But then I got high...

[Blanche Noir]

Det var en mild forårsaften med sagelig vind og varmegrader. Haven var velbesøgt af både unge og gamle mennesker, formentlig også af vampyre, engle, og andre underlige væsener.
Solen var ved at gå ned, og lagde dermed et orange skær udover Paris. Det var smukt... Men Blanche måtte nøjes med at nyde udsigten iført solbriller. eftersom solen irriterede hendes øjne.
Blanche sad på en bænk for sig selv, ifærd med at rulle en joint. Hun havde mange ting hun skulle ordne som f.eks. at gøre rent, lave mad og hente vasketøj, men lige nu havde hun brug for at slappe af. Det var ikke fordi hendes liv var specielt krævende, det var nok nærmere hendes hoved der generede hende.
Blanche var iført en sort Star Wars t-shirt og nogle sorte, afvaskede, stramme jeans. På fødderne bar hun slidte, mørkeblå converse sko, solbrillerne var runde og gjorde hende anonym at se på - til trods for det lyserøde hår, måske.
Da hun var færdig med at lave sin joint, tændte hun den og tog et langt, længe ventet sug. Hun lukkede øjnene nydende i og lænte sig tilbage. Hun sukkede og smilte sagte... hun smilte sjældent, men næsten altid i selvskab med eksotisk græs.
Blanche skulle på arbejde i aften, men først omkring midnat. Hun så ikke frem til at danse foran en masse gustne typer, men pengene var nødvendige for hende og hendes mors overlevelse... Nogle gange fattede hun ikke hvor gammel hendes mor var og hvorledes hun så kunne være så uduelig og hjælpeløs - men narkomani gjorde vel alle hjælpeløse, også hybrider, åbenbart.
Blanche rettede sig lidt op, og spejdede ud over haven. Alle andre end hende stortset, var ledsaget af en anden. Hun rynkede på næsen... Hun passede kun på sin mor fordi hun var hendes mor... der lå ikke mere i det end det - kærlighed var en forholdsvis ukendt størrelse for Blanche.

[Jessica Whinfield]

Jess havde besluttet sig for at gå en tur. Hun havde næsten lige fået fri, men alligevel havde hun nået at skifte tøj. Dette bestod af en rød, stroppeløs top, et par løse, mørkegrå jeans der lige dækkede knæene og et par slidte, men fuldt funktionelle converse. Hendes strømper var stort set skjult af hendes sko, men man kunne lige se den hvide kant, der afslørede hvilken farve de havde. Hendes hår var det sædvanlige halvpjuskede og i dagens anledning havde hun en lille smule mascara på, bare for at fremhæve øjnene en smule.
Hun nød at gå ture om aftenen, mest fordi solen ikke var så skarp, men også bare for turens skyld i det hele taget. Der var mange mennesker - eller det var vel så meget sagt, for Jess opfangede at der var flere vampyrer også - der så ud til at more sig herligt. Hun smilede svagt ad dette, og fortsatte sin gåtur.
Midt i det hele sad der dog en pige, og var midt i... var det en joint hun sad og røg på? Jess hævede et bryn, og satte kursen mod pigen. Da hun var tæt nok på, åbnede hun munden med et skævt smil "du ved godt, det der stads kan dræbe ikke?". Jess var stoppet op en halv meter fra pigen, og stod nu og kiggede på hende, stadig med det skæve smil hængende på læberne. Hun placerede sine hænder i lommen, mens hun blot stod og betragtede pigen, der så ud til at være et ungt menneske. Jess vidste dog bedre, for blandt alle de andre lugte hun havde opfanget i dag, lugtede denne pige stærkt af blod, hvilket betød hun enten var vampyr eller hybrid.

