|
Post by Zinnia Caritas Amore on May 17, 2011 20:15:08 GMT 1
Paris var normalt ikke et sted, Den unge Engel Zinnia ville opholde sig, Hun vidste udemærket, hvor mange vampyrer der opholdte sig i Paris. Men igen havde hende's menneske veninder fra universitet overtalt hende, til at tage med dem på tur til Paris for at se et band både Zinnia og hendes veninder var store fans af, Zinnia var dog mere vild gæsteoptræderen til koncertens musik.
Lige nu kunne der høres skrig og råb over det hele, koncerten var i fuld gang og Zinnia stod midt i det hele, ikke sjovt når man hadder indeklemte steder. Hendes veninder var vidst blevet lidt fulde og blevet væk i den store menneske mængde og oven i det havde de fået Zinnia til at tage noget lidt mere rocket tøj på, hvad der lige havde kostet hende et par gode cowboybukser der var blevet klippet og revet i så de virkede lidt trashy. Hun havde også taget sorte højhælede på og så en sort og hvid t-shirt. Hendes hår sad dog løst som normalt det havde de ikke fået lov til at røre. Måske var det bedre at hører musikken der hjemme. *hvorfor var det jeg sagde ja til det her, folk skubber aaaah.... * Tænkte hun mens hun var ved at falde ud af den store mængde. Det var ikke lige hendes vante omgivelser, hun var en pige fra landet, hun var først ved at vende sig til roms byliv og Paris var endnu mere vild vis man kunne sige det sådan. Men hun nød nu musikken til konverten selvom det var svært for de fulde, skæve og larmende mennesker.
|
|
Dylan Hendrix
Vampyr
Producer, sangskriver, og musiker.[A:0]
"Lay lady lay, lay across my big brass bed."[Mo0:0]
Posts: 24
|
Post by Dylan Hendrix on May 17, 2011 20:30:01 GMT 1
Backstage var atmosfæren mindst lige så vild. Roadies, groupies, og venner af bandet, sad og hyggede sig med nogle øl og noget hash, som Dylan selvfølgelig havde sørget for. Han skulle på om små ti minutter, men var ikke bleg for lige at ryge med på sin egen joint, som han selv havde rullet til et perfekt stadie. Jointen blev sendt rundt, imens Dylan gik hen til et lille spejl: han rettede sit hår, tog solbriller på, og rettede på det klassiske jakkesæt, der bestod af et sort sæt med tilhørende hvid skjorte og sorte, gamle lædersko. Han gik tilbage til cirklen og satte sig i en stol, da jointen nåede ham. Han smilte sageligt, det var ikke den første joint de havde røget her til aften: ,,Godt jeg har optrådt i skæv tilstand tusinder af gange!" Resten af gruppen grinede, som Dylan sugede til sig, og dernæst rejste sig for at tænde en cigaret, og ja, gå på scenen: bandet kom om bag i for at få en kort pause, imens Dylan indtog scenen, rygende på sin cigaret - egentlig måtte man ikke ryge i denne koncertsal, men Dylan gjorde hvad der passede ham, og ejeren havde ikke sagt noget til det: ,,Bonsoir allesammen! Jeg er glad for at være her... har I det godt? Var Crooked Men (random bandnavn) ikke gode?" Publikum gik amok, som de alle skyndte sig at kæmpe om en plads foran: Dylan betragtede dem igennem sine solbriller, han smilte bredt, men vendte sig så om, afventende på at bandet vendte tilbage for at spille med ham. Da bandet kom satte Dylan sig hen ved et flygel, der stod lidt ude i venstre hjørne af scenen, hvor der ikke var så mange folk igen - publikum flokkedes i venstre retning, men mange måtte give op pga. af det publikum der allerede stod der: ,,Nu da gutterne er her, vil vi give jer et af mine gamle numre kaldet 'Ballad of a thin man' (Bob Dylan)... 1, 2, 3" Guitaren begyndte, publikum hujede, og Dylan i gang med at spille de afslappede toner på flyglet, som var i introen. Da sangen endelig kom ordentligt i gang, kunne hans sprøde stemme høres i det fyldte lokale.
