser? Ah, politik. ”Ja, jeg kan se, det nok ville skabe en vis problematik,” han spekulerede over om, det mon var muligt at skabe fredelige forbindelse. For vampyrerne ville jo helst drikke menneskeblod, hvilket englene var noget uenige i, og Daniel forestillede sig, at menneskene heller ikke var vildt glade for det. De havde jo også afsat regeringen i Frankrig, og Daniel ville bestemt ikke have, de skulle få lov til at bestemme i Italien eller resten af verden. Det gav ham en utryg følelse. Frost virkede dog flink nok.
”I lige måde,” nikkede han og undrede sig over, de ikke gav hånd. Det var da lidt spøjst. Nå, det kunne også være ligemeget. ”Er det ikke ensomt? Jeg mener, du er den eneste vampyr mellem hundredvis af engle. Jeg ville i hvert fald være ret nervøs, hvis jeg havde dit job i Frankrig,” på den anden side ville det jo være skidt at skade en diplomat. Det gav negative konsekvenser, men Daniel var ret sikker på, nogen ikke havde noget imod at prøve alligevel.

[Frost]

frost smilede varmt til Daniel og rystede på hovedet. "Jeg er faldet godt til her. Jeg savner faktisk byen når jeg må tage andre steder. Englene er du behageligt folkefærd. Men jeg er ikke alene. Jeg har en kær ven med, der holder mig med selskab, hvis forskellene skulle blive for store."

Frosts blik gled tilfreds ud over vandet."rom er sådan en smuk by." sagde han stille, inden han kiggede på daniel igen. "arbejder du så eller er du igang med en uddannelse?"

[Daniel Jackson]

Daniel kunne ikke gøre andet end smile ved rosen af hans race. "Tak," han kunne jo desværre ikke rigtig gengælde rosen, hvilket et eller andet sted gav ham dårlig samvittighed. Det var ikke helt fair mod Frost, så han forsøgte at finde på et eller andet. "Vampyrer har også...deres gode øjeblikke," de var vel ikke altid lige slemme, og det var jo heller ikke alle vampyrer, som forsøgte at æde en - det var Frost jo et fint eksempel på.
At Frost havde en ven kom sjovt nok bag på Daniel. "En ven? Det lyder da rart," nikkede han så. Det måtte vel være rart at have nogen med sig uanset, hvor gammel man så var? Daniel ville heller ikke have brudt sig om at være i Italien, hvis ikke Ezekiel havde været her.
Han fulgte blikket ud over vandet. "Det her er mit yndlingssted i byen. Når der er solnedgang eller solopgang, bliver udsigten så smuk," sagde han tænkende. Solen var nu forsvundet, og det var blevet køligt, men stjernerne og månen, gjorde det nu ikke mindre behageligt at være her på broen. "Jeg arbejder på en cafe et stykke herfra," svarede han i et skævt smil. "Desuden er jeg 69, så jeg har færdiggjort min uddannelse i USA," forklarede han forsat. Han kunne vel sådanset godt tage på universitet, men han havde ikke rigtig lyst til det i øjeblikket. Måske når han blev ældre.

[Cheryl de Sable]