[Blanche Noir]

Blanche nåede ikke at observere kvinden komme imod hende, før det var for sent. Hun havde haft travlt med at betragte havens liv og havde ikke holdt øje med stien. Hun så hurtigt op, da hun havde hørt kvindens stemme. Hun havde forskrækket hende lidt, hvilket var usædvanligt eftersom en vampyr ikke ligefrem lod sig skræmme af hvad som helst - og hun var stortset en vampyr.
Hun betragtede hende længe med øjnene gemt bag solbrillerne. Hun kunne ikke umiddelbart finde ud af om kvinden var alvorlig eller sarkastisk. Hun tog et sug af jointen der bestod af skunk og tobak, før hun svarede med røgen flydende ud imellem de blege, rosa læber:
,,Det er der så meget der kan... Desuden, kan du ikke være fløjtende ligeglad? Det er de fleste af din slags."
Blanche havde en halvirritabel stemme, som hun skulede til kvinden, der formentlig ikke kunne se hendes øjne pga. solbrillerne. Blanche havde hurtigt fornemmet at kvinden var vampyr, det krævede ikke overnaturlige evner eller megen intelligens at regne ud: den blege hud, elegancen, skønheden, de kolde øjne. Alle vampyre var ens.
Hun tog endnu et sug og kiggede væk fra kvinden. Hvad var hendes formål med at opsøge hende? Havde hun troet at Blanche var et menneske? I så fald ventede der hende en ubehagelig overraskelse, hvis hun prøvede på det mindste. Måske skulle vampyre efter sigende være stærkere end gadekryds som hende, men da Blanche sidst var blevet overfaldet, havde det været vampyren der lå på jorden og ømmede sig til sidst... Måske havde Blanche været heldig denne ene gang, måske havde vampyren været svag eller dumdristig... faktum var at hun havde sparket herrens røv i nok grad til at komme væk hurtigt.
Blanches blik vendte tilbage til kvindens, som hun tog endnu et sug af jointen og igen lænte sig tilbage. Hun holdte røgen inde for en stund før hun pustede den ud, og imens lagde hun det ene ben over det andet.
Hun forstod ikke denne situation, den var dybt underlig: siden hvornår bekymrede vampyrer sig om andres helbred? Blanche bekymrede sig ikke engang om andres helbred, det var deres problem. Hun havde ikke noget problem med at dø ung, og hun havde heller ikke noget problem med at andre ville dø unge pga. hende. "Dræb, eller bliv dræbt" var et motto som hun længe havde levet efter.

[Jessica Whinfield]

At dømme efter pigens toneleje og udtryk, var hun ikke fuldt vampyr. Ellers ville "din slags" medregne hende selv, og Jess gik ud fra det ikke var hensigten, hvilket gjorde pigen til hybrid, eftersom det var sjældent, mennesker lugtede langt væk af blod.
Ved pigens kommentar så Jess lidt stødt ud, men samtidig tankefuld "tjoo det kunne jeg vel, men sagen er, at jeg ikke er ligeglad. Du burde ikke ødelægge dig selv på sådan noget". Hun smilede svagt, og hun fastholdte blikket på pigen. Hun havde aldrig helt forstået, hvorfor folk blev tilbøjelige til at tage stoffer og den slags. Det gjorde jo intet godt. Det gav kun abstinenser, hvilket Jess ikke kunne se var noget godt. Udover det ødelagde man sin krop og sit sind på det. Pigen kunne egentlig gøre som hun ville, og Jess kunne ingen ting gøre, ud over at arrestere pigen for besiddelse af det. Det havde Jess dog ikke tænkt sig, for pigens syn på vampyrer var vist ikke videre kønt, og at arrestere hende, ville nok ikke gøre hendes syn mere positivt. Jess blev stående, og så til mens jointen blev mindre og mindre.