|
|
|
Post by Zinnia Caritas Amore on May 17, 2011 20:50:44 GMT 1
Zinnia begyndte at prøve at komme ud fra hvad der for hende var en ret stor menneske mængde, dog uden held. Efter en del skubben og råben troede Zinnia endelig at hun var ude, men da hun vendte sig om var hun på mystisk vis blevet skubbet helt op forest og der var det ikke lige til at komme væk fra. Hun begyndte ærligt talt at blive lidt bange. Musikken var dog stoppet for en kort tid da det var Gæstemusikkerens tur nu. Det havde Zinnia faktisk glædet sig til, og nu var hun jo på forreste række, det ændrede dog ikke den klaustrofobiske følelse hun havde fået i sin tur gennem menneske mængden.
Zinnia vendte blikket op mod scenen igen da alle begyndte at skrige igen. Hun var selv helt stille, men man kunne se på hende at hun var ret spændt, hun begyndte ihvertfald at smile igen. Musikken var ret afslappende, og den dæmpede også larmen lidt, dog var der stadig hujende folk. Zinnia lukkede øjnene og prøvede lidt at lukke larmen og den indelukkede følelse ude. Hun lyttede blot til musikken og nød den, helt uforstyrret var hun heller ikke, folk skubbede lidt og hun stod helt op af hegnet mellem tilskuerne og scenen. Da nummeret var slut hujede Zinnia endelig og smillede glad, vis man virkelig kunne lide musikken skulle man vel også vise det. Hun smillede glad, det var måske en god nok oplevelse udover den trængte plads.
|
|
Dylan Hendrix
Vampyr
Producer, sangskriver, og musiker.[A:0]
"Lay lady lay, lay across my big brass bed."[Mo0:0]
Posts: 24
|
Post by Dylan Hendrix on May 17, 2011 21:00:12 GMT 1
Dylan afsluttede, og rejste sig fra flyglet: han betragtede publikum, mest dem foran, og fik øje på en kvinde der ikke var et menneske, men heller ikke en hybrid eller vampyr. Han hævede øjenbrynet, Dylan havde aldri stødt på andre væsener end de nævnte. Var hun hvad han troede hun var...? Han kiggede væk efter en kort øjenkontakt, og smilte stort, bukkende: ,,Tak, tusind tak... Jeg har det godt lige nu, hvad med jer? Er i klar på én mere? You want meee...?" Folk hujede opmuntrende, som de havde gættet ledetråden: Dylan ville spille "I want you", én af hans første og største hits. En roadie kom ind med hans guitar og mundharmonika, som blevholdt af roadien fordi vedkommende var for skæv til at sætte den på hans stativ, der skulle holde mundharmonika'en foran ham. Dylan grinte ind i mikrofonen, men gjorde så anslag til start, og begyndte at indlede sangen med en mundharmonika intro. Sanen blev lige så afsluttet med mundharmonika, og et sidste, impulstivt 'I want youuu'. Nogle piger så drømmende op på ham, han vinkede småt til dem, og lod guitaren hvile nær sin hofte: ,,Godnat smukke væsener, mor jer nu godt!" Han gik ud fra scenen, og smed guitaren over hovedet så en roadie kunne tage imod. Han smilte o grinte da bandet roste ham, og gav ham det sidste af en joint, som de selv havde lavet. Han tog sin pose med hash, og stak den i lommen, hvorefter han annoncerede at hanville vende tilbage når showet var ovre - han havde brug fo noget luft. Dylan gik ud af bagdøren, og bevægede sig ud til hovedgaden, dog stod han diskret på hjørnet til den gyde som han var gået fra. Han nød jointen, pustede langsomt den eksotisk duftende røg ud. Ah... Han elskede at optræde. Hans sind kredsede igen om den kvinde der måske var en engel... han kunne ikke komme på et andet væsen som hun kunne være. Så var hun et ukendt ét.