// Ja, nu joiner jeg altså ^^

Da begge væsnernes høresanser var bedre end menneskers, kunne de ikke undgå at høre at hun var på vej. Ikke mindst fordi hun nynnede en munter melodi, imens hun viftede med adskillige shopping-poser.
Cheryl fandt Frosts arbejde utroligt langvarigt og kedeligt, så hun havde brugt tiden på at shoppe i stedet for. Nu var hun jo heller ikke nødsaget til at være med til alle de politiske møder som Frost var til, så hun havde haft massere af tid i Rom. Heldigvis havde hun fundet adskillige interessante butikker - også nogen som indeholdte ukendte former for mad.
Selvom Frost var ophøjet over solbriller, var Cheryl det aldeles ikke. Selv nu - hvor der ikke var særlig meget lys - havde hun nogen store, mørke nogen sat på næsen. De fik hende næsten til at ligne en flue. Som om brilleglassene var store øjne.
På grund af hendes og Frosts bånd, havde hun ikke haft svært ved at finde ud af hvor han var. Hun havde simpelthen bare fulgt ham herhen. Det var en af de gode ting ved prægning.
Hun blev en smule overrasket over at se Frost sammen med en anden. EN DRENG! Gud Skaber, var det ikke en engel? Når man viste sådan noget, kunne man godt lære at genkende strålekransen og det nuttede der var over dem alle sammen. Hun spærrede sine øjne lidt op, hvilket man ikke engang kunne se igennem de mørke glas.
"Halløjsa!" nøjedes hun bare med at sige, og kløede sig fjoget i håret. Hun kom op på siden af Frost og nikkede venligt til drengen. "Cheryl." Hun rakte sin hånd frem imod ham som hilsen.
"Nu har Frost vel opført sig ordenligt? Det plejer han i hvert fald at gøre." spøgte hun kærligt.

[Frost]

frost lyttede interesseret med. Han havde en evne til at se du som om det der blev fortalt var det mest vigtige og spændende han nogensinde havde hørt.
Han kunne allerede måske hvordan han var ved at løbe tør for samtaleemner. Han var så vant til kun at snakke om arbejde, at det var det eneste han kun finde på. "det lyder som et dejligt job. Du må møde mange mennesker på den måde." det var det eneste han lige kunne komme på på stående fod. I betragtning af at han var diplomat, var han overraskende dårlig til at snakke frit om ligegyldige og normale hverdagsting.
"er det som tjener eller kok?" det var de 2 eneste stillinger han kendte til på sådan steder. Af indlysende årsager kendte han ikke meget til sådan steder.

Han drejede hovedet og så ned af gaden da han kunne høre cheryl komme. Hun var endnu et stykke fra dem og han så igen på Daniel. "min ven Cheryl arbejder som kok."

Han smilede til hende da hun slog sig til dem. Selv om han var glad for at se hende, skulle man kende ham godt for at kunne se det. Hans øjne var uden glæde og smilet var en anelse skift. "god aften." hilste han og smilet blev lidt mere varmt. Cheryl kunne det der med at snakke og hans blik hvilede afslappet på hende.

[Daniel Jackson]

Daniel kunne ikke helt kvæle et grin over Frosts forsøg på small-talk. Det var han tydeligvis ikke særlig god til. ”Tja, det gør jeg vel, men de er nu som regel mere interesserede i at spise maden end tale med mig. Du må komme forbi en dag, så kan vi øve os i den her slags samtaler,” drillede han og føjede til, at han var tjener.
Han vendte blikket forbi Frost, da pigen kom gående mod dem. Så det var vennen? ”Som kok? Det lyder stressende,” funderede han. Han havde i hvert fald hørt det var et stressende arbejde, og havde kokke ikke en tendens til at råbe meget? Pigen virkede dog flink, da hun nåede hen til dem. ”Hey, Daniel,” han tog hendes hånd til hilsen med et grin. Hun gav hånd, Frost gjorde ikke. Gad vide hvorfor? Nå, det kunne være ligemeget. ”Jo, jo, han har været noget så artig,” grinede han så som svar og nød at kalde en vampyr for artig. Det var en sjælden fornøjelse! ”Du er ’den kær ven’, han snakkede om ikke? Siden du har menneske, har jeg nogle ting, jeg gerne vil spørge dig om!” forsatte han lettere ivrigt.