[Blanche Noir]

Blanche så forsat mistænksomt på kvinden, ude af stand til at konkludere hvad hendes hensigt var med alt det her vrøvl. Var det den typiske plan med en meningsfuld samtale og så et angreb? I så fald havde Blanche regnet hende ud.
Desuden brød hun sig ikke om folk der prøvede at hjælpe hende. Hvor var hjælpen da hun var mindre? Ingen steder. Folk var ligeglade og det var et faktum. Blanche havde lært at acceptere det.
Hun tog solbrillerne af så hendes skulende blik var til at se. De elektriske blå øjne borede sig igennem kvinden, især Blanches øjne fik hende til at se anderledes ud fra mennesker. De var kolde. Hun tog endnu et sug af jointen, som hun forsat prøvede at regne ud hvad vampyren havde gang i. Jo hurtigere hun fandt ud af det, jo hurtigere kunne hun få vampyren til at skride... hun kunne selvfølgelig også selv gå, men det nægtede hun - så havde blodsugeren 'vundet', mente Blanche.
Hun betragtede jointen, pustede til gløden, og tog endnu et sug, som hun nød for en stund. Hun så op mod himlen:
,,Jeg er allerede ødelagt..."
Blanches stemme var stille og eftertænksom, men så rettede hun sig op, rejste sig, og kørte en hånd igennem håret. Hun lignede en der var klar til kamp, hendes parader var tydeligvis oppe:
,,Var der andet du vil belære mig om? Eller skal vi få det her overstået?"
Hun så frygtløst på vampyren, til trods for at hun vidste kvinden var stærk. Men den mandelige vampyr fra overfaldet havde også været stærk, så det skræmte hende ikke. Få ting skræmte hende længere. Hun var for vred til at lade sig skræmme.
Blanche tog et sidste sug af jointen, og lod den falde ned på stien, hvor efter hun skodede den.

[Jessica Whinfield]

Jess betragtede blot pigen, mens denne fik lov til at tænke sig lidt om efter et svar.
Jess blev egentlig ikke overrasket over, at se at pigen skulede, men ikke desto mindre følte Jess sig fornærmet. Hun havde trods alt kun prøvet på, at føre en venlig samtale og måske prøvet på at hjælpe pigen en smule, men hun lød ikke som om, hun ville have hjælp. Tværtimod.
Da pigen rejste sig op, og så ud som om hun var klar til at slås, hævede Jess et bryn "jeg har ingen intentioner om at slås med dig. Hvis du troede, det var tilfældet, har du da taget grueligt fejl. Hvis du derimod er ligeglad, og kun vil se mig død, kunne det godt gå hen og blive et problem. Du ser nemlig ikke ud til at have den store erfaring med den slags". Det sidste var egentlig en skjult fornærmelse mod pigens alder, men Jess smilede svagt og så ud til at være mere glad end nogensinde. Indvendigt forberedte hun sig dog på et angreb fra pigens side af, for det var tydeligt, at denne bestemt ikke brød sig om vampyrer, hvilket Jess jo var, så det var nok ligemeget, hvad hun sagde, så ville pigen ikke lytte efter.

[Blanche Noir]