|
|
|
Post by Zinnia Caritas Amore on May 17, 2011 21:41:37 GMT 1
Zinnia havde som alle andre en naturlig god glød omkring sig, især når hun var glad så var den der lidt mere end ellers. En ting vampyrer hurtigt lagde mærke til, Zinnia havde dog lidt svært at skælne vampyrer medmindre hun var ret tæt på, hun havde oplevet en del mennesker med en ond aura. Hun vidste der sikkert var vampyrer til koncerten, men forvirringen gjorder at hun ikke vidste hvem der var hvad i flokken. Hun rødmede lidt da hun ud af ingenting så at Dylan havde øjnene på hende under hans 2 nummer, hendes gule øjne hvilede kort på ham. Normalt ville fan pigerne nok havde skreget og besvimmet, men Zinnia blev meget genert og kiggede væk til han igen havde fokus et andet sted. Måske havde hun også bare set forkert, der var jo så mange i flokken. Efter nummeret var færdigt var der en meget kort pause og folk spredte sig lidt og Zinnia så sit snit til at komme en smule væk, det var ret stressende at være derinde og varmen var også virkelig intens. Nu var hun endelig ude af mængden og egentlig burde hun finde sine veninder, vis de ikke var taget videre i byen med nogle fyrer. Zinnia selv vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre nu, til en start besluttede hun sig for at gå ud og få noget frisk luft. Eller frisk kunne diskuteres med alt byens os. Men det var bedre end det indelukkede lokale.
|
|
Blanche Noir
Hybrid
Stripper.[A:0]
"I don't give a fuck!"[Mo0:0]
Posts: 22
|
Post by Blanche Noir on May 17, 2011 21:50:30 GMT 1
Dylan stod fredsommeligt og røg jointen færdig, da den var død tændte han en cigaret. Han betragtede sit udfarende publikum, kun få forlod stedet da Dylans signerede band stadig var igang. Han selv måtte blive indtil det hele var ovre, men der var formentlig en fest efter lokalet - koncertsalen havde jo en bar, trodsalt. Dylans elektriske blå øjne fandt hurtigt englen i mængden, hendes tilstedeværelse overskyggede de andres. Han betragtede hende for en stund, før han besluttede sig for at konfrontere hende: egentlig vidste han ikk umiddelbart hvorfor han ville dette, men der var noget interessant ved hende - hun virkede mere uskyldig end andre kvinder han for nylig var stødt på: ,,Godaften. Jeg så dig fra scenen af." Dylan var ikke den generte type. Han løj også sjældent. Røgen svømmede ud imellem hans blege læber, som han stod og betragtede kvinden. Hun var smuk med det lange lyse hår og den mærkelige engle glød. Hans aura var knap så lyksagelig og god, men nærmere mystisk og dragende - han havde ikke den samme onde stemning over sig som de fleste andre vampyre: hans liv var ikke prydet af massemord og udåder.
|
|
|
Post by Zinnia Caritas Amore on May 17, 2011 22:14:46 GMT 1
Zinnia stod i sine egne tanker og begyndte at overveje hvordan hun skulle komme hjem derfra. Der var vel ikke andet at gøre end at ringe til tøserne. Hun skulle lige til at finde mobilen frem fra de stramme revede bukser da der blev sagt godaften til hende. " Godaften" sagde hun med et smil og vendte sig om mod personen og fik et mindre chok da hun så hvem hun havde sagt godaften til. Det var ingen ringere en Dylan. Hun blev lidt små genert, at skjule det nyttede ikke noget for det var allerede forsent da kinderne blusede en smule op. " jeg..øøhm " hun holdte lige en kort pause, hvad skulle hun dog sige til det. Zinnias hånd begyndte roligt at pille ved hendes hår, en typisk ting hun gjorder når hun var nervøs *hvorfor lige mig* tænkte hun og vidste bare at hun måtte se dum ud lige nu. " Jeg så også dig, men det er vel klart nok" Sagde hun og sendte ham et smil og var glad for hun endelig fik taget sig sammen til at sige noget og nu kunne hun også se ordentligt på ham, selvom at nervøsiteten og genertheden stadig var der. Han havde kigget på hende. Han var nok en af hendes yndlingsmusikere og han så godt ud... Det var lidt næmmere at tænke sådan om kendte musikere for hey man kom jo aldrig til at møde dem...eller. Især for Zinnia med hendes berørings angst. Nu hun kom tættere på ham end bare at se ham på en scene kunne hun mærke noget mystisk over ham, det var ikke lige til at se hvad det var, der var bare noget. Hun huskede pludselig på at hun burde sige hvad hun hed, hun vidste hvad han hed men ikke omvendt. "mit navn er forresten..Zinnia" Hun valgte ikke at række hånden frem eller noget, den havde også travlt med at pille ved hendes hår.