[Cheryl de Sable]

Imens Cheryl lyttede, stillede hun sine poser ned til sine fødder så de stod op af hendes ben og ikke væltede. Hvis der gik hul på hendes flaske med italiensk kakao, ville hun blive pænt skuffet. Og den havde været rimelig dyr.
Hun strøg noget platinblond hår om bag øret, og smilede skævt over Daniels kommentar om hendes job. "Jeg har nok bare vænnet mig til farten og varmen. Eller også kan jeg bare klare mosten." grinede hun og trak på skuldrene. Hendes smil blev afløst af et nysgerrigt udtryk. "Men du er en tjener?" Sådan som han havde talt om tjenernes bedste venner - nemlig kokkene - så regnede hun nok med at han ikke var kok.
Da han sagde at han ville spørge hende om, vippede hun sine solbriller op i panden så hun bedre kunne se ham. Hendes akvamarinfarvede øjne var spærret op i chok, men så fik hun lidt mere styr over sit ansigt så hun smilede nysgerrigt. "Hvad vil du lige spørge mig om?" Uden rigtigt at tænke over det, flyttede hun sig en lille smule tættere på Frost, næsten som om hun var hans bodyguard - hvilket var en ret grotesk tanke.

[Frost]

Frost smilede oprigtigt over Daniels lille drilleri. Var han virkelig så dårlig til det? Han kiggede meget kort på Cheryl, som om hun havde svaret. Derefter så han tilbage på Daniel. "Jeg til gerne komme forbi dit arbejde." lovede han og følte at han havde opnået noget ved forslaget.

Han var derefter stille og lod dem snakke lidt, så de i fred kunne få udvekslet basal viden og small talk. Det var Cheryl meget bedre til end ham.
Hans blik forlod dem og gled ned af gaden, uden rigtig at se noget.

Han smilede stort og morede sig oprigtigt, da Daniel så åbenlyst og ivrigt kun fokuserede på Cheryl.
Han smilede velvidende, som om han allerede vidste hvad Daniel ville spørge om. Da hun lænede sig mod ham drejede han diskret hovedet i hendes retning.
"Du skal nok ikke fortælle ham noget om blodet." sagde han lige så diskret og henkastet på østrisk til hende. Det var ikke et sprog særlig mange talte her på egnen. "Jeg glæder mig meget til at høre de spørgsmål." Faktisk var han lige så nysgerrig omkring spørgsmålene, selv om de ikke var til ham.

[Daniel Jackson]

Daniel blev helt overrasket over, at Frost faktisk ville besøge hans arbejde. ”Seriøst?” spurgte han undrende og stirrede på vampyren, som om han var et indviklet regnestykke, der ikke gik op. Han havde regnet med, manden bare ville grine og lade det blive ved det. ”Nå, men du skal da være velkommen,” endte han så med at sige. Chefen ville nu nok blive småsur over, at der kom en mand, som ikke bestilte noget og talte med tjeneren. Tja…
Han så derefter på Cheryl med et let nik. ”Jep, jeg tror ikke, det ville være sundt, hvis jeg skulle være kok,” svarede han med et fjoget smil. Frost havde trodsalt allerede set, hvor klodset englen kunne være. Det ville skade folk, hvis Daniel valgte at blive kok. Tjener var bedre, selvom han tabte bakken af og til. Så forholdte han sig til spørgsmålene. ”Kan vampyrer sove? Jeg har spurgt dem før, men jeg tror altså ikke, jeg har fået ærlige svar omkring det,” han hvilede kort ved mindet om Viva. Det havde set ud som om, hun sov af og til, men samtidig havde hun svaret ham, når han talte til hende, så Daniel var ikke sikker. ”Kan de tage sol? Du ved, i et solarium? Jeg mener, det er jo ikke rigtig sollys? Og hvis de kan, hvorfor gør de det så ikke? Kan de få kræft? Hm..gad vide om vi kan få kræft,” denne gang var det kort hans egen race, hans tanker hvilede ved. Kunne engle få kræft? Kunne de dø af det? Hm… ”Kan de spise eller drikke andet end blod? Eller kan de godt gøre det, det giver bare ingen næring??” det var noget, han aldrig helt havde forstået. ”Er det rigtigt at alle vampyrer er temperamentsfulde? Frost ligner ikke en hidsigprop, men nu er det jo også første gang, vi mødes,” han holdt endelig inde og hev lidt efter vejret. Pyha, det var meget!