Blanche var ærlig talt overrasket over kvindens svar. Hun stod for en stund og overvejede om hun alligevel skulle slå til, men så tav hun. Hendes læber bævrede for en stund, men så tog hun solbrillerne på, og vendte sig med front mod havens skønhed.
Hun forstod ikke vampyrens adfærd. Alle vampyre hun havde været i selskab med, havde været ude på at dræbe hende eller på anden måde såre hende. Det skæbnesvanger overfald havde ikke været det eneste, men det første. De andre havde været korte og forholdsvis ufarlige, eftersom det for det meste havde været tomme trusler fra vampyrernes side af. Udover trusler og korte slåskampe, havde mange af de mandlige vampyrer forsøgt at forføre eller blot voldtage hende. Dette havde andre mænd også forsøgt på, ifølge Blanche.
Hun var meget fordømmende, og havde altid paraderne oppe, men faktum var at hun flere gange havde følt sig krænket af både mænd og vampyre, samt den uheldige blanding af disse. Meget få individer havde behandlet hende nogenlunde, så nu var hun dømt til at tro det værste om alle.
Blanche var stadig ikke sikker på hvad hun skulle gøre, mest fordi hun ikke anede hvad vampyren ville. Måske skulle hun bare gå, så ville hun på ingen måde blive narret af vampyrens skuespil. Problemet var blot, at det ikke lod til at kvinden spillede komedie - hvilket var noget som Blanche var god til at gennemskue.
Hun vendte sig imod kvinden, og så tøvende ud i sine kropsbevægelser: hun lagde armene over kors, lod dem falde ned langs siden, og så placerede hun hænderne i lommerne på sine bukser:
,,Tro mig, jeg har erfaring. Mit liv er ikke en dans på roser, ikke at det rager dig."
Hun så alvorligt på kvinden, men det var svært at tyde hvad hun tænkte med solbrillerne på. Hun så sig omkring igen, og tændte dernæst en cigaret. Da hun havde taget et langtrukkent sug, så hun tilbage på vampyren med de runde solbriller, der mindede lidt om den John Lennon havde haft i sin tid:
,,Hvad er dine intentioner så? De fleste vampyre jeg har mødt har ikke villet andet end at voldtage mig, eller dræbe mig."
Hun hævede sigend et øjenbryn, og tog endnu et sug af cigaretten. Det var kun hendes chef og vampyriske kollegaer, som endnu ikke havde forsøgt at forgribe sig på hende, eller dræbe hende. Selvfølgelig havde hun passeret mange vampyre, men hvem vidste, havde de ikke haft planer havde de sikkert også forsøgt at gøre hende ondt.
Blanche havde ikke haft det bedste indtryk af vampyre, hvilket også skyldtes hendes mor, der havde fortalt hende mange historier om Blanches far og vampyrmiljøet. Mænd havde heller ej vundet hendes gunst igennem tiden, eftersom Blanches far var et røvhul, og de mænd som Blanche havde mødt, oftest blot havde set hende som et sexobjekt.
Det var åndssvagt, for Blanche var stripper og burde vide hvad det havde indebæret - men det var ikke kun på arbejdet, at hun havde oplevet mens primitive adfærd. Det var før at hun overhovedet var blevet stripper, at hun havde været vidne til deres mørke sider, sider som hun ikke kunne lide og formentlig aldrig kom til at acceptere.
Blanche var ikke homoseksuel, det vidste hun - men hun brød sig ikke om mænd, og hun havde aldrig været forelsket i én.

[Jessica Whinfield]

Jess hævede et bryn. Denne kvinde var virkelig ikke glad for vampyrer, og det begyndte efterhånden, at gå Jess på. Jess prøvede rent faktisk kun på at føre en venlig samtale, men det var mildest talt lidt svært, når pigen konstant mistænkte hende for et eller andet "intentioner? Så du regner med, jeg havde en eller anden udspekuleret plan eller hvad? Jeg er ikke typen, der dræber, bare fordi jeg kan. Det er barbarisk og primitivt, og det ville ikke føre noget godt med sig, ud over en masse papirarbejde, og det har jeg ikke just lyst til. Jeg havde såmænd en impulsiv lyst til at snakke med dig, siden du så en smule ensom ud, men "min slags" er åbenbart folk der myrder for sjov i dit hoved". Igen kom Jess med en skjult fornærmelse, da hun indirekte svinede pigens psykiske tilstand til, men hun tog sig ikke af det. Hun var efterhånden ved at miste tålmodigheden, men hun lod sig ikke vise det, og hendes toneleje var stadig mildt og venligt, dog med en lidt skarp undertone, som for ligesom at understrege alvoren i hendes ord.