|
|
Dylan Hendrix
Vampyr
Producer, sangskriver, og musiker.[A:0]
"Lay lady lay, lay across my big brass bed."[Mo0:0]
Posts: 24
|
Post by Dylan Hendrix on May 17, 2011 22:23:02 GMT 1
Dylan smilte blot skævt, som hun fik et chok og dernæst så ud til at prøve at håndtere situationen. Hans smil blev bredere da hun påpegede at hun også havde set ham, naturligt nok, de havde jo fået øjenkontakt. Han lagde hovedet lidt på skrå, og tog et sug af sin cigaret. Han besluttede sig for at tage solbrillerne af, da der ikke var så meget skarpt lys hvor de stod: ,,Zinnia... det er et specielt navn. Hvis du ikke er en fan, kan jeg fortælle dig at jeg hedder Dylan... " Hans underlige karakter, der havde en blanding af selvsikkerhed og ydmyghed, overraskede ofte mange. Han forventede sjælden at alle vidste hvem han var, for oftest kunne han godt gå ned af gaden uden at blive konfronteret af fans - hvilket var en dejlig frihed at have, det havde været værre i USA, hvor han havde utallige fans. Han var jo original amerikansk, mente han... troede han, eftersom hans navn var ret amerikansk, eller engelsk... Ja, hvad var forskellen egentlig? Han puttede solrillerne i lommen, og kørte en hånd igennem det krøllede hår. Han så tænksomt på hende med de blå øjne, der nu var kommet til syne: ,,Der er noget særligt ved dig... det her lyder som en scorereplik, men er du en engel? Det er du da, ikke?" Han smilte, lettere nysgerrig efter at vide om han havde ret. Han havde aldrig mødt en engel, kun hørt om dem. Hendes tilstedeværelse var som en brise af frisk forårsluf, fordi hun var ny og interessant. Det dragede ham, samidig med at det føltes utrolig fremmed for ham - især den aura af uskyldighed og renhed, som han ikke var vant til at føle fra kvinder.
|
|
|
Post by Zinnia Caritas Amore on May 17, 2011 22:47:54 GMT 1
Zinnia var glad for at han var så rolig og afslappet, det smittede nemlig tit af på andre og hjalp også hende med at falde lidt ned. Men af en eller anden grund var der stadig noget ved ham der gjorder hun var lettere vågen og vagtsom. Det var ikke noget hun tænkte videre over, følelsen var der bare. " Er jeg lidt kan ihvertfald godt lide din musik" Sagde hun ærligt, det var vel en god nok ting at sige når det nu var sandt. Zinnia havde altid været rigtig ærlig omkring alting. Da Dylan spurgte om hun var en engel blev hun først lidt genert over det med han sagde at det godt kunne lyde som en score replik, Hun var en engel og det vidste hun godt andre kunne mærke på hendes aura. Hun brød sig dog ikke om at sige det folk syntes det var ret helligt og guddommeligt og det var svært at få venner sådan. Det nyttede dog ikke at skjule det. Zinnia nikkede let til hans spørgsmål og kiggede ham i øjnene "jo... Det er jeg" Konstaterede hun stille og ville helst ikke gøre noget stort ud af det, der var vampyrer overalt i Paris og dem var hun ret så bange for at møde. Hendes tanker på det blev dog villedt af hans blå øjne, der var noget specielt over dem syntes hun, og hun kunne bedre se det nu hvor solbrillerne var væk. Hun blev helt fanget af hans blik, der gav hende en lyst til at flygte men samtidig var ret interresant og gav hende lyst til at se mere på dem. " prøver at holde lidt lav profil, men her i Paris er det svært" Sagde hun roligt og hentydet til hendes aura og faren ved at vampyrer . Hun vidste ikke rigtigt hvorfor hun sagde det, hun burde faktisk bare stoppe med det samtale emne før en eller anden vampyr hørte det.
|
|
Dylan Hendrix
Vampyr
Producer, sangskriver, og musiker.[A:0]
"Lay lady lay, lay across my big brass bed."[Mo0:0]
Posts: 24
|
Post by Dylan Hendrix on May 17, 2011 22:55:47 GMT 1
Dylan smilte, glad ved at hun kunne lide hans musik - det var også det der talte, ikke om hvorvid han var lækker eller ej. Han kunne se hendes generthed blusse, da han spurgte hende ind til hendes eksistens. Han havde vel ret, ikke? Da hun bekræftede hans antagelse, nikkede han godkendende af sig selv - han vidste det! Intet menneske kunne have sådan en aura... så skulle det da være en nonne eller en præst, eller noget andet gudeligt... måske havde spædbørn den samme aura, de var jo for det meste også uskyldige og rene. Dylan så sig omkring, som han fornemmede at folk kiggede på ham. Han var indtil videre kun interesseret i at snakke med Zinnia, fansene måtte komme ti ham og resten af bandet senere, lige nu holdte han pause: ,,Jeg burde måske også holde lav profil - ville du have noget imod at gå lidt længere ned af gaden? Jeg ved jeg er en totalt fremmed, men... stol på mig." Han smilte godmodigt, og de dragende øjne antød ikke at han ville gøre Zinnia ondt. Dylan ville absolut heller ikke gøre Zinnia ondt, i hvertfald ikke lige nu... ej, han måtte nok søge sit blod andetsteds, det virkede også forkert at forføre en engel til at give sit blod.
|
|
|
Post by Zinnia Caritas Amore on May 17, 2011 23:11:48 GMT 1
At stole på folk var en ting der burde være let for en engel, som man sagde der var noget godt inde i alle. Zinnia havde bare svært ved det, hun syntes selv generelt at hun var en af de værste engle i verden. Bange for vampyrer og så stolede hun ikke og gav folk en chance. Måske var tiden nu til at rette op på sine fejl og så kunne Zinnia ikke lade vær med at smile over Dylans godmodighed. Han var nu ret frisk, selvom han sikkert som alle andre musikere havde røget og drukket det kunne hun også lugte. Hun stod først og tøvede kort, hun burde ringe til sine veninder. Men samtidig var det her ret spændene, og hun ville gerne følge efter ham. Hun tog sig så sammen og fulgte efter ham " Så stoler jeg på dig Dylan" Sagde hun og håbede hun var sikker alene ude i paris gader, eller hun var sammen med Dylan. Hun havde nu aldrig stolet på en fremmede så let, det føltes godt og kildene inde i maven men samtidig lidt skræmmende, en underlig følelse syntes hun og pigerne havde sikkert alligevel taget hjem med nogle fyre, så hun kunne først komme ind på hotellet når hun fandt ud af hvor i paris de var endt henne.
|
|
Dylan Hendrix
Vampyr
Producer, sangskriver, og musiker.[A:0]
"Lay lady lay, lay across my big brass bed."[Mo0:0]
Posts: 24
|
Post by Dylan Hendrix on May 17, 2011 23:18:20 GMT 1
Dylan førte an, men nøjedes med at lunte ved siden af Zinnia. Han var glad for a hun besluttede sig for at stole på hende, men selvom hun fulgte ham så havde han fornemmet at hun havde tøvet. Dog var der intet at frygte for, da Dylan indtil videre havde besluttet sig for ikke at såre englen - det virkede bare så forkert, på en måde: ,,Du tøvede lidt, gjorde du ikke? Vi rockstjerner er ikke så slemme som vi ser ud til at være." Hans smil bredte sig, som han tog solbrillerne på igen, blot for en sikkrheds skyld, hvis nogen skulle genkende ham - egentlig vidste han godt at folk ville genkende ham alligevel, solbrillerne var hans signatur påklædning, dét og et godt jakkesæt. Dylan så sig kort over skulderen for at sikre sig at der ikke var nogen fans som besluttede sig for at følge efter ham. Da dette var blevet tjekket, så han frem for sig, og øjnede hurtigt en bar-agtig café, lille og hyggelig. Måske var Zinnia interesseret i en drink? Der blev så varmt til koncerter. Hun var trodsalt også gået ud efter luft.