[Blanche Noir]

Blanche blev småirriteret over hendes fornærmende hentydninger, men hun gjorde indtil videre intet andet end at stå og se mut ud. Hvorfor hun ikke gik fra det her rod, det vidste hun ikke, hun følte måske en hvis trang til at sige til en vampyr hvorfor hun hadede deres slags så meget. Det ville ikke ligefrem hjælpe på noget, men agressioner havde hun mange af...
Hun tog et sug af sin cigaret, og pustede røgen ud imellem de blege, rosa læber. Et ældre ægtepar gik forbi dem og så lettere forskræmte på den lettere intense situation. Da de var passeret, placerede Blanche en hånd på hoften:
,,Ikke en udspekuleret plan, bare et ønske om at dræbe eller chikanere. Og du må indrømme at mange af din slags nyder at dræbe - selv jeg nyder at dræbe. Og at I dræber er ikke engang problemet, men... jeg har ikke just fået det bedste indtryk af jeres race. Jeg har aldrig mødt en vampyr der 'blot ville snakke'... du er den første."
Hun sænkede ikke sine parader, men hendes kropssprog gav indtryk af en funden rolighed. Blanche var ikke helt rolig, men hun var mere rolig end hun havde været i starten af deres møde.
Hun vidste ikke hvorfor hun forklarede alt det her for en vampyr, måske var det fordi at kvinden lod til at have en intelligens, for en gangs skyld havde en vampyr mere at sige end beskidte ord. Blanche havde heller ikke just nogen hun snakkede fortroligt med, og pga. dette kom hun ofte til at snakke over sig, når hun blev ophidset. Hun tog endnu et sug af cigaretten, og betragtede kvindens ydre. Hun smilte, men hun var ikke ligefrem glad. Blanche smilte aldrig i en situation, hvor hun ikke var synderligt glad. Hun fandt det unaturligt og misledende.

[Jessica Whinfield]

Jess hævede et bryn, tydeligvis over pigens lettere dumhed "hvorfor i al verden skulle jeg dog ønske at dræbe dig? Du er ikke et menneske, du er ingen trussel, og du har ikke prøvet at skade mig. Jeg kan ikke se nogen grund til, jeg skulle gøre dig ondt. Og hvorfor jeg skulle chikanere dig kan jeg heller ikke se. I hvert fald ikke dit udseende". Dette var halvt en kompliment, halvt en fornærmelse, for hun havde lige rost pigens udseende, men samtidig havde hun - igen diskret - endnu en gang svinet hendes psyke til. Jess gjorde intet for at vise, hun rent faktisk stod og fornærmede pigen, for hun regnede ærlig talt ikke med, denne var klog nok til at regne det ud. Når hun bugserede samtlige vampyrer ind under det samme tag, manglede der altså lidt på IQ'en og et lidt bredere syn på verden.
Jess betragtede blot pigen mens denne snakkede færdig. Jess var egentlig ligeglad med, at hun rent faktisk havde afbrudt pigen midt i hendes sætning, for hun tog det vel næppe for at være uhøfligt? Jess smilede ved tanken, men da pigen var færdig med at tale, hævede hun igen et bryn "well, som sagt er jeg ikke typen der farer i flæsket på en, bare fordi jeg kan. Så primitiv er jeg ikke".

[Blanche Noir]

Blanche tog det ikke ilde op at kvinden afbrød hende. Hun var vant til dårlige manere og gik ikke op i den slags - ikke fordi hun selv var absurd primitiv, men fordi hun ikke altid kunne se hvorfor man skulle være høflig.
Hun tog et sug af cigaretten, mens hun igen lod luften blive tavs for en stund. Blanche var godt klar over at kvinden sikkert fandt hende retarderet, men igen, hun vidste jo ikke hvad Blanche havde været ude for. Blanche var måske lidt narrow-minded, men hun havde sine grunde, grunde der var gode, vel og mærke! I hvertfald ifølge hende selv...
Hun var dog ligeglad med hvad kvinden syntes om hende, stadig var Blanche blot i en rus af ord, der blot kom ud for ja... at komme ud:
,,Som jeg sagde, jeg har mine grunde til at være mistænkelig. Det er ikke ligefrem fordi i er diskrete med jeres ønskede dominans over verden."
Hun hævede sigende et øjenbryn, men det kunne dårligt ses for solbrillerne. Hun tav kort, før hun forsatte:
,,Men godt for dig, du er et lig med IQ og en aroma af humanitet. Så skal jeg i det mindste ikke kæmpe for overlevelse denne gang."
Hun skodede smøgen og kørte endnu engang en hånd igennem det lyserøde hår med de mørke udgroninger.
De sidste ord lød slet ikke så hårde som de kunne have lydt. Hendes stemme var rolig, lettere opgivende, men ikke irritabel, agressiv eller andet negativt. Derfor lød hendes ord slet ikke så flabede, nærmere vittige, især pga. af hendes ordvalg med brug af 'aroma', ikke just et typisk ord at bruge om et individs personlighed.
Blanche så afventende på kvinden. Hun vidste ærlig talt ikke om hun havde lyst til at snakke med hende, men samtidig var hun nysgerrigm, og underligt naiv, ifølge hende selv - på den ene side ville hun se om det var muligt at vampyre kunne være venlige... på den anden side ville hun have sin naivitet myrdet på stedet, og igen få bevist over for sig selv at vampyre var nogle utålelige bastarder.
Dog var det ikke mest vampyrenes opførsel, som Blanche ikke brød sig om... det var mere deres tiltag i verden, måden som de tog den på, som om de ejede den - det var dét hun ikke brød sig om, og som hun ville have stoppet... hvordan vidste hun ikke.

[Jessica Whinfield]

Da pigen fortalte om vampyrernes ønske om verdensdominans hævede Jess' ene bryn sig mere og mere i takt med sætningen "hvis du ikke er klar over det, har vi rent faktisk en diplomat i Rom, der diskuterer fred med englene. Han er rent faktisk sendt der efter Michaels eget ønske, så helt verdensdominans vil jeg ikke sige vi går efter. Jo jeg kan sagtens se det fra dit synspunkt. Vi er nogle nådesløse dræbere, der tager alt, vi kan komme i nærheden af. Jeg ved godt, jeg ikke selv just er nogen engel, men jeg har aldrig nogensinde ønsket, der skulle være en krig mellem vampyrerne og englene. Du kan tro på dette eller lade være, jeg er bare ærlig, hvilket du så igen kan vælge at tro på, eller ikke vælge at tro på. Det er op til dig, men jeg ser ingen grund til, jeg ikke skulle tale rent ud af posen". Jess smilede et oprigtigt smil, men under hele hendes "tale" havde hendes stemme været fast og alvorlig, og det var tydeligt, hun ikke lagde skjul på noget.
Til det næste pigen sagde, forstod Jess ikke helt hvad pigen sagde. Var det godt for Jess, hun havde en høj IQ, så tøsen ikke behøvede slås for sin overlevelse? Hun fik det jo til at lyde som om, Jess var en lille svækling i forhold til hende selv. Jess tog dog denne lille fornærmelse med letsind. Hun vidste trods alt selv, hvad hun var i stand til, og uanset hvad så havde Jess levet længe nok til, hun kunne krølle pigen sammen og spille basket med hende.

[Blanche Noir]