|
|
|
Post by Zinnia Caritas Amore on May 18, 2011 7:34:09 GMT 1
Zinnia kiggede op på ham da han nævnte at hun tøvede, ja det var rigtigt at hun havde tøvet. Det var ikke nemt at stole på folk, især ikke når man som zinnia var på ukendt grund i øjeblikket. Men hun havde taget beslutningen at hun ville stole på ham. Han virkede venlig og samtidig spændene. " Lidt... Men jeg stoler på dig nu" Sagde hun og vidste at det kunne være farligt at sige. Når andre først vidste at man stolede på dem havde de stor mulighed for at bryde den tillid de var givet. Zinnia smillede let og sødt til ham og grinnede let over det sidste han sagde , måske skulle hun stoppe med at tænke så meget over tingene og bare tage en slapper, han var jo ikke så farlig efter hvad hun kunne se. " Hvor går vi hen?" spurgte hun og undrede sig lidt over at han bare gik sådan fra koncerten med hende, det kunne vel blive for meget med alle fansne eller? Hun havde selv helt glemt alt om det med hendes veninder lige nu, hun havde en eller anden lyst til at få mere at vide om Dylan. Det var heller ikke vær dag at hun fik brudt sine vaner og prøvede noget nyt. Nu var chancen der så hvorfor ikke tage den mens hun kunne?
|
|
Dylan Hendrix
Vampyr
Producer, sangskriver, og musiker.[A:0]
"Lay lady lay, lay across my big brass bed."[Mo0:0]
Posts: 24
|
Post by Dylan Hendrix on May 18, 2011 17:31:34 GMT 1
Dylan smilte forsikrende, han var ikke farlig - eller jo, men ikke lige nu. Han var meget blid af en vampyr at være, meget usædvanligt, især hvis man tog hans alder i betragtning: han havde ikke været født i en moderne tid med større sympati og forståelse, det var en beslutning han selv havde taget for lang tid siden, beslutningen der omhandlede det at være mere human end vampyrisk: ,,Godt. Jeg vil nød gøre dig nervøs." Han smilte skævt, som han stoppede op foran den café han havde spottet. Han betragtede den, men lod så sit blik glide over Zinnia. For en stund betragtede han hende igennem solbrillerne: gad vide om engle drak alkohol? Han selv var ikke den store fan, men han drak alligevel ofte pga. sit arbejde: ,,Hvad med en drink? Der er noget tid til at koncerten er ovre, og jeg bliver nød til at vende tilbage til bandet... Vent, drikker du overhovedet? Jeg ved ikke meget om engle, jeres vaner, jeres holdninger... Det her sted har sikkert også andre ting at byde på, hvis det er." Dylan ønskede nu et eller andet sted at englen prøvede en alkoholisk drik, medmindre det dræbte hende, selvfølgelig. Hun virkede nemlig lidt tilbageholdende og hemmelighedsfuld, hvilket selvfølgelig var spændende, men det gjorde selvfølgelig Dylan nysgerrig, og når han var nysgerrig ville han have stillet sin nysgerrigheds tørst.
|
|
|
Post by Zinnia Caritas Amore on May 18, 2011 17:59:17 GMT 1
Zinnia håbede ikke at Dylan havde taget det for personligt at hun havde været nervøs, hun var altid små genert og nervøs overfor nye mennesker, heldigvis så han ikke ud til at det havde påvirket ham. Nogle folk blev lidt fornærmet vis man ikke stolede helt på dem. Zinnia kiggede på cafen da Dylan stoppede ved den. Cafen virkede hyggelig, Zinnia kom ikke så meget den slags steder. Hun smillede skævt da han spurgte om hun drikkede, han vidste virkelig ikke meget om engle. Zinnia kunne godt drikke vis hun havde lyst og hun havde gjort det før. Men det var højst 2 genstand da hun ikke kunne lide at miste kontrol. " Jeg kan godt drikke, men har aldrig drukket mig fuld... Er ikke så meget for det med at miste kontrol, en genstand skader dog ikke" Sagde hun og smillede til ham med en let rødmen. Hun ville sikkert komme til at lyde som en morspige nu. Så ren og uskyldig. Zinnia var trods alt en engel, men på grund af at hun var født på jorden havde hun ikke det samme forhold til himmerig som engle der var født der. Zinnia var kristen og god hjertet, hun havde dog svært ved at gøre det hendes forældre var sendt herned for.
|
|