Kvinden tog ikke i betragtning at vampyrerne havde en hvis kvalmende magt i Frankrig, hvilket Blanche ikke brød sig om. Hun himlede med øjnene. Siden hvornår var det vigtigt at vampyrerne holdt fred med englene? Hun ville bare have at de skulle droppe med at føle sig så helvedes mere overlegende end menneskene.
Hun tog sig heller ikke af kvindens ironi, for på et eller andet plan havde hun vel lov til at forsvare sig. Blanche ønskede blot at kvinden skulle droppe sin semi-tydelige arrogance over for hende. Nok var Blanche ikke stærkere, men hun var ikke lige så ligegyldig som et 'menneske':
,,Det er vel godt I vil holde fred med englene, men det er nu ikke det jeg hentyder til. Det er jeres tiltagende magt over Frankrig, eller ønsket om dette, som jeg ikke bryder mig om. Hvorfor har I sådan et behov?"
Hun så sigende på kvinden, for det kunne vampyren vel ikke benægte.
Med hensyn til det andet, så havde Blanche ikke ment at kvinden var en svækling, tværtimod - Blanche vidste godt at hun skulle være heldig for at vinde en mulig kamp, hvis det kom så langt. Dog skulle kvinden heller ikke tro at Blanche var svag - der var ædelt vampyrblod i hendes åre, blod, som dominerede hendes karakter langt mere end hendes 1/4 menneskeblod gjorde.
Blanche tog sin mobil op af lommen, og kiggede på tiden. Hun kunne ikke blive her meget længere og diskutere, hun havde nogle ting der skulle ordnes. Hun så op på kvinden, klart mere afslappet end hun før havde været. Det var usædvanligt at hun var så afslappet omkring vampyrer, men kvindens smil fik hende til at have paraderne lidt mere sænkede.

[Jessica Whinfield]

Jess hævede et bryn, igen fordi hun ikke helt forstod, hvad pigen mente "har vi et behov for at prøve at styre Frankrig mere end vi gør? Så vidt jeg ved, var Michaels mål med at overtage Frankrig, at vampyrerne skulle have et sikkert sted at være, så vi ikke bliver låst ned i kister igen. Og jeg kan godt fortælle dig, at jeg bifalder det, for det er ikke så rart at bruge næsten 2000 år i en kiste, hvor man ikke kan lave andet end at sove. Det er dræbende kedsommmeligt". Hun smilede drillende, men det var mere for at gøre en joke ud af det. Jo de havde været spærret inde, men hvis man ikke så lyst på tingene, ville det godt nok blive et kedeligt liv.
Jess betragtede pigen, mens hun tænkte lidt. Hun vidste ikke helt, hvad det var ved pigen, der var så spændende, men hun fik mere og mere lyst til at kende hende.

[Blanche Noir]

Nogen af jer fortjener ellers den slags... Tænkte Blanche, og lod sig ikke smile af den komiske endelse på kvindens modsvar til hende. Hun hævede øjenbrynet, fordi hun fandt det med 'et sikkert sted' mere sjovt end det andet kvinden havde sagt, som skulle have været den sjove del.
Blanche fandt det komisk fordi vampyre ellers, i teorien i hvertfald, var de stærkeste væsener der fandtes. Men siden de var 'ih og åh så overlegende', burde de da også kunne se, at det var bedre at leve i harmoni, end i skjul:
,,Har fred med menneskene ikke krydset nogen af jeres sind? Hvis ingen vidste at I eksisterede, ville det måske også have været en bedre løsning. Hvem var det overhovedet der besluttede sig for at vampyrerne skulle træde frem i lyset?"
Hun himlede understregende med øjnene. Hvad mennesker ikke vidste, havde de ikke ondt af, men i disse tider var alle mennesker på vagt, og derfor ekstra fjendtlige. Selv mennesker var blevet erklæret for vampyre af andre mennesker. Hele verden stod i frygt, hvilket måske var nogen vampyrers ønske. Blanche troede i hvertfald ikke på at alle vampyrerne var som kvinden dér, forholdsvis venlig og uinteresseret i magt.
En vind greb Blanches hår, som de stod der og konverserede, denne gang med mindre tilgang til at tale vredt og påståeligt. At de ikke engang havde præsenteret sig for hinanden, havde Blanche ikke tænkt på, men det gjorde vel heller ikke så meget - Blanche forestillede sig ikke at hun ville få et venskab, eller se til kvinden igen.